En helt tager sine spæde skridt.

Vi har reddet verdenen fra The Blight, men straks byder nye, truende farer sig på i byen Kirkwall, hvor den tilflygtede Hawke gør sig klar til at starte sit liv forfra. BioWare tager store skridt væk fra Dragon Age: Origins, men er det for store skridt væk fra en succesfuld formular? Måske. 

Politik er det nye onde
Der er meget, der har ændret sig siden Dragon Age: Origins. Væk er den store, stygge fjende, og ind kommer en livshistorie om en helt almindelig person, der havner midt i byen Kirkwall, hvor et nyt liv skal startes. Det lyder ikke helt som de velkendte rollespil, hvor det onde lurer i en eller anden form for grim skikkelse i slutningen af spillet, og det er Dragon Age II heller ikke. Vi placeres direkte ned i skoene på Hawke, der har måtte flygte fra sin hjemby, som blev ødelagt i The Blight, for at etablere sig i Kirkwall, hvor politik og ideologiske overbevisninger er spillebrikkerne i jagten på magt. Denne introduktion lægger grundlaget for et spil, der distancerer sig fra den klassiske opbygning, vi så i DA1, og derimod bevæger sig mere imod en fragmenteret oplevelse, hvor missioner og personer fungerer som dele af Hawkes livshistorie, der fortælles over en længere årrække.

Det betyder også, at vi ikke på samme måde som før bevæger os nedad en varieret, men lineær sti, der i sidste ende resulterer i det endelig opgør, hvor verdenen enten reddes eller destrueres. I stedet giver BioWare en fornemmelse af, at man påtager sig rollen som en kommende helt, der skal fortælle sin vej til storhed igennem spillerens handlinger. Ofte byder dette på politiske intriger og stridigheder frem for direkte ondskab, der skal nedkæmpes og overvindes. DA2 er på denne måde blevet til et rollespil, hvor samtaler med personer rundt omkring i Kirkwall og omegnen bliver følelsesmæssige diskussioner med sig selv, ikke mindst fordi det fra starten bliver udpenslet, at Kirkwall danner baggrund for en magtkamp mellem Templars og Mages, hvor uroen konstant ulmer, hvilket ikke ligefrem hjælpes på vej af, at Qunari-klanen også har etableret sig i byen, men ikke har i sinde at forholde sig i ro. Man skal konstant overveje, hvilken side man holder sig til, ikke mindst fordi man selv er i familie med en mage (medmindre man selv er mage, hvormed man møder modstand fra sin kriger-bror). Det er altså et langt mere personligt niveau, som DA2 bevæger sig på i visse henseender, men også et decideret minefelt, fordi man jævnligt skal tage holdning til brændpunkter i byen.

Dette er en del af det, som BioWare selv har kaldt en mere ”strømlinet oplevelse”, men selvom studiet helt sikkert har gjort sit for at fortsætte sin succes fra det første spil, så bliver resultatet et spil, hvor man som fan enten hænger på og hilser forandringerne velkommen eller hurtigt bliver smidt af i svinget. Dette kommer også til udtryk i kamp-systemet, som nu er mere enkelt, men også meget mere hektisk. Alt afhængigt af, hvordan man ser det, er det nu et ganske hæderligt resultat, hvor DA2 dog ofte føles mere som et hack'n'slash end direkte rollespil. Det, man foretager sig midt i kampene, har en langt hurtigere effekt rundt omkring sig, og selvom kampene til tider nærmer sig en halvkedelig opskrift, hvor en gruppe fjender kastes imod én her, der og alle vegne, så er det stadig tilfredsstillende, at man hele tiden skal være opmærksom på, hvilke knapper man trykker på. Button-smashing kan man komme langt med, men hvis man vil overleve, skal der kombineres med taktik og overblik.

Den anonyme storhed
At blusset er blevet skruet ned for den enkle episke kampe mod det onde for i stedet at lade en navigere rundt i politiske minefelter kan også mærkes i omgivelserne. Centrum for stort set alt ens handling er Kirkwall, hvor man med få mellemrum bevæger sig udenfor byens murer. Spillets omfang og længde er blevet kogt ned, så man får en mere intens oplevelse jo længere ind, man kommer i spillet. Historien udfolder sig langsomt, og de første fem-ti timer kan snildt gå med at sætte sig ind stridighederne i Kirkwall, imens man får følelsen af, at DA2 er utroligt sløvt om for alvor at komme i gang. Man får aldrig rigtig en følelse af, at man har gang i noget stort, fordi man aldrig bevæger sig ud i en episk kamp mod det evigt onde, men derimod bygger op mod noget stort igennem det, der mest af alt minder om den velkendte tre-arks opdelingen, hvor første ark byder på introduktion af personer og problemer, andet ark skruer op for stridigheder, der blusser op i fuld lue, imens tredje ark skal forbinde alle løse ende i det endelige opgør, der dog ikke er helt som man muligvis kan forvente – hvis altså man forventer episk, storslået kamp mod et monster af en fjende.

En af grundene til disse manglende episke øjeblikke kan også findes i de mere underliggende aspekter af spillet som lydsiden. Hvor DA1 ikke var bleg for at brage ud med grandiøse komponeringer, er DA2 en mere anonym oplevelse, hvor det, man lægger mest mærke til, er stemmeskuespillernes præstationer. Det klares dog ganske fint i de fleste tilfælde, hvor man atter en gang kan glæde sig over de typiske, men latter-fremkaldende kommentarer blandt ens gruppe af allierede, der ikke holder tilbage med sarkasme. De når dog aldrig op på højde med fan-favoritter som for eksempel Morrigan eller Alister, hvilket er et symptom for de fleste aspekter af spillet. Til gengæld er det visuelle en klar og forventet forbedring i forhold til det originale spil, og selvom figurerne ikke er specielt attraktive at se tæt på, specielt når de kaster sig ud i vanvittigt ansigtsforvridende grimasser, så er omgivelserne skarpe og farverige, især i Kirkwall. 

Tiderne skifter
Egentligt er det måske ikke helt fair at sammenligne Dragon Age 2 med det første spil i serien, da BioWare virkelig har formået at tage et skridt i en anderledes retning. Med udfoldelsen af en livshistorie frem for et enkelt mål om at nedkæmpe en ondskab, føles DA2 mere som et selvstændigt spil end en direkte efterfølger. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men selvom man ikke går den sædvanlige rollespilsvej, men derimod har politiske stridigheder som spillets centrum, så kan man ikke lade være med at føle, at DA2 aldrig helt opfylder sit potentiale. Der er ingen tvivl om, at det er et fortrinligt rollespil, der sagtens kan underholde i lang tid, men samtidig bevæger serien sig også ud på usikker grund, hvor vandene helt sikkert vil blive delt på grund af den tilgang, som BioWare har taget.