Commander Shepard er tilbage på en selvmordsmission, der tager rumeventyret til nye højder.

Da BioWare tilbage i 2007 udgav Mass Effect stod det klart, at studiet havde startet en franchise, der meget vel kunne gå hen og få klassiker-status. Ak ja, der var fejl og mangler, som bestemt ikke blev bedre med en udvidelse, der stort set ødelagde PC-versionen, men det var småting i forhold til det imponerende arbejde, BioWare havde lagt i deres historie. Endnu en gang viste studiet, at de er de bedste på markedet, når det gælder medrivende fortælling og engagerende personer. Nu er tiden kommet til den svære efterfølger, men det lader ikke til at holde BioWare tilbage, da alt er forbedret i denne omgang – og en legende er født.

Når figurer skaber et spil
Det er svært at starte et sted med Mass Effect 2, da det er så anderledes end sin forgænger – og så alligevel ikke. Det er stadig Commander Shepard, der har hovedrollen, og spillet styres stadig af den velkendte historie om, at menneskeheden er truet og en enlig soldat – med hjælp fra sine allierede - skal påtage sig byrden om at redde alt og alle. Men selvom opskriften lyder bekendt, så formår BioWare alligevel at skille sig ud fra mængden. De har altid haft rygte for at have de bedste forfattere i branchen, og denne gang bliver det for alvor understreget med én fed tyk streg. Dialogen i spillet flyder som aldrig før, og selvom selve Shepard endnu en gang skildres som en af de mere mindeværdige figurer i spilhistorien, så er det ved bipersonerne, at håndværket for alvor perfektioneres. Næsten samtlige af ens mulige holdkammerater vækker følelser hos en, og flere af deres historier er direkte bevægende med fortællinger om forliste familierelationer og hævngerrige aktioner. Det er her, hvor spillet for alvor skabes og ikke mindst formår at holde et jernfast greb i spillerens opmærksomhed. Man tvivler ikke en eneste gang på, om deres personlige missioner er værd at gennemspille, og efter mission føler man sig kun endnu mere fanget i spillets historie og ikke mindst yderligere knyttet til holdkammeraterne. Som en ekstra krølle på halen fungerer det også optimalt med den meget omtalte import af tidligere save games fra det første spil. Tidligere valg flettes fint ind i den nye historie, og for erfarne spillere bliver der trukket let på smilebåndet flere gange, når hentydninger til tidligere oplevelser kastes ud i flæng rundt omkring i galaksen. Nye spillere vil muligvis ikke få den helt samme dybde ud historien, men dette er kun endnu en grund til at kaste sig over Shepards første rejse for at få det fulde udbytte, som man bestemt ikke må snyde sig selv for.

Det er dog ikke kun historie-delen, hvor BioWare har trukket det store skyts ud. Studiet har lyttet til kritikken fra fans og har derfor foretaget flere store ændringer. En af dem er i våben-afdelingen og selve ens udstyr. I første ombæring var det lidt af en udfordring at finde rundt i sit inventar, hvilket ikke mindst kom til udtryk på Xbox 360, hvor man ofte droppede at finde vej, fordi det ikke gav specielt meget mening. Det er dog fortid nu, da alt grej og lir er blevet fjernet for et mere strømlinet system, hvilket resulterer i færre våben og udstyr. Til gengæld skal man nu opgradere og forske i nyt udstyr i stedet for, ikke kun til sig selv, men også til sine holdkammerater og sågar ens skib. Man kan argumentere for, at indførslen af systemet fjerner et RPG-element fra Mass Effect og gør det til en shooter med RPG-elementer frem for det modsatte. Det er dog helt klart en smagssag, om man kan lide det nye system, men faktum er, at det i hvert fald er nemmere at navigere rundt i, hvilket ikke mindst også kommer til udtryk i spillets kampe. Der er allerede muget godt ud i ens evner, så klasserne nu spiller en mindre rolle i forhold til våben. Man har større mulighed for at bruge flere våben, imens ens skill points skal fordeles på færre kategorier, der dog kan låse op for stærkere kræfter. Desuden har BioWare skulet til specielt Gears of War, når det kommer til ens muligheder under selve kampene. Der er stadig rig mulighed for at pause spillet og udtænke taktik, som vi kender det, men der er arbejdet ekstra med cover-systemet, så man nu får en bedre chance for at sidde i skjul og udkæmpe kampene, ligesom man også kan hoppe (eller vault'e om man vil) over forhindringer.

Det samme, når vi snakker om fornyelser, gælder udforskning af planeter, der i det første spil gjorde sig med ens trofaste Mako. Det er heldigvis droppet nu. Selvom det var sjovt at fræse rundt på de forskellige planeter, så var ens mako ikke altid til at styre, og når først konfrontationerne med de berygtede Thresher Maws begyndte at melde sig, blev det ofte et kaotisk helvede, der var lig med ens død. Det behøver man ikke længere at tænke på, da man nu udforsker planeter ved at scanne dem fra rummet. Det er en omtålelig affære, der ofte trækkes i langdrag, men jagten efter mineraler, der kan give adgang til opgraderinger, er velkommen, og med muligheden for at finde baser og dermed ekstra missioner gør det kun endnu mere spændende. Igen er det et bevidst valg fra BioWares side, hvis succes mest af alt afhænger af ens temperament og lyst.

Bedste hold af skuespillere nogensinde?
Den nærmest kritik-fri præstation fortsætter med ME2's tekniske evner, der langt overgår det første spil til Xbox 360. Spillet hakkede sig ofte afsted, men det er der ikke nogen problemer med længere. Til gengæld kan man sætte sig tilbage og nyde et blændende univers, der godt nok lider under tåbelige små glitches, men som alligevel efterlader et udtrykkeligt minde. Specielt scenerne i det store univers afvikles fremragende, men også nede i selv de mindste detaljer er der kælet for de mest krævende fans.

Det er dog ingenting i forhold til spillets musikalske indslag og ikke mindst skuespillerne bag de gribende personer. Stemmerne formår at give endnu mere liv til historien, og selvom Martin Sheen som Illusive Man overskygger alt og alle, så er der ingen, der falder igennem. Selv Tricia Helfer, der mest af alt er kendt som den forførende Number Six i TV-succesen Battlestar Galactica, skinner igennem som Normandys virtuelle systems stemme, EDI, i selskab med Seth Green som piloten Joker, der altid har en kæk kommentar klar. Det er en godbid for fans af sci-fi og for fans af videospil i det hele taget. Dette understøttes ikke mindst af spillets soundtrack, der igen matcher det episke univers på fineste vis. Det er ikke svært at høre, at der blandt andet er hentet inspiration fra netop føromtalte TV-serie, men når det forbindes med det originales spil musikalske side og samtidig fornys, så er der altså tale om en vellykket symbiose.

Videospillets svar på Star Wars
Det er ikke fair at sammenligne Mass Effect med Star Wars - nogen vil måske endda kalde det for blasfemi, men med denne efterfølger kan det ikke længere benægtes, at BioWare har skabt en legendarisk franchise, der udmærker sig som videospillenes pendant til George Lucas' klassiske trilogi. Det er uden tvivl det bedste rumeventyr, der findes, og hvordan treeren skal fuldende trilogien på passende vis, kan man kun gisne om – standarden er i hvert fald fastsat med syvtommers søm nu. Udvikleren har formået at forbedre spillet på stort set alle punkter, og selvom flere af fornyelserne i sidste ende vil blive bedømt af hver enkles smag, så kan man ikke andet end at tage hatten for det univers, som Bioware har skabt. Aldrig har bipersoner været så interessante, lokkende samt intrigante, hvilket kun gavner spillet. Det er ikke til at lægge fra sig igen, og når man først begiver sig ud på den famøse og endelige selvmordsmission, går det op for en, at man er vidne til en episk begivenhed i spilhistorien. Det er imponerende, hjerteskærende og utroligt. Det er BioWare i højeste gear, og hvordan det kan overgås er umuligt at forestille sig.