Efter mange timers råben og skrigen samt til tider endda hulken ind i headsettet, er det endelig blevet tid til at fælde dom over Ubisofts seneste Clancy-titel.

Året er 2020. Efter i flere år at have været overbevist om at al form for krig var en saga blot, må alle verdens supermagter endnu en gang fatte geværet og forberede sig på krig. Det var ellers ikke meningen, at det var sådan det skulle gå. I tæt samarbejde mellem USA og EU blev et kæmpe missilskjold bygget som skulle umuliggøre al form for atomkrig nogensinde igen. Surmulende Rusland vil naturligvis ikke finde sig i dette og foretager derfor et indgreb på skjoldet netop den dag, hvor USAs stolthed, den nybyggede rumstation, skal sendes ud i verdensrummet. Det gode missilskjold vender sig pludselig mod rumstationen og...

En lang historie kort
Hvis jeg skulle sidde her og uddybe EndWars historie, så ville der ikke være meget plads tilbage til anmeldelsen af selve spillet. Og da jeg blindt antager ,at den er den i søger, kan jeg lige så godt få sagt med det samme, at Tom Clancy's EndWar på alle mulige måder er et virvar af lumske politikere, militærmænd med utroligt lange titler og et halvt hundrede forskellige våben og krigsstrategier, alle med forskellige forkortelser, Ja, historien er kæmpe stor, og i stedet for at sidde og skulle redegøre for det hele nu, så er det nok bedre at henvise til bogen af samme navn, som er der, spillet har sin historie fra.

Med det på plads, kan vi vist komme videre. For Endwar er nemlig mere end blot et strategispil med en indviklet historie. Som så mange andre spil i dag, så vil EndWar gerne sætte sit præg. Ikke blot på os, men også på hele genren som vi kender den. Der har efterhånden blevet udgivet en del strategispil til konsoller, men det lader ikke til, at nogen af dem har fundet den hellige gral, hvad angår en intuitiv styring. EndWar mener selv at have fundet den i form af intet mindre end din egen stemme. Som en stor del af hele spillets gameplay, skal du nemlig styre bunkevis af tanks, kamphelikoptere og soldater igennem alle mulige kampfyldte og intense scenarier i kornmarker såvel som i urbane byområder. Det kan naturligvis også gøres med dit joystick, men hvis du virkelig håber på at nå nogen vegne i spillet, så er det bare om at få rømmet stemmen og få sat nogle ordre i luften. Hele idéen lyder måske nok lidt tarvelig, men det hele virker faktisk overraskende godt, det eneste der i virkeligheden kræves af dig er, at du kan holde styr på de forskellige regimenters navne og talkoder. Udover dette er hele konceptet med at uddele ordre gennem stemmen en smal sag.
Der er bygget op således, at enhver tænkelig kommando er delt op i flere led;
Pågældende regiments navn – Handling (attack, move to, osv.) - Mål, og derefter kan flere kommandoer kobles på imellem. Et eksempel kunne være ”Unit 4, Move To Unit 6, And Attack Hostile 3.
Det tager noget tilvænning i starten, men med hjælp fra den ultra-korte tutorial er man hurtigt inde i sagerne.

Ingen grund til at hæve stemmen
Men selv med en velfungerende sammenblanding af stemme-genkendelse og strategi, så er EndWar ingen revolution udover dette. Som spiller har man mulighed for at ”besætte” sine tanks og helikoptere for at forstå deres taktiske situation bedre, og dette skulle så naturligvis indvirke en til at føle sig mere som en del af kampen. Men her må jeg bare stå af, for det gør man virkelig ikke. Unit 3, Hostile 8, bristende olietanke og faldefærdige broer, det er alt sammen ligegyldigt. Ikke én af missionerne i EndWar havde den mindste snært af opfindsomhed over sig, det, blandet med at grafikken kan virke noget grumset, gør at man umuligt kan pege en enkelt mand, endsige en hel bataljons skæbne ud, fordi alting er så småt. Skulle man alligevel vove sig ned på menneskeligt perspektiv, så er det stensikkert, at én af de andre gruppers mænd er blevet udryddet imens.
Bedre bliver det ikke af, at hver mission startes med en briefing, som ender med at blive et ulideligt foredrag, og at indholdet af disse ikke er andet end unødvendig uddybning af, hvorfor olie nu er så vigtigt, og hvorfor præsidenten helst ikke må blive sprunget i stumper og stykker.
I det hele taget er det plot, som tager sig udmærket ud på en bog, direkte kedeligt og kliche-agtigt at sidde og spille på 360'eren. En skam.

Alt det ovenstående virker måske som noget en mavesur anmelder er nødt til at grave frem, men selvom det dybest set ikke er fejl i spillet, men måske snarere fejl hos udvikleren, så er det, hvordan det irriterede mig, og hvordan det sikkert også vil komme til at irritere enhver anden, der måtte spille spillet.
Alt i alt er EndWar en underlig oplevelse. Stemmestyrings-gameplayet virker næsten overvældende godt og imponerende i starten, men kun få timer inde i spillet har man konstant lyst til at flå mikrofonen af, både fordi tingene bliver så ensformige, men også lige så meget fordi en eller anden dårlig udgave af Frk. Klokken sidder og retter på én.
Dog er jeg ikke skuffet. Trods titlen lyder Tom Clancy, så lovede Ubisoft ikke andet end at du kunne styre dine mænd med stemmen, og det må man sige, de har opfyldt. Dog er der så meget andet, der er blevet udeladt. Heriblandt en ordentlig lydside og vigtigere endnu, en ordentlig variation i missionerne. Jeg vil tro, at mange vil finde velbehag i EndWar. Det er et godt strategispil, og uden tvivl et af de bedre af dem, som ligger inden for Xbox'ens rækkevidde. Ubisoft har sådan set også været kreative nok med hensyn til både multiplayer og gamemodes. Her er en del nyt som blødende strategi-fans nok skal blive glade for. Desværre kommer meget lidt af det til syne i singleplayer-kampagnen, som er noget tør og mest af alt en blanding af dumme klichéer.
EndWar er ikke noget dårligt spil, men om det kan direkte anbefales, ved jeg nu heller ikke.