Team Bondi leverer en milepæl for animation, men lever ikke op til resten af hypen.

Store projekter tager sin tid. Bare spørg udviklerne Team Bondi og Rockstar, der står for at udgive L.A. Noire. Tilbage i 2007 blev titlen for første gang forsinket. Ja, det er rigtigt nok, spillet blev ikke annonceret for fire år siden, men derimod forsinket efter at være blevet annonceret endnu tidligere. Siden da har det luret i baggrunden, hver gang blikket faldt på Rockstars udgivelsesskema, men så tog det endelig fart sidste år med snak om en forestående udgivelse og revolutionerende ansigtsudtryk via MotionScan, der skulle bære en stor del af spillet. Grimasserne er på plads, men L.A. Noire lever ikke helt op til sit eget ry.

Lyver du mig lige op i ansigtet?
Det er ellers ikke hver dag, at man ser et spil med historien solidt plantet i 1947's korrupte Los Angeles, som formår at stjæle opmærksomheden fra et pakket forår med store titler. Der er til tider langt til de åbenlyse inspirationskilder som spil med åbne verdener og uovertruffen historie-fortælling, men alligevel er der noget specielt over L.A. Noire, når man træder i skoene på krigsveteranen og den uerfarne betjent Cole Phelps. En mere retskaffen og lovlydig mand skal man lede længe efter, og selvom man har lyst til at ruske i manden og bede ham om at gå amok med en pistol, så er Phelps alligevel et ganske godt valg til at styre spilleren igennem en klassisk noir-oplevelse, når ellers spillet klarer sig bedst. Allerede fra starten bliver man kastet ud i mystiske sager, der ikke er helt så ligetil, som de ellers ser ud til, og inden længe står man overfor en af Los Angeles' mest morbide og frygtede sager – og det er endda kun i starten af ens karriere. 

Stort set alle sager lægger ens ud, hvor man ankommer til gerningsstedet, der ligger klar til at blive undersøgt. Her skal man traske rundt i omgivelserne og lytte samt mærke godt efter, for når en lille lyd ringer og din controller vibrerer, betyder det, at der ligger mulige beviser i nærheden. Hjælpefunktionerne kan slås fra, men det ændrer ikke på, at gerningssteder efter noget tid føles en anelse trivielt, og som kedelig fodarbejde, der skal udføres, inden man kan kaste sig over spillets store feature, nemlig at forhøre vidner og mistænke på kryds og tværs og fange dem i deres spind af løgne – eller spotte sandheden, når den rent faktisk dukker op.

Netop denne feature er her, hvor L.A. Noire spiller med musklerne, for når sagernes vidner gennemgås, er det ofte med de efterhånden famøse ansigtsudtryk som de vigtigste faktorer. Skal man afhøre et vidne eller en mistænkt, foregår det hele med streng øjenkontakt og ekstra opmærksomhed på, hvordan personer befærder sig, når en betjent står overfor dem. Det er helt utroligt, hvordan nogle af skuespillerne gør sig med teknologien bag, MotionScan, og når det ikke er ansigtsudtrykkene, man imponeres af, så er det figurernes slående lighed med deres virkelig jeg. Det er helt ligesom at se en film eller serie, hvor kan genkender den ene efter den anden skuespiller. Det er næsten absurd, for vi har aldrig set det her på netop dette plan i et spil før, men det er nu ganske velkommen. Det eneste problem er bare, at når den indledende glæde har lagt sig over animationerne, begynder manglerne at skinne igennem. Man lægger lige så stille mærke til, at ansigterne muligvis ser ganske godt ud med rynker og løftede øjenbryn, men resten af figurernes kroppe er temmelig livsløse og klodsede. 

Samtidig er det ikke noget, man støder på, når man ellers begiver sig ud i resten af Los Angeles. Selvom spillet er bygget aldeles lineært op, har man stadig mulighed for at klare såkaldte street crimes, der dukker op over politiradioen, imens man også har mulighed for bare at tage en tur rundt i Hollywood, hvis har brug for lidt fred. Det eneste problem er bare, at det ikke er videre interessant at befærde sig rundt i L.A. Byen tager sig ellers flot ud, men hvor spil som Grand Theft Auto næsten konstant byder på gøgl og lir i gaderne, så er L.A. Noire en død sild. Det ser godt ud, men under overfladen med de glade indbyggere og skjule belønninger, man kan finde, er der egentligt ikke så meget at komme efter. 

<Korruption er vejen frem
Nu er dog ikke fordi, at L.A. Noire klarer sig dårligt igennem hele spillet takket være sine skavanker. Spillet ser generelt ganske godt ud, og så er muligheden for at spille i sort/hvid en lille genistreg, der kun understreger Team Bondis dedikation, når de har haft overskud til at vise den. Derfor er det endnu mere en skam, at Xbox 360-versionen og dens tre discs halter af sted med problematiske framerates, der er helt ustyrlige, når man for eksempel træder ud af ens politistation. Man mærker ikke meget til problemet, når man først er i gang med spillet, men det er som om, at der lige skal sættes gang i omdrejningerne, før man kan slippe af med den hakkende adfærd. Det skulle efter sigende være ikke være et stort problem med PS3-versionen og dens enkle Blu-ray disc, så har man mulighed for at vælge, bør man overveje, om Sonys konsol ikke er at foretrække i denne omgang.

Hvad der derimod ikke burde være forskel på, er stemningen i 1940'ernes Los Angeles, hvilket for det meste formidles ganske overbevisende. Radioen tilbyder klassiske sange fra tidsalderen, og der er sågar blevet plads til originale radioprogrammer i æteren, som virkelighedens LA-folk lyttede til for 64 år siden. Der er øje for detaljer hos Team Bondi, og når man netop er ved at miste troen i selve L.A. Noire, skal der nok være et eller andet, som overbeviser en om, at man skal hænge i, for rundt om hjørnet venter der højst sandsynligt en eller anden form for overraskelse. Dette kommer mest til udtryk i selve spillets historie, der aldrig helt når op på niveau med klassikere fra film noir-genren, men stadig formår at fortælle historien om fortabte mennesker i Englenes By samt korruption, jalousi og alt andet, man overhovedet kunne tænke sig i en god thriller. Det er meget muligt, at historien i længden bliver lidt for retfærdig for sit eget bedste, men med den modige og voksne tilgang til fortællingen (nøgne, maltrakterede kvinder og brændte børn er hverdag hos Cole Phelps), er der er ingen tvivl om, hvad der får spillerne til at gennemføre spillet frem for at opgive, når trivialiteterne træder ind ved undersøgelser af gerningssteder og afhøring af vidner.

Alarmklokkerne ringer ikke
L.A. Noire er lidt af en skæv sag, for imens jeg beundrer de enorme skridt, som spillet tager for spiludvikling, blandt andet med imponerende gengivelse af ansigtsudtryk og den voksne tilgang, så elsker jeg det bare ikke. Der mangler et eller andet, og selvom oplevelsen er mere værd end summen af sine dele, så er det langtfra det mest gennemførte spil, som Rockstar har sendt på markedet for sine udviklere. Der er for mange steder, hvor spillet føles aldeles gennemsnitligt i forhold til de steder, hvor man sidder med følelsen af, at L.A. Noire kunne være det spil, der skulle sætte nye standarder for branchen. Med det sagt, så er det svært at forestille sig et andet spil, der har så imponerende et fundament i orden for en efterfølger. Team Bondi er nemlig på helt rette vej, de skal bare lige have udryddet de svage led, så vi ikke bare kan lide det, de laver, men derimod også elske det.