Opret ny bruger

Beyond Good & Evil 2 er på vej!

Skrevet af , d. 28. maj 2008, kl. 22:38

Beyond Good & Evil fra 2003 er en meget undervurderet titel, som desværre aldrig blev den store økonomiske succes, som Ubisoft havde regnet med. I mange år har fans af spillet gået og håbet på en fortsættelse, hvilket især skyldes cliffhangeren i slutningen af spillet.

Der har flere gange været indikationer på, at Michel Ancel, manden bag Rayman, og hans hold har arbejdet på en 2'er, men indtil nu har det hele været lidt tys-tys. Sådan er det dog ikke længere, da en efterfølger for ganske kort tid siden er blevet bekræftet af direktøren Yves Guillemot ved Ubidays 2008 Live-konferencen. Her blev der vist en teaservideo frem, hvor man ser heltinden Jade sidde og meditere, mens gamle onkel Pey'J bedriver tiden med at inhalere fluer i sin grisetryne (han er oppe på en 50 stykker). Alt dette finder sted i en kæmpestor ørken, som på ingen måde ligner miljøerne fra det originale spil - gad vide, hvad makkerparret laver midt ude på bøhlandet, og hvorfor Jade har ladet sit hår gro så langt?

Den spøjse, men flotte, video kan ses hos Gametrailers. Der er på nuværende tidspunkt ingen informationer om spillet, hverken udgivelsestidspunkt eller platforme. Det lader dog til, at filmen viser indhold fra en ingame-engine, hvilket gør os i stand til at drage den konklusion, at Wii-maskinen med stor sandsynlighed ikke kan trække spillet. Det første Beyond Good & Evil udkom dog både til GameCube, Xbox, PlayStation 2 og PC, så det bliver spændende at se, hvilke maskiner, der kommer til at huse efterfølgeren. Ubisoft har generelt været rigtig gode til at støtte Wii'en på softwaresiden, så det det vil undre meget, hvis udviklerne helt har valgt at se bort fra Nintendos hvide boks, der kører sin sejrsgang verden over.

Spil overblik