No More Heroes 2 annonceret

Skrevet af Gustav Dahl, d. 9. oktober 2008, kl. 15:51

Ved Tokyo Game Show er en efterfølger til Wii-hittet "No More Heroes" blevet annonceret. Oplysninger om spillet er endnu ret få, men en du kan se denne debuttrailer, som viser den gæve Travis Touchdown fægte med et katana-lyssværd over for en slags edderkoppekvinde.

Du kan læse vores anmeldelse af det første spil her. "No More Heroes" handlede i grove træk om Travis' vej til at blive den bedste lejemorder i USA, hvilket bestemt ikke var nemt grundet de mange andre personer på listen, som han måtte slå ihjel én efter én. Spillet høstede gode karakterer fra pressen, hvor især den skæve humor og de fede bosskampe blev fremhævet.

No More Heroes 2 har fået undertitlen "Desperate Struggle" og udvikles endnu en gang af Suda51 hos Grasshopper Manufacture. Det er ikke blevet offentliggjort, om spillet igen bliver afviklet på Wii, hvilket virker meget sandsynligt, men der florerer lige nu rygter om en udgivelse til Nintendo DS på grund af forbogstaverne i spillets undertitel.

Seneste brugeraktivitet