Tag med til Pandora, se på den fantastiske natur, mød de indfødte Na'vi skabninger og træf dit valg: Udslet befolkningen eller kæmp ved deres side!

Hmmm, endnu en spilmatisering er smidt på gaden, og det er kun med viden om, at selveste James Cameron har haft en finger med i spillets udvikling, at spillet sættes i min Xbox, og min rejse tilbage til Pandora begynder.

Store blå sko at fylde
Hvis du endnu ikke har været i biografen og taget den imponerende 3D rejse til Pandora, bor du enten ikke i miles omkreds af en biograf med 3D udstyr, eller også må du være sadist. For James Camerons Avatar er en utrolig flot, velfortalt og ganske medrivende oplevelse, som man ikke må snyde sig for. Derfor er det ikke kun almindelig, sund skepsis overfor spilmatiseringer, som byder alle gamere at være skeptiske overfor dette spil. For hvordan kan det nogensinde leve op til filmen?

Konceptet bag både spillet og filmen Avatar er simpel og samtidig dybt fascinerende. Du arbejder for et firma, der ønsker at infiltrere den lokale Na'vi befolkning på den frodige planet Pandora. De store fysiske forskelle mellem mennesker og de høje, blå og katte/abe lignende Na'vi er iøjefaldende, og derfor er tilliden også meget lille imellem begge parter. Derfor er løsningen med mennesker, som styrer kunstige Na'vi kroppe genial, da det giver et menneske de samme evner og udseende som en Navi, og derfor mulighed for at infiltrere dem. Men så simpelt forbliver dit liv som menneskesoldat og avatar-fører ikke, som de mennesker kaldes, som kan kontrollere de kunstige Na'vi kroppe. Før du får set dig omkring, bliver du tvunget til at træffe et moralsk valg: Vil du støtte dine medmennesker i at fjerne Navi’en fra deres hjemplanet, så mineralerne på Pandora kan høstes, eller vil du forblive i din avatar-krop og tage kampen op mod menneskerne for at hjælpe en race, som ikke stoler på dig?
Valget er det samme som i filmen, forskellen er bare, at spillets begivenheder finder sted som en forhistorie til filmen. Rent historiemæssigt er det lidt svært at sluge, at samme moralske dilemma, som rammer filmens hovedperson, skulle finde sted for en anden avatar-fører kort før begivenhederne i filmen. Man skulle have troet, at menneskerne havde lært af deres fejl?
Dette sat til side, så er idéen med et moralsk valg, som deler spillet i to forskellige dele, ganske tiltalende. Mass Effect-spillene udnytter fx dette optimalt, da man knap nok har gennemført spillet, før man har lyst til at spille det igen og se hvorledes ens valg kan påvirker historien i en helt ny retning.
Desværre fungerer det i Avatar på ingen måde så gennemgående og originalt som i Mass Effect. På trods af at spiludviklerne gerne vil give dig oplevelsen af, at du spiller to næsten helt forskellige spil, afhængigt af et vigtigt valg i starten af spillet, så er der meget lidt forskel på de to dele af spillet på stort set alle niveauer.

Overpowered bue eller kedelige blastere?
De to veje igennem Avatar går hver sine veje i forhold til teknologi og dermed våbenudvalg: Selvom du som Na'vi godt kan bruge skydevåben og kan samle slagne fjenders våben op, er det meget mere underholdende at bruge de indfødtes bue og pil i størstedelen af spillet. Det er altid belønnende at placere et hovedskud med en bue, men i Avatar sender det fjenderne flyvende bagud, døde på stedet… og det uden du rammer i hovedet! De indfødtes våben er voldsomt overpowered, hvilket man hurtigt finder ud af at udnytte: Om du vælger nærkamps våben, så du kan hakke dig igennem alt og alle, eller den voldsomme bue, er egentligt lige meget: Du slagter alt på din vej. Hvis altså bare der max er en eller to fjender vel at mærke. Så snart du befinder dig på en større slagmark med mange fjender, syntes alle at skulle skyde lige præcis på kun dig. Dette giver mange irriterende situationer med unødvendigt mistede liv, og følelsen af at det egentlig er lige meget, om du stormer af sted eller spiller taktisk. Du dør eller overlever alligevel på nåde af dine fjenders antal.
Dette tager også brodden af det skrantende rollespilselement, som ligger et eller andet sted i spillet, men som ikke siger spilleren det mindste. Engang imellem fortæller spillet dig, at du nu er steget i level og kan tilegne dig nye evner, som du kan udstyre din karakter med. Specielt som Na'vi er der nogle ellers ganske interessante evner, såsom stealth, eller evnen til at indkalde selveste naturen til assistance. Desværre får man ingen forklaring på, hvordan disse evner fungerer i teorien og dermed en bedre forståelse for den forunderlige verden, du befinder dig i. Du kan åbenbart bare de her ting, og dem skal du så bruge. Spørgsmål? Synd!

Samme illusion af frihed prøver spillet af skubbe ned i halsen på dig med den kæmpe verden, der er Pandora. Fra starten af får du blæst ørerne fulde af, at du kan udforske hele planeten, men i realiteten er det meget struktureret, hvor og hvornår du kan komme til nye områder, og når du er der, er banerne meget lineært opbygget. I Avatars verden er en enkelt afstikker fra den fastlagte rute åbenbart ”frihed”, hvilket må siges at være lang vej fra fx GTA-spilles free roaming.

Øøøøøøh, har jeg ikke lige gennemført denne mission??
Misforstå mig ikke! Jeg er faktisk en stor fan af lineært gameplay: Faktisk syntes jeg for mange spil i dag praler af free roaming, komplet frihed til at udforske og undersøge og i en travl hverdag, hvor spil fungerer som skøn virkelighedsflugt, har jeg ikke tid til - og gider ikke - bruge to timer på at undersøge jungler eller storbyers små huler og gemmer uden antydningen af en historie. Giv mig et godt, underholdende og actionfyldt gameplay, som er dybt lineært, og krydr det med en god historie, et flot design og gerne en imponerende grafisk side (læs: Bioshock). Alle disse elementer har man forsøgt at leve op til i Avatar, men desværre har man ikke haft 100% succes med et eneste af dem. Når bølgerne går højest i Avatar og Pandora ser flottest og mest inddragende ud, er man hæderligt underholdt, men ellers krydres den gennemsnitlige og lidt flade grafik hverken af en imponerende lydside eller for den sags skyld en medrivende historie eller underholdende opgaveløsning: Spillets variation er begrænset til: ”Løb herhen og dræb dem”, ”løb derhen og hent den her ting” eller ”løb derhen og spræng det i luften”…. Helt ærligt! Det er en fantasy-jungle på en fremmed planet, og DET er de mest spændende opgaver, udviklerne kunne komme på?! Bare ikke godt nok!
Når spillet så oven i købet tillader sig at lide af voldsomme slowdowns, når der sker meget på skærmen på en gang, fx i de store slag mellem mennesker og Na'vi, så overskygger disse problemer spillets ellers positive og velmenende tiltag, såsom et sjovt Risk-lignende minispil, som giver ingame belønninger.

Na'vi-nej tak!
Det er med en vis skuffelse, på trods af hård hud overfor filmlicenser/spilmatiseringer, at tommelfingrene må vendes nedad til James Camaron’s Avatar: The Game. At efterligne en masse andre spil og disses originale tiltag er bare ikke nok i disse tider! Ikke når spillet udgives samtidigt med Dragon Age: Origins, Left 4 Dead 2 og de mange andre december/januar titler, som har gjort det sidste kvartal til et underholdningsmekka: Avatar står på skuldrene af de store, og der er meget langt at falde. Når man kigger på stemmeskuespillet i fx Mass Effect 2 og sammenligner med Avatar, som trods alt er baseret på en Oscar-nomineret film, så kan man ikke andet end krumme tæer. Det er ikke underligt, at det til sidst i spillet ragede mig en papand, hvad der skete med Navi’erne og min karakter, på trods af jeg elskede filmen og dens velspillede karakterer.

En tam lydside og lige så svag billedside er utilgiveligt, når man er en filmlicens for den måske visuelt mest indtagende film i moderne filmhistorie! Med andre ord: Endnu en typisk filmlicens med de få positive og mange negative elementer, som vi efterhånden er vant til.