Nyt Dashboard til Xbox tilgængeligt i dag

Skrevet af Gustav Dahl, d. 19. november 2008, kl. 12:00

Hvis du har haft din Xbox 360-maskine tændt i dag, har du sikkert set en lille besked omkring en opdatering. Denne opdatering er ikke bare hvad som helst, men et helt nyt Dashboard, som Microsoft stolt kalder for "New Xbox Experience".

Dette nye menusystem bringer både et nyt grafisk interface samt en række nye features. Den største nyhed er de såkaldte "Avatars", som er figurer, man kan lave sammen med sit Gamercard. Ligeledes er der kommet mere fokus på alle onlineaspekterne, hvor det nu er nemmere at navigere rundt på Marketplace og spille med sine venner i et party. En anden kærkommen funktion er muligheden for at installere sine spil på harddisken, så man slipper for at høre på diskdrevet. Dog skal disken stadig være sat i for at konsollen kan tjekke, at man ejer spillet.

NXE, som er gratis, fylder 128 MB og kan hentes fra og med i dag. Der er lige nu et stort pres på serverne, så det kan godt tage lidt tid at downloade de forskellige ting.

Seneste brugeraktivitet