Sidste stop for Fenix og Co.

Den har været lang tid undervejs, den her afslutning. Måske ikke i deciderede år, hvor Gears of War allerede fik sin debut for fem år siden og nu afrunder sin trilogi, men derimod i historien om Marcus Fenix og hans trængsler i krigen mod Locust. Det har kostet blod, sved og tårer – og det kommer det nok til at gøre igen.

Kammerater i krig
Det ser ikke godt ud for de overlevende mennesker efter hændelserne i de to første spil. Faktisk ser det temmelig håbløst ud, og der skal nu gøres et sidste forsøg for at redde menneskeheden, inden de bliver fuldstændig ryddet fra planetens overflade. Men så sker der lige pludselig noget, så sker der noget andet, og så sker der noget helt tredje. Gears of War 3 tager sig nemlig aldrig en pause, men går derimod ud med et brag.

Faktisk er det et så stort brag, at man fristes til at sige, at Epic Games har afsluttet sin trilogi med et så bundsolidt spil, hvor trilogien fremover vil stå som en af de stærkeste blandt historien for FPS-genren. Det er ikke fordi, der revolutioneres på nogen punkter, men der køres videre med en sikker opskrift på succes, og så formår Gears of War 3 at ramme den fine linie mellem konstant at levere action i bunkevis uden at det bliver kedeligt og monotont, og det er på trods af, at man tilsyneladende hele tiden kæmper mod stort set de samme fjender. Udvalget har i hvert fald ikke meget at byde på, om man så lige har startet spillet eller derimod er ved at slutte det. Men pointen er, at det gør ikke så meget, at variationen udebliver, for man savner den aldrig. I stedet kører man bare på, læsser op med våben og så ellers plaffer derudaf, imens ens finger automatisk justerer sig til reload-mekanismes mest favorable punkt, så man ikke skal spilde tid på at fedte rundt.

Der hvor Gears 3 dog brillerer mest er historien, der bliver fortalt. Og nej, det er skam ikke fordi, at det her grænser til at skulle vinde priser for bedste manuskript, eller hvad man nu kan hædre en forfatter for et spil med, tværtimod. Men eftersom det er det afsluttende spil i en trilogi, sidder der tonsvis af fans ude i verdenen og kræver svar på alle deres spørgsmål. En stort set umulig opgave at løse, men det ender faktisk ganske godt, hvor selv nybegyndere i Gears-universet kan føle sig tilfredse (hvilket dog ikke hjælpes på vej af den mangelfulde intro-video til hele serien, som kan startes inden kampagnen). Når man ligger omgivet af kendte ansigter fra Gears-serien, imens kuglerne flyver omkring ørerne på én, så giver det pludselig mening, at Gary Jules' sang ”All around me are familiar faces, worn out places, worn out faces” i den famøse trailer, der kickstartede hele serien i 2006. For ligemeget hvor man kigger hen, er der velkendte og trætte ansigter, som efterhånden har været i krig i de samme omgivelser nu over tre omgange, og det virker som om, at man rent faktisk har været med til det hele og skabt et ærligt forhold til Dom, Anya og ikke mindst Marcus.

Om det er netop dette forhold og kammeratskab, som gør, at hele trilogien stadig er at foretrække med venner, er ikke godt at vide. Faktum er dog, at multiplayer og co-op er det stærkeste tilbud, som Gears 3 har. Om man spiller i de efterhånden traditionelle multiplayer-typer, prøver noget nyt og agerer Locust i Beast (stort set det samme som Horde, bare omvendt) eller simpelthen holder sig til kampagnen sammen med en ven, så er hele oplevelsen sjovere i selskab med andre. Der er ingen tvivl om, at Gears-hovederne nok skal leve videre på den online slagmark, når kampagnen har nået rulleteksterne, og med dedikerede servers fra Epic vil fans nok kun flokkes endnu mere i det virtuelle rum.

Først en optur, så en nedtur
Det er dog ikke helt en dans på roser for Epic. Selvom de har formået at stykke et produkt sammen, der på overfladen er den perfekte svanesang, så lurer der stadig en grim ælling i krogene. Man voves nemlig til at sige, at Gears 3 er noget af det mest visuelle imponerende, som Xbox 360 har været udsagt for i sin levetid. Problemet er bare, at imens omgivelserne nærmer sig højder, som er helt uovertrufne, så halter figuranimationer voldsomt efter. Det lyder måske ikke slemt, men når et spil er så finpudset ned til de mindste detaljer som dette, så er det netop detaljerne, der ender med at kan få et afgørende ord. Det gælder især ved de kvindelige figurer, Anya og Sam, men generelt virker det som om, at Epic har prøvet at polere ansigtsanimationer så meget, at de i stedet ofte ender med at ligne et Botox-helvede.

Derudover er det utroligt, hvor mange problemer spillet tilsyneladende har med sin framerate og screen tearing, der ivrigt dukker op især i starten af kampagnen. Det er ikke fordi, at det efterlader et ødelagt spil, men når skærmen hakker sig af sted ved hvert checkpoint, så bliver man en anelse irritabel, specielt fordi det ikke ligefrem er sparsomt med checkpoints. Noget af det kan muligvis afhjælpes ved at installere spillet, men det er stadig utroligt, at Microsofts flagskib kan have så markante ridser i lakken.

Et Locust-festmåltid for fans
Er man allerede fan af Epics episke trilogi, så er der ingen tvivl om, at denne anmeldelse er fuldstændig ligegyldig. Så ligger forudbestillingen allerede klar på det afgørende kapitel, og det er måske et ganske klogt valg. Gears 3 er nemlig en tour de force i, hvordan en FPS-titel skal skrues sammen, men det er også meget mere end det. Det er afslutningen på en serie, der med sit tredje og endelige kapitel med rette kan kalde sig en legende, både i kampagnernes medrivende handlinger og involverede personer, samt på online-scenen, hvor det med denne udgivelse lammetæver konkurrenter til højre og venstre.