Patter, pistoler og manglende tyggegummi... Ja, Duke Nukem er tilbage.

Da jeg første gang mødte Duke Nukem, var jeg ni år. Hvordan han overhovedet kunne slippe igennem mine forældres censur, er mig et under, for med et ordforråd som en pervers havnearbejder og en lidt for glædelig iver efter strippere var han måske ikke ligefrem det optimale forbillede. Halvandet årti senere er han nu tilbage, men hvor jeg (efter sigende) er blevet voksen, har Duke Nukem åbenbart gemt sig i en tidslomme, hvor der i hvert fald ikke er meget nyt at komme efter i hans sexfikserede univers.

Bryster, bryster og.. nå ja, rumvæsner
Nu er det ikke fordi, at jeg er kvinde, at jeg øjeblikkeligt stiller mig på tværs for Hr. Nukems farverige comeback. Faktisk starter spillet ganske fornuftigt ud, hvor man kastes ud i en overvældende kamp mod et rumvæsen, der skal ned med nakken, imens man bruger et våben, der formentlig vil knuse alle andre end Duke Nukem med sin størrelse og vægt. Det er måske ikke ligefrem originalt med invaderende rumvæsner som spillets helt store fjende, men nu er Duke Nukem heller aldrig blevet klandret for at besidde den største intelligens. Det handler om at skyde, skyde og så se på en masse nøgne damer, imens man snakker vulgært om sin ”store pistol”.

Problemet er bare, at spillet hurtigt vender tilbage til sin originale formular om, at jo mere sexistisk og vulgært spillet kan blive, desto større er chancen for at blive en succes hos spillerne. Det er et forståeligt træk, for det virkede i 1990erne, men i løbet af et årti er der sket så meget i spilbranchen, at Duke Nukem i stedet virker som forældet rotte, der slet ikke er så garvet, som han selv eller udviklerne tror, han er. Der går ikke længe, før man sidder med følelsen af, at Duke Nukem Forever er en skygge af sig selv, hvor hovedrollen efterhånden er en gammel tudse, der bør overveje sin pension. Det er begrænset, hvor mange latterlige jokes, man gider høre på, og selvom flere af vittighederne rent faktisk får én til at tænke på fordums tid med et smil på læben, så er det som om, at bristepunktet allerede er nået fra starten af, hvor to tvillinger afbrydes i at give nydelse til Dukes nedre regioner, fordi rumvæsnerne står udenfor og banker på døren til nationens sikkerhed.

Men er det virkelig retfærdigt at sable Duke Nukem ned for selve det, der er spillenes ånd? Egentligt ikke, og dog... For fjerner man alt det overflødige lir, står man tilbage med en gedigen shooter, der bestemt ikke kan klare sig mod de mere imponerende konkurrenter. Hvad DNF derimod kan er at tilbyde rendyrket underholdning fra start til slut, når ellers spillet bevæger sig i den bedre ende. Det er sjældent, at det sker, men når man endelige befinder sig i et højt tempo, hvor fjenderne lægges ned på stribe, ser man glimt af, hvad spillet kunne have været, hvis bare ambitionerne var blevet indfriet.

Fortiden er ikke fremtiden
Ligeledes er en af de mere opløftende elementer i DNF, der især er med til at adskille spillet fra sine konkurrenter, evnen til at interagere med stort set alle objekter i spillets miljøer. Om det er at gøre brug af samtlige toiletter igennem hele spillet, spille pool og pinball eller sågar at slukke alle lys i et rum, så er det en vanvittigt omfattende feature, der muligvis ikke giver så meget mening, men som alligevel er med til at puste lidt liv i Duke Nukems ulmende gløder.

At man kan tegne obskure og absurde tegninger på en tavle er dog ikke nok til at dække over det faktum, at selvom stilen fra de originale spil holdes ved lige, så lider spillet alligevel gevaldigt under sin alderdom. De 14 forvirrende år i udvikling ligger konstant og lurer under overfladen, hvilket ikke mindst gør sig tydeligt i selve spillets udseende, hvor der venter bunker af grimme polygoner omkring hvert hjørne, imens loading-tiderne tilsyneladende er ude på at teste ens tålmodighed, når man mindst vender det, men med tiden mest frygter det. Det er et hyr at se på, og selvom man til et vist punkt kan overse det ved at opfatte det som en hyldest til for eksempel Duke Nukem 3D's visuelle stil, så er det simpelthen ikke godt nok i længden – i hvert fald ikke hvis man håber på at kunne snubbe terræn fra konkurrenterne.

Skaf noget mere tyggegummi
Skal jeg være helt ærlig, havde jeg faktisk glædet mig til endelig at få fingre i Duke Nukem igen. Man kan sige meget om manden, men selvom udviklingen mest af alt har mindet om en håbløs kamp mod uret, så er det trods alt en ikonisk figur, vi har med at gøre. Desværre er det ikke længere tilfældet. På kalenderen står der 2011, men man skulle tro, at vi stadig befandt os i slutningen af 90erne, for der er stort set ikke foretaget nogen ændringer i den famøse Duke-opskrift. Det er formentlig også meningen på et eller andet plan, men tiderne har ændret sig, og her kan Duke ikke længere følge med, selvom hans ånd ihærdigt prøver at leve videre i bedste velgående blandt halvnøgne kvinder og overdrevne våben med den typiske joke hist og her.