Er du den manipulerende type? Så kan Singularity være lige noget for dig. Du får nemlig lejlighed til at bøje både tid og tyngdekraften efter egen vilje.

Singularity har levet en relativ anonym tilværelse i folks bevidsthed og har sikkert været helt fraværende for nogen siden annonceringen af titlen på Activisions pressekonference ved E3 i 2008. Det er udviklet af Raven Software, der sidste år fik spyttet hele to titler på markedet i Wolfenstein og X-Men Origins: Wolverine. De har også tidligere stået for udviklingen af Quake IV, hvis singleplayer-del i atmosfære og fortællerteknik kan minde meget om Singularity.

Autentisk historie... med modifikationer
Historien tager udgangspunkt i atomkapløbet mellem de to stormagter USA og Sovjetunionen, kort efter 2. verdenskrigs afslutning. Men med modifikationer. For i stedet for at satse på at berige uran, falder russerne på en lille ø i det sydøstlige hjørne af nationen over et nyt og mere underfundigt grundstof. E99 bliver det kaldt. Dette nye grundstof viser sig at have egenskaber, der lader til at bryde alle naturens love og regler. Egenskaber der, hvis de tøjles, kan udnyttes i krigsøjemed. Men noget går i 1955 galt, imens forskningen i det nye materiale stadig er på forsøgsstadiet. Gruelig galt. Forsøgsfaciliteterne bliver ramt af en hændelse; en ”singularitet” og øen samt alle eksperimenter forlades.

Så er scenen sat, og du bliver i vor tid, herrens år 2010, sat til at undersøge fænomenerne på øen nærmere. Det starter dog med, som man ofte ser i denne slags fortællinger, at du er én af de meget få fra din gruppe, der overlever turen, som ender brat med et helikopterstyrt. Du må derfor sætte din lid til dig selv og de overmenneskelige egenskaber du med tiden får.

Titlen er kraftigt inspireret af fortællingen i Half-Life 2, banedesign á la Bioshock og den allestedsnærværende ”creepy” stemning fra F.E.A.R., men Raven Software har alligevel formået at skabe en spiloplevelse, der skiller sig ud fra mængden.Introduktionen til historien er meget sløv og foregår i et nærmest døsigt tempo. Action-momenterne i den første times tid i selskab med Singularity er præget af sporadiske ”oh shit” øjeblikke, da ammunition og health packs er en mangelvare. Så du ender med at skulle i nærkamp med din kniv mod monstre, der på sin egne kælne måde for alt i verden gerne vil hen og kramme halvdelen af dit liv ud af dig og gerne mere, hvis du giver dem lov.

Hensigten med den sløve start må være, at udvikleren har lagt stor vægt på historien, hvilket man ikke kan klandre dem for, når det kommer til stykket. Man kan let miste den røde tråd i historien, hvis ikke man får koncentreret sig om at følge med. Udover selv at få lejlighed til at manipulere tiden, bliver du nemlig også selv med jævne mellemrum sendt frem og tilbage i tiden.

Gåsehudsfremkaldende begivenheder
Det første indtryk man får, når man læser en beskrivelse af spillet, er, at her er der tale om et traditionelt skydespil med et twist i form af tidsmanipulation. Det kan derfor komme bag på én, hvor uhyggelige omgivelserne i spillet er samt hvor ofte man bliver udsat for choksekvenser. Den konstant nagende hvæsen, knurren og de skrækkelige hyl, som er allestedsnærværende på Katorga-12 øen, kravler under huden på dig og hiver i nerverne, så det kan give et gib i dig på de helt rigtige tidspunkter. Kudos til Raven Software for lyddesignet. Det akkompagnerende score i form af den kontekstuelle underlægningsmusik skal også have et par rosende ord med på vejen. I de hæsblæsende actionsekvenser sætter de tempofyldte rytmer ind og får gang i blodomløbet, hvorimod du i de stille perioder får lov til at lytte til en række hjemsøgende toner. Vi kan i samme åndedrag runde lydsiden af ved at kommentere på stemmeskuespillet. Det er ganske habilt. Der er ikke nogle præstationer, der skiller sig særegent ud, hverken positivt eller negativt.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Singularity har bestemt sine skønhedsfejl. Største irritationsmomenter forekommer, når man støder på usynlige barrierer, hvilket desværre hænder lidt for ofte. I en titel, hvor du bliver opfordret til at tænke kreativt og bruge dine nyfundne naturlovsbøjende egenskaber, er det en skam, at udvikleren har følt sig nødsaget til at oprette disse skjulte mure. Det er helt åbenlyst steder, hvor det ikke var meningen, at du skulle kunne komme igennem, men med lidt bedre banedesign havde Raven kunnet undgå disse frustrationsmomenter. Det distraherer én fra at fordybe sig i spiloplevelsen hver gang.

Et andet minus i helhedsindtrykket er de clipping fejl, man støder på ind imellem. Fjender der, når de dør, kan indtage en position halvt inde i objekter eller vægge. Det trækker i sig selv ikke væsentligt ned i karakteren, men er endnu en distraktionsfaktor, ikke desto mindre.

Tidsbobler, tyngdekraftsmanipulation, med mere...
Det punkt spillet skiller sig mest ud på, er de specielle egenskaber du gradvist får adgang til igennem spillet. Når først du får fingrene i det Time Manipulation Device, som du påfører dig på håndleddet, begynder løjerne rigtigt. Med den kan du nemlig konstruere samt dekonstruere objekter i spillet. Eksempelvis skal du rekonstruere nedstyrtede trapper, stiger og des lige for at kunne bevæge dig videre. Du får også lejlighed til at bruge dine færdigheder på fjenderne, som prompte disintegrerer for øjnene af dig.

Du får også låst op for en egenskab af telekinetisk karakter, hvor du kan manipulere med objekter i strid med tyngdekraften. Der er intet mere tilfredsstillende end at gribe en granat eller en raket i luften og kyle den tilbage i hovedet på afsenderen. Det skulle måske lige være brugen af en anden naturstridig egenskab, der låses op for senere henne i spillet. Nemlig dét at kunne smide tidsbobler på kommando. Alt indenfor denne tidsboble, på nær dig selv, bevæger sig i slowmotion. Der er derfor en del taktik i at placere dem rigtigt og bevæge dig rundt om kuglerne, som de kommer imod dig.

Alt i alt en gedigen spiloplevelse som varmt kan anbefales til spilleren, der er på udkig efter et spil med en god historie, nogle anderledes kampegenskaber og som ikke har noget imod horror-genren. Singularity byder også på multiplayer gameplay, men dette er ifølge vor bedste overbevisning, for de flestes vedkommende blot en perifer funktion. Online-delen byder dog på aspekter, der kan appellere til en lille skare af FPS-entusiaster.