Seks forskellige mennesker, et kemisk industrianlæg, ufattelig mange bomber, og 18 millioner ondskabsfulde terrorister. Men ikke helt uden advarsler...

Fra japanske Capcom, via EA's distributionskanal, til de danske spilhylder kommer nu endnu et anti-terror skydespil, endnu en gang med det klassiske og uopslidelige gidseldrama i centrum. En (meget stor og mangfoldig) gruppe terrorister har besat et kemisk industrianlæg, og har taget samtlige ansatte og besøgende som gidsler, med bomber placeret omkring på anlægget og en tolv timers deadline til at indfri deres krav, har de nu hele det civiliseret samfund i et jerngreb. Efter en fejlslagen infiltrations-mission, reduceres en velvoksen deling af jægersoldater til tre overlevende, og mens disse kæmper med livet som indsats for at befri gidslerne, får de hjælp af henholdsvis en peberspray-bevæbnet sekretær, en kamera-mand og en utroligt grimt animeret sikkerhedsvagt med Ving Rhames-attitude og John McClane-tendenser. 12 timer har de seks hovedpersoner til at få nedkæmpet banditterne, demonteret bomberne, redde verdenen og helst også få en god "historie" ud af det til tv-stationerne.

Et utal af kampsituationer.
Med uretfærdig stor fokus på jægersoldaterne, får man som spiller til opgave at styre alle seks involverede individer igennem et utal af kampsituationer. Alle er de bevæbnet med forskellige typer våben, og alle skal de igennem ens udseende områder, med stort set de samme gøremål, her er nemlig ufatteligt mange knapper der skal trykkes på, før verdenen atter kan ånde lettet op. Historien er mere eller mindre fortalt før spillet er begyndt, og herefter bindes det hele sammen med små og meget ligegyldige briefings.

Terrorister er dumme… men der er mange af dem.
Med sekretæren som undtagelse da hun benytter sig af list, skal man uanset hvem man styrer skyde ufatteligt mange fjender på hver bane. Disse fjender tænker ikke særlig meget over hvad de render og laver, så det kan ikke siges at være den store udfordring. Dog er der ingen mening i hvor fjenderne kommer fra. Man kan rydde et helt område for modstand, blive afbrudt af en cutscene (som man i øvrigt ikke kan springe over) for så at finde sig selv beskudt bagfra, fra det helt og aldeles, 100 % tomme rum uden døre eller vinduer man selv lige er gået ud af.

Han er dér!...Nej, dér!...nej vent…derovre.
Without Warning foregår i en tredje-persons vinkel, hvilket vil sige at kameraet konstant befinder sig bag figurerne. Når man tager sigte rykker kameraet sig så op på skulderen, så udsynet samt ens sigte bliver noget mere samarbejdsvilligt (man må gå ud fra at det i hvert fald har været hensigten). Denne form for third-person-vinkler sås rigtig vellykket udført i Resident Evil 4, og selv om det i teorien også burde virke her, falder det totalt til jorden. Stort set alle spillets baner bygger på konceptet, "Døren-er-låst-find-den-knap- der-låser-den-op-og skyd-alt-hvad-der- bevæger-sig-i-mellemtiden". Men vinklen banen opleves i, gør at man ikke kan orientere sig ordentlig, og ofte ender man med bare at løbe i ring som en hovedløs høne, samtidig med at man bliver beskudt af terrorister, som man sjovt nok heller ikke kan finde på grund af det manglende udsyn. Når fjenderne så endelig er fundet, og kameraet sidder trygt i skulderhøjde, kan der skydes, problemet er bare at hvis kameraet vælger at fæstne sig ved personens venstre skulder er man totalt blind for alt hvad der foregår til højre for en. Derudover er styringen skruet sammen som havde det været et First-person-shooter-spil, hvilket godt kan give store problemer, idet at personen man styrer, som nævnt også er i billedet. Dette resulterer i rigtig mange blinde vinkler, hvor sigtet kan ligge så pænt på sit mål som noget kan gøre, mens alt affyret ammunition alligevel preller af på et gelænder, og aldrig når frem til den tilsigtede modtager.

Eksplosioner og maskingeværssalver.
Da spillet jo foregår på et industrianlæg, i døgnets tolv mørkeste timer, er det bestemt ikke de store grafiske variationer der lægges op til her. Alle baner ligner mere eller mindre hinanden, og ingen af dem kan siges at være specielt pæne. Alt holdes i kedelige grå og algerønne nuancer, og kun eksplosionerne skinner igennem som det eneste der er rigtig værd at hæfte sig ved. Personerne er lige så uinspirerende at kigge på, som deres omgivelser, og flere af dem er direkte grimme. Især vores ufrivillige helt, den fortabte sikkerhedsvagt ligner noget der er løgn. En udmærket lille detalje er at spillet "ses" med håndholdt kamera, så når en granat går af i nærheden af én selv, så vibrerer og ryster hele billedet. Men da dette spil i forvejen har problemer med orienteringen, er det ikke her man frydes mest over denne detalje. Den noget forsømte grafik, følges af et ret middelmådigt lydspor der med undtagelse af nogle få perler i stemmeskuespillet, skæmmes meget af monoton drama-musik. Har man godt drøn på anlægget, kan man med lidt god vilje godt hygge sig lidt med lydene af eksplosioner, og maskingeværssalver, men krig i spil kan altså lyde langt bedre.

Ens baner og rigtig mange fjender.
Hvis kommentarerne omkring de ens baner, og de rigtig rigtig mange fjender endnu ikke har ledt tankerne hen pÃ¥ om hvorvidt Without Warning kan kaldes for et varieret spil, vil jeg lige benytte mig af lejligheden til at gøre opmærksom pÃ¥ at Without Warning er utroligt ensformigt, og faktisk sÃ¥ lineært at man har mistanke om at banerne er designet med en lineal pÃ¥ et stykke ternet papir. Alle kanter er "faste" pÃ¥ den mÃ¥de at man ikke kan gÃ¥ ud over en afgrund, med det til følge at man heller ikke kan gÃ¥ ud over siden pÃ¥ en lav rampe eller bare en høj kantsten. Her er man altsÃ¥ nødt til at finde det sted hvor der er en trappe eller en bakke ned derfra. Personerne kan ikke hoppe, og de kan ikke kravle op pÃ¥ ting, sÃ¥ heller ikke her er der noget alternativt, til den meget nøjagtige sti der skal følges. Af og til kan man se smÃ¥ Ã¥bninger bag rør eller smalle veje mellem husblokke, men selv om personen kun er halvt sÃ¥ bred som Ã¥bningen er dette altsÃ¥ et lukket land…JA, ogsÃ¥ selv om den anden side er det samme sted som du alligevel stÃ¥r om fÃ¥ minutter.

Uden advarsler.
Without Warning har på ingen måde noget at prale med, og med et marked hvor der faktisk er kommet ret mange gode titler den seneste tid, kommer det slet ikke ind i kampen.
Efter den store succes med det fantastiske Resident Evil 4, og den positive opmærksomhed omkring Devil May Cry 3, kan man godt mistænke Capcom for at hvile på laurbærrene. Efter spil som dette og det skandaløse Beat Down: Fist Of Vengeance har de i hvert fald noget at rette op på i det nye år. Without Warning er under alle omstændigheder ikke et spil som jeg vil lade folk spille uden advarsler.