Opret ny bruger

PEGI-rating i stærk dansk fokus

Skrevet af , d. 22. juni 2007, kl. 09:37

I tirsdags afviste engelske BBFC en engelsk udgivelse af Rockstars kommende Manhunt 2. Dette i sig selv har trukket en masse paniske udtalelser med sig i sit kølvand, og talsmænd fra både Sony og Nintendo har stillet sig mildt sagt meget skeptiske overfor spillets udgivelse på deres formater. Dette er naturligvis ikke så heldigt for hverken Rockstar eller de to konsolfabrikanters udtryk for kompetence, da spillets komme til Playstation 2, PSP og Wii har været annonceret siden februar i år, og står klar til udgivelse allerede d. 10 juli. Den endelige konsekvens for Rockstar er selvfølgelig stadig ret uforudsigelig, men indtil videre har man besluttet at udskyde spillet på ubestemt tid. Alligevel vil man fra TakeTwos side stadig ikke trække stikket helt, da man ifølge dem selv stadig støtter op omkring spillet. Konsekvensen herhjemme er dog en anden.

Herhjemme er der efter spekulationer om totalforbud, nu kommet lidt mere ro på, og vores kære kulturminister Brian Mikkelsen er nu kommet frem til en idé om at gøre PEGI-ratingen på spil bindende for forhandlerne. PEGI-ratingen der længe har været at finde på spilcovers til alle formater har ikke tidligere været bindende, derimod kun vejledende for forhandlere samt forbrugere. Dette har længe været tilfældet for DVD/VHS-udgivelser, hvor det har den effekt at butikker kan straffes med bøder, hvis de sælger produkterne til forbrugere under den påskrevne minimumsalder. En eventuel indførelse af bindende PEGI-rating på spil, vil derfor højst sandsynligt medføre de samme betingelser for spilsalget i Danmark. Meningerne omkring dette er mange, og det vil helt sikkert medføre en håndfuld mavesure teenage-gamere, men ikke desto mindre betyder det at alle spil fortsat vil udkomme herhjemme, og spillernes alder nu kommer mere under forældrenes kontrol. Ser man på det udødelige spiritussalg til mindreårige, er det dog tvivlsomt, hvor stor effekt det vil have.

Tiltaget kan tolkes og modtages som den enkelte forbruger/forhandler vil, men det er efter undertegnedes mening vigtigt at forholde sig til at dette tiltag, sammen med andre faktorer, stadig er med til at sørge for, at vi ikke når total-forbuds-tilstande herhjemme, som det ses i flere andre lande. Eksempelvis blev spillet Marc Eckos Getting Up: Contents Under Pressure forbudt i Australien på grund af mistanke om "opfordring til hærværk". Heldigvis er der stadig lange udsigter til, at vi når en sådan tilstand i Danmark.

Mens regler og restriktioner (eller mangel på samme) stadig giver grønt lys på hele linien, kan vi hælde lidt af den populære benzin på bålet og krydre debatten med en håndfuld screenshots fra spillet, der tilsyneladende er alt for voldeligt for de sarte briter. Disse kan ses her.

Spil overblik