Det postapokalyptiske Moskva er ikke noget rart sted, så vi har søgt mod undergrundens metrostationer, men også her lurer mørkets lumske kreaturer.

Den postapokalyptiske verden er blevet vældig populær ovenpå blockbuster-succesen Fallout 3, men det er ikke derfor, at vi finder den lille forsamling hos 4A Games værende optimistiske omkring seneste udspil. Emnet er over de seneste år gået i ét med Rusland og især Moskva, hvor PC-spil som S.T.A.L.K.E.R. og Cryostasis er kommet fra.

Noget, der dog står endnu tættere den lokale ånd, er de mange noveller, der omkring en fiktion formår at drage dig ind i et deprimerende univers af kaos og uvished. S.T.A.L.K.E.R. var baseret på den rigtige Chernobyl-zone og romanen Roadside Picnic, mens Metro 2033 i stedet er en direkte hyldest til novellen skrevet af Dmitry Glukhovski i 2007.

Vi befinder os i undergrundens metrosystem efter en atomkrig har ødelagt alt ved overfladen, og de overlevende har set sig nødsaget til at søge under jorden, som spillet kan falde tilbage på. I støvlerne på hovedpersonen Artyom kommer du nu ud for lidt af hvert, da mørkets kreaturer ser dit kære hjem under fjendtlige angreb.

Stemningen er i det store hele lagt fra første færd, hvor du kun kan være sikker omkring stationerne, der binder hele strukturen sammen. Men for at forsvare menneskehedens sidste sikre zone, må du begive dig ud på en mission, der involverer action, snigen og rendyrket overlevelse – velkommen til Moskva.

Atmosfæren er rig, og der er kælet for de mindste detaljer, hvilket typisk er tilfældet i de selvstændige projekter, Rusland sender ud. Gående ved de sikre zoner finder du dig selv i selskab med diverse personer på din vej, her er der både sort marked og folk, der chatter sammen. Børnene løber rundt, leger gemmeleg, tegner på væggene, imens andre passer grisene eller har sat sig i selskab med bål og guitarmusik.

Postapokalyptisk og atmosfære-rigt Moskva
For at opnå denne stemning og fortælling gør Metro 2033 brug af en lineær fremgang, som uden tvivl gavner i det store hele, men også skaber sine små irritationsmomenter hele vejen mod slutningen. For at komme fremad må du væbne dig ud mod de mørke tunneller, hvor alverdens monstre lurer omkring fødderne, fra kloakker og skumle afkroge. Du kan derfor gøre brug af forskellige metoder, den ene er rendyrkede skudsalver, mens den anden er snigen, som aldrig rigtig præsenteres for spilleren.

Du kan nemlig bevæge dig langsomt frem og ofte forbi fjenden, men det kræver et taktisk brug af din lygte. Denne er udstyret et batteri, så du gør klogt i at spare på energien, ellers får du også mulighed for at pumpe til en lidt større lyskilde. Der er kræset for detaljerne, hvilket kommer til udtryk i de mindste ting. Led altid efter materiale, der kan bruges, så som piller og ammunition, der kan være gemt ved lig eller i mindre skabe. Undersøg alle omgivelser og tag alt med på din vej, det handler om rå overlevelse.

Den nok største feature må siges at være spillets måde at håndtere ammunition og valuta på. Du har brugte og gamle patroner, du sagtens kan bruge, men som også har det med at være upræcise og uddele mindre skade. Hertil kommer den renere ammunition, som levere større skade, men som også fungerer som valuta. Det tvinger dig ofte til at spare på krudtet og gemme det til stærkere våben, men valget er dit eget.

Har sine mindre irritationsmomenter
Præcisionen kan godt blive en gene, og du opdager hurtigt, at sigtekornet og det manuelle sigte bare ikke udfører opgaven til fyldest. Alt for mange gange ser du dig selv kaste en kniv rettet mod fjendens kranie og alligevel ramme ved siden af. Det får os over på de menneskelige modstandere, der ikke oser af den største intelligens. De er til gengæld en stærk kontrast til monstrene, men indlevelsen slår knæk alt for mange gange. Nogle gange tager de sigte og tøver så med at skyde dig, andre gange lægger de slet ikke mærke til, at deres kammerat er faldet om foran dem. De løber heller ikke væk fra granater, og de finder også på at stå med ryggen til dig efter at have søgt dækning. Det sætter dig unægteligt i et dilemma om, hvem der egentlig er den reelle trussel.

Den til tider ufattelig ringe intelligens gør sig dog ikke gældende ved monstre, som uden tøver hopper på dig især op ad en krog, og de jager dig gennem korridorer og tunneler. Men hvis du troede, det ville være en klaustrofobisk oplevelse, så har du intet set, når turen går op til overfladen, og du er nødsaget til at iføre dig gasmasken. Denne kræver ilt, så du kan både høre åndedrættet, se masken bliver tåget til og endda få skræmmer i kampens hede – for til sidst ikke at kunne se noget, så den må skiftes ud med en ny. Det er også her, at du får øjnene op for mærkværdige sekvenser – øgle-lignende væsner, der ikke kan dø og angreb ud af det blå. Fælderne har heller ikke meget tilgivelse til overs, da du dør på én fatal fejl – og det er bestemt til at se, at spillet har sin stamme på PC-formatet.

Men når spillet fungerer på de fleste tangenter, så er det et atmosfære-rigt univers, du ikke vil være foruden. Det er især den internt udviklede grafikmotor, der bærer glans, når røg og lys gennem vinduer skaber de smukkeste scener i tunneler og mørke rum. Vi har her uden tvivl at gøre med det absolut flotteste spil til Xbox 360. Lyden er en lidt anden sag, men stadig super solid. Stemmeskuespillet er bare ikke mere end et middelmådigt forsøg på engelsk med russisk accent, og det bliver først et rod, når støjen fra omkringstående personer suser gennem 5.1 sættet i stuen. Folk, der i princippet står flere meter væk, kan høres på nært hold, mens tætte kontakter forsvinder, så snart du vender dig. Du har en mulighed for at spille med russiske stemmer, men så får du kun den primære historie med i underteksterne, og du går glip af langt det meste, der balancerer universet gennem dialog.

Trods frustrationer har vi en genistreg
Metro 2033 er et rigtig godt spil taget i betragtning af at det her er et lille hold fra Moskva, der har sat sig til at presse de store spillere på markedet. Men når det så også skal sammenlignes med dem, man går op imod, så er fejlene ikke til at komme uden om. Her er uden tøven den mest stemningsfulde atmosfære du kunne ønske dig, men fortællingen kommer ikke rigtig nogle vegne og er som oftest set før. Spillet har også to fremgangsmetoder, men det er kun skydedelen du bliver præsenteret for - snigen må du selv finde ud af. Begge fungerer udmærket, og den klaustrofobiske fornemmelse forstærkes af det kreative design at lade dig spare på krudtet og ombytte eftertragtet ammunition til valuta i stedet. De små detaljer er ofte dem, der får det store hele til at se mere sammensat ud, og her er ingen undtagelse.