Crypto er tilbage. I sidste spil gik han på jagt efter kommunister, men nu er vi nået til 1960'erne, og derfor er det nu hippier, Austin Powers-agtige englænder og hemmelige agenter, der står for skud.

Ah, hippier. Næst efter kommunister skal man lede længe efter et folkefærd, som man evigt og altid kan gøre grin med. Og sjovt nok er det netop det, der sker i Destroy All Humans! 2. Hvor 1'eren foregik i 1950'ernes USA med alt, hvad den kunne trække af konspirationsteorier og kommunister, så er vi i 2'eren landet i flowerpower-tiden, og alle, der har spillet 1'eren, ved med det samme, at Crypto ikke er typen, der har meget tilovers for den slags.

Ægte b-filmsstemning
Da vi forlod vores alien-ven i 1'eren havde Crypto og Furon-imperiet overtaget magten i USA, og Crypto havde taget posten som præsident for USA, som han selvfølgelig udnytter til at komme i bukserne på en masse tøser. Disse eskapader bliver der dog sat stopper for, da Furon-imperiets moderskib en dag bliver skudt ned af et missil affyret fra Rusland. Det er nu op til Crypto og hans chef Pox, der var ombord på skibet og giver ham ordre via hologrammer, at finde ud af, hvad Rusland og KGB er ude på og få sat en stopper for det. Herfra kan man dog godt opgive at holde styr på historien, for den er meget rodet fortalt og alt lige fra engelske spioner, hippier med store planer om at starte en revolution og ninjaer bliver blandet ind. Dialogen er til gengæld fremragende, og specielt samtalerne mellem Crypto og Pox er guld værd. Crypto har stadig sin Jack Nicholson-agtige artikulering og bramfrie udtalelser, og når han bliver sat sammen med både hippier, hemmelige agenter og ninjaer, så er der sikret nogle underholdende samtaler.

Destroy All Humans! 2 går i korte træk ud på, at man som Crypto render rundt fire forskellige steder i verdenen og løser missioner, både missioner forbundet til hovedhistorien og så sidemissioner, som man kan hygge sig med, hvis man sidder fast i hoveddelen. Man starter ud i Bay City (en tydelig parodi på hippie-tidens San Francisco), hvorefter man drager på langfart til England, Japan og Rusland, hver med deres særprægede kendetegn. Alle banerne er ret store, og så er det jo godt, at Crypto stadig har sin trofaste flyvende tallerken, som han kan bruge til at rejse rundt med.

Sidemissionerne er ret varierede og underholdende, og specielt den lille historie om guden Arkvoodle (der for resten er en ret liderlig gud) frembringer en del grin, når man skal forsøge at overbevise andre folk om at blive en del af denne nye religion, der vil give dem ny bevidsthed om livet og tilværelset. Og ja, hvis det ikke fungerer, så bliver man ofte blot bedt om at skyde dem ned - just for the hell of it.

Variede våben
Til at standse sine fjender og komme videre i spillet har Crypto en række underholdende våben og psykiske egenskaber, der alt sammen gør livet lidt lettere for ham. Blandt våbnene kan nævnes en laser, som man skal ramme ens fjendes numse med, hvorefter hans eller hendes hoved eksploderer, mens et andet våben kan få en hel meteorstorm til at regne ned over bygninger for at destruere dem. Derudover er der selvfølgelig også et godt udvalg af forskellige lasere og "disintegrator rays", der fuldkommen forkuller enhver, man måtte affyre våbnene imod.

Da Crypto jo ikke helt ligner menneskerne på jorden, er han af og til også nødsaget til at forklæde sig, og derfor har man mulighed for at overtage andre folks kroppe. Det er dog ikke så godt, hvis dette bliver opdaget, så til lejligheden er der blevet opfundet et psykisk angreb, der hedder Free Love. Affyr dette på en person, der har opdaget dig, og han/hun og resten af folkemængden omkring vil begynde at danse lystigt og glemme alt om, hvad de lige så. Ret underholdende at se på, specielt når Crypto bruger det på en hel bataljon, der derefter begynder at hoppe omkring til lyden af syrerock.

Et skævt spil – på den gode måde
Missionerne i Destroy All Humans! 2 er desværre lidt ensformige, og AI'en er heller ikke altid lige klog, hvilket er ret irriterende, specielt når man af og til skal beskytte nogle andre, og de løber direkte ind i ens skudlinje. Det gør også, at man tit bliver nødt til at starte forfra på missionerne, og af og til har man næsten ikke tålmodighed til det, fordi de kan være rimelig lange. Grafisk er spillet på det jævne, og designet af byerne er heller ikke helt så karakteristisk og særpræget, som man kunne ønske sig – Crypto er dog stadig en forbandet godt designet person.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at Destroy All Humans! 2 er en ret underholdende, lille titel, som i kraft af sin underholdende og velfortalte dialog og syrede stil gør, at det er værd at tjekke ud, hvis man har brug for noget lidt ud over det sædvanlige.