PEGI aldersmærking: 7+

LEGO Indiana Jones 2: The Adventure Continues /X360

Udvikler: | Udgiver: Lucasarts | Genre: Action, Adventure | Udgivelse: 20. november '09 | Andre platforme: Wii, PS3, PSP, DS, PC
Genveje: Relaterede spil | Nyheder | Anmeldelse | Screenshots | Trailers | Køb

Anmeldelse af LEGO Indiana Jones 2: The Adventure Continues /X360

Skrevet af Anders Pedersen, d. 7. marts 2010, kl. 12:09

Hvad der først blev anset som værende en genudgivelse er endt med at være den største evolution serien længe har set. Indiana Jones svinger bestemt med pisken.

LEGO er noget, vi som danskere har været stolte over i en årrække, men især de sidste par år har vi set legetøjet udspille sig forbløffende godt på fladskærmen. Star Wars, Batman og Indiana Jones er allerede oversat til børnenes foretrukne dille, men alligevel så Warner Bros det nødvendigt at stramme hatten og tage pisken i brug en anden gang.

Eventyret fortsætter nemlig i den fjerde film, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, der ikke ligefrem tog Hollywood med storm og uden tvivl ses som den svageste i serien. Alligevel får vi et spil dedikeret denne film og i hele tre akter. I modsætning til forgængerne er spillene delt op i bokse, hvor den nyste film har fået tre af disse, mens vi også kommer tilbage til de tre foregående film, der hver har en enkel boks.

Du har meget mere at tage dig til
Lige da man troede, at LEGO franchisen var det samme i ny indpakning gang på gang, overrasker Traveller's Tales med nye idéer og features, der både påvirker den generelle formel negativt og positivt. Største opløftning er hele ændringen i strukturen, der nu giver hver enkel film sin egen hub, der er fyldt op med udfordringer og andre ting at tage sig til. Kigger vi på Batman-grotten var der her sterilt, kedeligt og intet at lave, men nu får du noget at se til.

For i stedet for blot lange baner så får du her 15 udfordrende opgaver og en række hemmeligheder, du kan søge efter. Det kan dog blive svært og uoverskueligt at finde frem til næste punkt på banen, da der ikke er nogen hjælpemidler, der viser dig vej. Og når du endelig træder ind i en mission, fortælles det først her, hvilke figurer du skal bruge i stedet for allerede at have fortalt det udenfor.

I denne hub får du også lov til at bruge din valuta, som i dette tilfælde er LEGO, til at købe køretøjer og figurer på stedet. Det skaber en meget mere tilgængelig og flydende tilgang og en kærkommen variation kommer til, da du kan tage motorcyklen og køre bedste omgang eller sætte dig ind i en bil og smadre fjendernes køretøjer. Der er rigeligt at se til, men det skyldes også nogle nye opståede design-fusere. Før kunne du blandt andet navigere dig rundt i menuen for at vælge de rette figurer, men denne gang skal du altså tage hele turen tilbage og vælge den specifikke figur, du har brug for.

Ny struktur gør op med gamle frustrationer
Det er også i disse hubs, at nye baner åbnes op, som skal fremme historien. Du kan for eksempel starte på en flyveplads, og når missionen her er gennemført, åbner en ny under jorden. Her skal du først have sænket et hegn og herefter finde en spade, så du kan grave dig ned til døren, der lader dig komme ind til den givende mission. Bonusser og snydekoder optages nu også på anden facon. I stedet for de røde Power Bricks, skal du nu finde forskellige items rundt om i landskabet, som fugle i burer, du kan smadre og slippe løs.

Svært kan det dog være at lade sig hænge på LEGO Indy 2, for fremgangen er ikke så strømlinet som før især på grund af designs og bugs. Du mister konstant overblikket over, hvor du nu skal bevæge dig hen, og så risikerer du også, at køretøjer ikke respawner, og at de ved fejl ender på ellers lukkede områder. Når du endelig bevæger dig ind på en mission, der skal fortsætte historien, er her alt ved det gamle, hvilket på ingen måder er nogen dårlig idé. Du skal stadig smadre ting, samle LEGO-objekter, i nærkamp med fjender og bygge materialer for at løse puzzles, der skal åbne op for nye veje. Denne gang har du også et sigte ved at holde skydeknappen nede, hvilket fjerner det trial-and-error design, der tidligere skabte stor frustration.

Kameraet har også fået sig en finpudsning, især i co-op, når den ene spiller bevæger sig lidt for langt væk. I stedet for at tvinge dig ud af billedet, vil skærmen nu dele sig i to og køre i ét igen, når I mødes. Banerne er godt nok ikke helt designet til denne omgang, for man forholder sig ofte tæt på hinanden, når gåder skal løses, men det gør det i hvert fald muligt for ordentligt samarbejde.

Udenfor selve spillet finder vi også en mulighed for at bygge sine egne baner eller redigere i eksisterende. LEGO Builder gør det muligt for dig at skabe din helt egen verden klods for klods, og så er det langt mindre indviklet at gå til end i LittleBigPlanet. Du kan sågar lave din helt egen mission ved at definere målet, placere fjender og påsætte items til dine foretrukne knapper for at gøre det hele lidt nemmere. Efter endt byggeri er der desværre ingen mulighed for at dele dine baner online, så motivationen er lille, medmindre du får nogle venner på besøg.

Her er seriens nødvendige evolution
De fleste havde udset LEGO Indiana Jones 2: The Adventure Continues til at være en nem genudgivelse af det første, men det er endt med at være den største evolution og sætter hermed serien ind i en transition, der lover godt for de næste seks år, aftalen mellem dem løber. Her er der tale om en enorm pakke, der ikke blot giver dig hele tre akter med den seneste film, men også helt nye baner over trilogien. Den største sejr ligger dog i de problemer, man omsider har fikset efter frustration gennem de tidligere spil. LEGO Indy 2 er uden tvivl hamrende sjovt for hele familien, især hvis I er to, der tager på eventyr.

Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
LEGO Indiana Jones 2: The Adventure Continues:
7/10
Lyd: 6/10
Grafik: 7/10
Gameplay: 7/10
Holdbarhed: 8/10