Bethesda står med årets måske største spil trods fatal fejl.

Det er efterhånden et par år siden, at vi kunne forsvinde ind i Bethesdas verden med Oblivion-porte, der skulle lukkes ned uden adgang for helvedes yngel i spillet, der sjovt nok hed Oblivion. Nu er efterfølgeren tilbage, og har man ikke mange timers fritid, kan man lige så gemme det til næste gang, der kan hives en hel uge ud af kalenderen. Skyrim er nemlig en tidsrøver på godt og ondt, men når alt kommer til alt, er det formentlig også årets største spil – hvis altså man er til vestlig RPG i stor stil.

Bliv væk i vildmarken
Der er noget, man er nødt til at forstå for at kunne sætte pris på The Elder Scrolls-serien. Det er ikke bare en serie med rollespil, som man hopper ind i, bruger et par timer på og derefter lægger væk for at vende tilbage en eller anden dag, hvor man tilfældigvis har tid tilovers. Med Skyrim er det ikke bare et spil, man sætter i konsollen eller lader blive afviklet på sin computer, det er en oplevelse. En medrivende oplevelse, hvor der åbnes op for en komplet verden, man ikke sådan lige siger farvel til.

Verdenen, man træder ind, er ikke overraskende Skyrim, som titlen lidt afslører, hvor landet ligger i åben krig. Det er den traditionelle fortælling om to fraktioner, der ivrigt bekæmper hinanden, imens der syder af liv i alle hjørner, man kan komme i nærheden af, og nå ja, så er der selvfølgelig lige dragerne. Som det var tilfældet i Oblivion og seriens tidligere spil, skal man tage beslutninger, vise sin loyalitet og begå tillidsbrud. Det er bare ikke helt så ligetil, som det ellers lyder, for når man tager sine spæde skridt i Skyrim, farer man hurtigt vild. Der er så meget at give sig til, at koncentration bliver et fremmedord.

Skyrim er nemlig et enormt spil. Det er ikke overraskende med seriens bagkatalog, men det er stadig overvældende, hvor meget tid man kan spilde ved simpelthen bare at vandre rundt. Når man først begiver sig ud på en mission, er man langtfra sikker på at færdiggøre den indenfor de nærmeste timer, medmindre man er fast besluttet på at nå sit mål. Efter godt 20 timer kan man faktisk snildt sidde med en følelse af, at man stadig kun kradser i overfladen, hvilket man formentlig også kun gør. Der er konstant noget at give sig til, og det er sjældent selve spillets primære historie, der hiver i ens opmærksomhed. Om det så er fordi man lige pludselig tager sig selv i at sidde og stirre på mammutter, første gang man støder på dem i vinterlandskabet, eller fordi man lige skal se, hvad der gemmer sig i en ukendt grotte, så er det helt sikkert, at man aldrig keder sig.

Den umulige monotoni
Med de omfattende miljøer, der strækker fra det mørke nord konstant dækket i sne til de grønne områder i syd, er det alligevel lidt ironisk, at man efter en spilletid, som svarer til mere end et døgn eller flere, vælter ind i en mur, der bærer en snert af monotone oplevelser. Hvert eneste ødelagte fort gemmer altid på banditter, hvor man hurtigt kan få ryddet op, medmindre man i enkle tilfælde er heldig at støde på en missionsgivende NPC. Det er en anelse ensformigt, når man vandrer rundt, og selv de deciderede missioner kan komme til at lide under den lidt gentagende stil, når man er på egne ben i vildmarken.

Det er givetvis lidt af et paradoks, for havde monotonien været gemt væk og i stedet erstattet med konstante begivenheder, så havde charmen ved Skyrim formentlig været pist væk. Det betyder dog også, at man er nødt til at være klar på, at man ikke bare starter spillet op og snupper en hurtig time. Man ved aldrig, hvad man møder på ens færd, og en venligsindet konkurrence om at bunde alkohol i en af byernes barer ændrer sig hurtigt til noget af det mest bizarre, man kan komme ud for. Der er en finurlig balance gemt i spillet, som både lokker én ind, men samtidig også kan virke en smule frastødende.

Tekniske problemer i drageland
Så flot og imponerende, som Skyrim i bund og grund kan prale af at være, lige så meget må Bethesda dog skamme sig over, at de med PS3-versionen har begået en enorm brøler, der simpelthen ikke må kunne snige sig forbi spiltesterne i udviklingsfasen. Efter 15 timers spil begynder ens gemte spil nemlig at hobe sig sig op i størrelsen, og herfra går det kun nedad bakke. Ikke så meget for filstørrelsen, der tværtimod stiger mod himmelen, men derimod for spillets præstation. Den hakker sig frem og tilbage med en underlig opførsel i frameraten, og selvom dette er noget, der rettes op på med en opdatering [er ude nu, red.], så er det direkte utilgiveligt, da spillet i sidste ende ikke kan holde til mere end en time af gangen i konsollen. Det er nemt at se igennem fingrene med, eftersom der er løfte om en opdatering, men for folk, der enten ikke kan eller vil gå online med deres konsol, er det fuldstændig ødelæggende, især når der er tale om et spil, som man investerer tonsvis af timer i.

GOTY?
Spørgsmålet, alle sidder med, er vel egentligt, hvor godt Skyrim står i forhold til konkurrenterne og ikke mindst i forhold til seriens imponerende renommé, og der skal da absolut ikke herske tvivl om, at Skyrim fortsætter den legendariske epoke, som Elder Scrolls efterhånden er blevet til. Det er svært at forestille sig, hvem der kan give Skyrim konkurrence, og har folk som BioWare håb om at stjæle RPG-fans' opmærksomhed med Dragon Age, kan de godt tro om igen. Faktisk bør konkurrenterne ryste lidt i bukserne og være bange for at blive sat til vægs, for Bethesda er der, hvor de altid har været med Elder Scrolls: Øverst på piedestalen uden nogen dårlig samvittighed – hvis vi altså lige ser bort fra en graverende (men snart udryddet) fejl.