Rockstar er tilbage i storform med seksløbere, cowboys og det vilde vest.

Da Sony for allerførste gang afslørede deres PS3, blev det fulgt op med en annoncering fra Rockstar om, at de havde et western-spil på vej. På dette tidspunkt havde Rockstar allerede placeret sig som en funklede sandkasse-udviklende stjerne på spilbranchens himmel, men tiden gik og gik, og vi så ikke noget til dette omtalte western-spil. Nu er det endelig klar til at videreføre Rockstars sandkasse-arv, og det er ikke uden grund, at det kaldes Grand Theft Auto som ægte western, men selv den sammenligning er ikke ære nok for spillets hovedperson John Marston og hans jagt på de lovløse bander.

Seksløbere og det vilde vest
Efter en kort introduktion sættes man i skoene som John Marston, en kærlig familiefar, der er blevet fanget som en lus mellem to negle. For at kunne se sin familie igen skal han ud og fange en af de mest berygtede mænd fra det vilde vesten, en mand, der tilfældigvis er Marstons gamle kollega fra hans tidligere bande. Herfra er der kun en vej – helst på hesteryg med nypolerede seksløbere.

Ligeså snart man er kommet igennem spillets tutorial, der giver en mulighed for at kaste med lasso og knytte bånd til sin hest (det er nuttet, men nødvendigt og brugbart), har man frie hænder til at kaste sig ud i det enorme område, som Rockstar har gjort tilgængeligt. Der er frit valg mellem ens missioner, der ofte strækker sig fra opgaver hos sheriffen til job som dusørjæger samt muligheden for at hjælpe uskyldige folk i problemer. Alle missioner tilføjer berømmelse og point til ens moral, der får betydning for andre folks opførsel mod en selv: Er du lovlydig, vil ordensmagten opføre sig anstændigt overfor dig, imens de mere skumle typer vil have tendens til at være mistroiske, og omvendt, hvis din aftrækker-finger er lidt for ivrig overfor uskyldige personer. Et nyt træk fra Rockstar i forhold til tidligere spil, hvilket drager tydelige paralleller til RPG-genren. Det er dog et træk, der ikke dybere end at man hurtigt kan købe sig et bandana og skjule sin identitet, hvis man lige pludselig får lyst til at gå amok eller vise sin venlige side uden at det har indflydelse på ens moralske barometer. Denne lidt for nemme måde at springe over, hvor gærdet er lavest, efterlader også sine spor i missionernes opbygning, hvor specielt sidemissionerne ligner hinanden til forveksling. Ofte handler det om at ride et gevaldigt stykke, dræbe eller fange en person beskyttet af en bande og så vende tilbage til sit udgangspunkt i en by. Med det sagt er der dog også missioner, der markerer sig som næsten legendariske, blandt andet når man flyder ned ad en flod under konstant beskydning fra bredden i selskab med en vanvittig irer, der på underholdende vis lever og ånder for sin Winchester-riffel.

Den overfladiske tendens forsvinder dog hurtigt, når det går op for en, hvor omfattende og gennemført Red Dead Redemption i virkeligheden er. Intet er overladt til tilfældighederne, og den velkendte western-stemning fra John Wayne-film skinner igennem fra første øjekast med fantastiske omgivelser og figurer, der både forarger, underholder og er direkte vanvittige. Her er den standhaftige ordensmagt, en nådesløs skurk, der langsomt, men roligt bliver hadeobjekt nummer et, forstået på den måde, at man ivrigt vil gøre alt for at fange ham, og så er der de sædvanlige bipersoner, der alle medbringer en eller anden form for tilføjelse til RDR, som hjælper til målet om en fuldbyrdet oplevelse. Et af højdepunkterne er den fordrukne Irish med et enormt lystløgner-gen samt gravrøveren Seth, der har en tendens til at føre samtaler med de lig, han graver op. Der bliver i hvert fald ikke sparet på humoren, imens alvoren dog stadig er intakt. Det er ofte en svær balancegang, hvis man ikke skal risikere malplacerede situationer, men Rockstar har tydeligvis styr på, hvad de laver.

Dette understreges ikke mindst også af det arbejde, de har lagt i spillet. Hvem ville ellers kaste sig ud i motion capture af heste? Ikke desto mindre betaler det sig, for hestene opfører sig ganske troværdigt, og der er ikke en bedre følelse end at galopere igennem et øde område kun i selskab med sin trofaste hest og vilde dyr. Det samme gælder muligheden for Dead Eye, hvor man med sin pistol kan begive sig ud i slow motion, markere sine mål og så ellers fyre løs på ingen tid. Det er en hurtig gimmick, der måske ikke tiltaler alle i længden, men det føles nu meget godt at nedskyde fem, flyvende gribbe på to sekunder.

Samtidig skal man ikke glemme muligheden for multiplayer, hvor man kan samle vennerne i en bande og så ellers gå amok i ren cowboy-stil med de vanlige muligheder i multiplayer. På trods af at undertegnede aldrig helt har set sig helt tilfreds med online-kampene i sandkasse-spil, så er det dog stadig værd at kaste sig ud i, omend ikke bare for at få en idé om, hvordan det vilde vest kunne have set ud med fremmede mennesker, der hurtigt er ude med lassoen eller kugler af bly.

Se solnedgangen fra en hesteryg
Som om det ikke var nok, at Rockstar tydeligvis formår at skabe et dedikeret spil, der tilfredsstiller ens cowboy-krav øjeblikket, så har de rundet det af med en visuel side, der bejler til at være det mest imponerende og flotte, vi længe har set. Detaljerne er usandsynligt præcise, og med en dagscyklus og et vejrsystem, der brager frem, så kan man ikke andet end at tabe kæben, når lynene i et kort sekund oplyser en fuldstændig forladt ørken, ligesom vi flere gange stoppede op på en bakke for at se solen gå ned. Ja, det er klichéfyldt, men det er også fandens flot for at være helt ærlig, og det bliver kun bedre, når man sejler ned ad en flod, og vandet ligner noget, der er taget direkte ud af den virkelige verden.

Alt dette fås i selskab med mundharmonikaer og alt andet, man kunne forestille sig fra cowboy-verdenens musikalske univers. Baggrundsmusikken lægger sig, som det bør, i baggrunden, men hjælper betydeligt på stemningen, og så er stemmeskuespillet i størstedelen af spillet leveret præcis, som man kan ønske sig. Endnu en gang er det ofte de skæve personer som Seth, der brillerer, men det er i det hele taget svært at sætte en finger på den overordnede lydside.

Det vilde vesten er en vinder
Det er svært at forestille sig, hvordan Rockstar overhovedet ville kunne fejle med et sandkasse-spil, og Red Dead Redemption er ingen undtagelse. Spillet fortsætter i overlegen stil, hvor GTA IV slap, men sammenligningen bør stoppe der. Spillet er sin helt egen herre med et fænomenalt univers, der sammenkobler alt, hvad man forbinder med det vilde vest. Dermed ikke sagt, at der ikke er frustrerende elementer som lange rejsetider mellem de forskellige byer, men det er så sparsomt eller i det lange løb ofte ubetydeligt, og derfor er RDR et sikkert hit. Samtidig er der rig mulighed for at holde liv i ens fantasi som cowboy online, hvis man skulle blive træt af at spille som John Marston alene, og med det lovede ekstra indhold i form af co-op missioner, der udkommer ganske gratis i løbet af sommeren, så kan det simpelthen ikke gå galt for det bedste western-spil på markedet.