Væk er eksperimentet fra 2008 og tilbage er Sands of Time trilogien, der nu vil forklare dig, hvordan vores prins gik fra charmetrold til følelsesladet, ustabil morder.

Der har været stor forvirring omkring Ubisofts seneste skud på stammen. Den persiske prins har haft premiere på det store lærred, men samtidig sendte man også et spil ud på markedet. Denne har dog intet med filmen at gøre og står derfor på egne ben, men tager dig tilbage til Sands of Time-trilogiens univers. Man har derved valgt at ignorere det ellers glimrende eksperiment fra 2008, hvilket desuden tager os tilbage til en mere vant visuel stil.

I Prince of Persia: The Forgotten Sands tager prinsen tilbage til sin brors Maliks kongerige, hvor han finder paladset under angreb af en kæmpe hær. Denne fortælling finder sted mellem The Sands of Time og Warrior Within, som skal give dig indblik i, hvordan vores prins gik fra at være charmetrold til en følelsesladet ustabil morder. Herfra ligger der ikke meget mere gemt under sandets dække, der hverken introducerer betydningsfulde events eller mindeværdige figurer, der har betydning for dig. Der gemmer sig dog en rigtig flot færden fra det ene punkt til det næste, da kameraet uden besvær finder de flotteste vinkler, men også fortæller dig i hvilken retning du skal søge uden brug af distraherende effekter.

Med det sagt får du her en forholdsvis kort rejse i Royal Palace, der strækker sig over godt otte timer med et sidestående Challenge Mode, hvor horder af fjender stormer dig i bølger. Inden længe bliver din bror mentalt overtaget af en ond fyrste, og med hjælp fra superkræfter skal du overkomme alverdens kreaturer på din vej.

Elementære kræfter i sandets tegn
Slåskampene er det svage led på en ellers toptunet prins, der er tilbage på sine akrobatiske noder. Spillet bliver aldrig rigtigt udfordrende, og det er ofte antallet, der skal forsøge at sætte en stopper for dig. Men bevæbnet med det ikoniske sværd kan du hugge til som i en rendyrket hack'n'slash, hoppe op på skeletterne, gøre klar til hårdtslående slag og undvige med manér. Selvom du ikke behøver meget hjælp med et auto-aim og et dusin helbred, så vil du inden længe kunne bruge dine experience point til at opgradere din figur.

På denne tabel er der nogle enkelte elementer, du gradvist får lov til at låse op, så du til sidst er en rendyrket actionhelt. Tabellen er delt op i linier, hvor du ikke kan få adgang til de øverste punkter, før du låser op for de nederste, som så vil give dig adgang til de omkringliggende opgraderinger. Punkterne tæller alt fra at forårsage mere skade til at udvide dit helbred og barometer for manipulationsenergi og krystalkugler. Du får også elementære kræfter som is, vind, ild og beskyttelse i form af sten, men aldrig bliver disse den absolutte nødvendighed.

Det er synd, at de elementære hjælpemidler ikke bliver udnyttet i spillets ellers solide puzzles, der allerede inddrager manipulation i måden du løser opgaverne. Du kommer blandt andet til at stå over for en høj statue, der er delt i tre dele, hvor staven, den holder på, skal samles i ét stykke. Men for at alle tre dele af staven kan ende oven på hinanden og tilslutte sig, skal du fryse vandet, så delene ikke frit kan dreje og vende som de lyster.

Kreativ brug af superkræfterne
Den største funktion er uden tvivl denne brug af manipulation, hvor vandet skal fryses for at du kan nå visse afsatser. Forestil dig, at du skal ned til den anden ende af korridoren, men på vejen er der huller, og du må se dig selv løbe hen ad siden af væggen. Men så snart du hopper derfra er der intet at gribe fat i. Fosser vandet ud af et udløb, kan du fryse det og gribe fat i det til videre færden, så længe tiden ikke løber ud; denne kan også forlænges med opgraderinger.

Efterhånden som historien skrider frem bliver du introduceret for lidt flere manipulationer, så som hukommelse, hvor du skal få objekter frem, men så snart du fremtryller et nyt, forsvinder det du senest havde fremkaldt. Skal du op på en højere platform kunne det tænkes, at du først løber op af væggen for herefter at lande på platformen, men for at komme videre til den næste, som er usynlig, skal du fremkalde denne. Fremkalder du den næste platform, forsvinder den du står på, og du falder ned og kan starte forfra. Du skal derfor ofte hoppe ud i den blå luft for så først her at fremkalde den næste platform og lande blødt derpå. Så især mod slutningen kræver det alle dine talenter og en tunge lige i munden for at du succesfuldt skal hoppe fra den ene afsats til den næste. Platformen er nemlig den største fokus, og det vidner jo om, at serien er taget tilbage til sine rødder og i sin afslutning finpudser formularen. Godt nok er der frustrerende perioder, hvor du tager et træk for meget, men så er du gudsbenådet med muligheden for at spole tilbage og rette op på din fejl. Du er altså ikke udødelig som i forgængeren, men du har chancen for at spole tilbage i tiden, så længe du har krystalkugler i din opbevaring.

The Forgotten Sands er et flot spil med nogle lækre detaljer, som sandet, der skaber en lav tåge, og de flotte brunlige udsigter. Prinsen bevæger sig også lystigt omkring, mens flotte sekvenser fører fortællingen frem. Man kunne muligvis savne en mere varieret farvepalet, men nu er det et heftigt sandområde, vi befinder os i, og det har man fanget med et glimt i øjet. Et problem kan være den ensomhed, du kommer ud for, da du ikke støder på nogle betydningsfulde figurer og i modsætning til Wii-versionen er der ikke særlig meget minglen eller dialog her. Soundtracket holder sig ligeledes anonymt, og det første du skal vænne dig til, er den nye stemmeskuespiller bag prinsens ydre, som dog gør det med en sand indlevelse, men også samtidig kunne have været en del af en Disney-film.

Prinsen har stadig styrkeviljen i sig
Prince of Persia 2008 var lidt af et sidespræng, en genstart, der ikke førte roser med sig. Ubisoft gjorde klogt i at samle The Sands of Time-trilogien op igen, men historien er ikke mere interessant eller uforudsigelig end Juno på filmlærredet. Du er en ensom prins fanget oppe mod horder af kreaturer, men heldigvis har han stadig akrobatikken i sig, og selvom Assassin's Creed er gået over og blevet Ubisofts primære actionspil, så viser Prince of Persia, at der stadig er slagkraft tilbage i denne franchise. The Forgotten Sands er på ingen måder en fornyelse, men er intet mindre end en kær opsamling til de mange fans, der har længdes efter en rigtig efterfølger til sidste generations mesterværker.