Tag med tilbage til Rapture og forelsk dig igen i det forliste utopia! Meget har ændret sig, også dig, Big Daddy!

Der var store forventninger til det første Bioshock, som udkom til flotte anmeldelser og fan-ros i 2007. Og absolut velfortjent! Spillet havde en fængende og skræmmende historie, et intenst og vanedannende gameplay og ikke mindst et kæmpe plot-twist til sidst, som tog røven på alt og alle: ”Would you kindly!”. Oplevelsen var sublim, og denne anmelder lægger gerne hovedet på blokken og kalder spillet et af de top tre bedste spil nogensinde. Men er Bioshock 2 at finde på samme eksklusive liste?

Velkommen tilbage til Rapture og til livet!
Historien i Bioshock 2 fortsætter ti år efter det første spil, men glem alt om den mystiske hovedperson fra det første spil og Raptures selvudnævnte hersker: Andrew Ryan. Du starter Bioshock 2 med at overvære dit eget selvmord i den forstand, at du er den første Big Daddy nogensinde og er under total hjernekontrol af den kyniske Dr. Sophia Lamb. Det er hendes datter, som er din ”Little Sister”, du er skabt til at beskytte, men ikke efter Dr. Lambs opfattelse. Hun tvinger dig til at skyde dig selv, og slut er spillet, inden det overhovedet er startet. Indtil du vågner i et af Raptures mange Vita-chambers, tilbage til livet, uvidende om hvor mange år, der er gået, og hvem der har genoplivet dig. Èn ting står dog hurtigt klart – Andrew Ryan er død, og Sophia Lamb har taget hans position i resterne af det Rapture, du forlod i det første Bioshock.

Dog er Lamb af en noget anden overbevisning end den ultra-liberalistiske Ryan – hun er brændende kommunist, og ud af Raptures rester har hun opbygget et nyt fællesskab og familiebånd, som binder de usle, muterede ”Splicers” sammen, der føler sig forladt efter Ryans død: The king is dead, long live the queen!

Lad det være sagt først som sidst: Ja, historien og spillets opbygning minder en hel del om det første Bioshock! Igen er der en hovedskurk, som er ideologisk drevet og som udnytter de forhutlede og magthungrende ”Splicers” i Rapture i et forsøg på at standse dig. Du møder håndlangere på din vej, som i det første spil, der skal overkommes, hvis skæbner er bundet sammen med din egen og Sophia Lambs. Så ja, formen er intakt. Men selvom spillet ikke revolutionerer på denne front, så ændrer det ikke på, at Bioshock 2 byder på en interessant, fængende og forfærdelig velskrevet historie, som endnu engang sætter ekstrem ideologi på spidsen, og viser det grimme ansigt, som mennesket har, når det får magt, som det har agt. Et spil med noget på hjertet, hvilket alt for få spil tilstræber i dag; og endnu færre slipper succesfuldt fra!

Det er også fortsat jagten på nye plasmids, som driver spillet fremad, og akkurat som i Bioshock 1 er du afhængig af at høste ADAM fra Little Sisters for at kunne købe nye plasmids. Eeeeeh, hov vent! Blev alle Little Sisters ikke høstet elle reddet i det første spil? Jo, det gjorde vores helt i etteren rigtig nok, men Sophia Lamb er begyndt at bortføre små piger fra over havoverfladen, og disse piger bruges igen til at tjene hendes dystre formål: At indsamle ADAM med deres drabelige nåle fra døde Splicers. Og det er på dette punkt en af de største forskelle mellem de to Bioshock-spil gør sig klar: Du skal rigtig nok nedlægge de Big Daddies, som beskytter de små piger, akkurat som i det første spil, men herefter har du et valg: Vil du høste ADAM fra de små piger på stedet og få en god slat ADAM med det samme, eller vil du adoptere den lille pige og bære hende rundt, så hun kan finde andre Splicer-lig og høste ADAM fra dem, som du i sidste ende får?

Tilføjelsen af denne adoptionsmulighed er simpelthen fantastisk, da hvert lig din Little Sister sættes til at tømme giver anledning til, at ALLE splicers i miles omkreds kommer ilende til og vil dræbe dig samt din Little Sister. Så nu er det den omvendte verden: Du skal beskytte din egen Little Sister, og kampene er vanvittigt intense! Du kan forberede dig med miner, tripwirer osv., men til syvende og sidst står den på intens og blodig kamp. 2K har virkelig formået at sætte spilleren i Big Daddys faretruende sko og give oplevelsen liv! Dette var ellers et af de områder af spillet, mange frygtede ikke ville fungere: Hvordan gør man det sjovt at spille en kæmpe, muteret skabning fanget i en dykkerdragt? Man forbedrer såmænd bare alt fra det første spil!

Even Big Daddies have Big Sisters!
Når spilleren indtager den mest skrækindjagende og magtfulde skabning i hele Rapture, så må udviklerne skabe en ny nemesis, en ny og større trussel imod selv en mægtig Big Daddy. Her kommer Big Sister ind i billedet. Du får mere og mere at vide om denne skabning, jo længere du kommer ind i spillet, men det eneste du umiddelbart ved er, at hun er lige så godt armeret og bevæbnet som de mest drabelige Big Daddies, og så er hun ti gange hurtigere og mere atletisk! Forestil dig en Big Daddy, der kan hoppe og springe rundt; Der kan affyre plasmids og har en kæmpe ADAM nål, der kan anvendes som et våben. Aldrig har du mødt en så frygtelig og skræmmende modstander! Heldigvis dukker Big Sisters kun sporadisk op i løbet af spillet, oftest når du har samlet store mængder ADAM, og deres ankomst varsles altid med sønderrivende skrig, så alt runger, specielt dit store dykkerklokke hoved! Dette skaber en vanvittig intens og skræmmende atmosfære, hvor man mest af alt har lyst til at krybe i skjul og bare håbe på, hun ikke ser en! Men tro mig: Det gør hun! Hver gang!! Og så er kamp den eneste udvej!

Nu skal det ikke lyde som om, at din prototype Big Daddy er en værre slapsvans! Tværtimod! 2K har sørget for at kompensere for den store og tunge Big Daddys mangel på fart og behændighed med muligheden for at bruge både plasmids og våben på samme tid! En markant forbedring over det første spil, hvor hver ildkugle kastet fra hænderne skulle efterfølges af et irriterende våbenskift. Nu foregår de to ting simultant, hvilket giver store muligheder for nogle rigtig intense on-the-fly kampe! Væk er den usle skruenøgle fra det første spil, og i stedet kan du nu fyre op for dit kæmpe bor, som udgør din højre arm! Forestil dig, hvilken skade du kan udrette med en Freeze plasmid og et godt dask med boret? Et stk. knust Splicer overalt på gulvet, tak! To go! Boret kan naturligvis udskiftes med en masse andre våben fra maskinpistoler til granatkastere, og endelig får du fingrene i de altødelæggende Rivet Guns, kendt som et af de farligste Big Daddy-våben fra det første Bioshock.

Plasmids har også fået nogle opdateringer, for eksempel kan du vælge at kaste med ildkugler, som i det første spil, eller opgradere din Fire Plasmid og lave hele din arm om til en flammekaster! Ja, det er absolut tilladt at sidde med et diabolsk smil på læben med tanken om alle de måder, du kan straffe Splicers på!

Smuk dystopi
Bioshock 2 er flot. Det er rigtig flot! Det er lige så flot som Bioshock 1, som trods alt satte standarden for sin tid, og der er kun gået to år siden da. Der er ikke sket kvantespring rent grafisk, og Bioshock tilstræber ikke fotorealisme på samme måde som Modern Warfare 2 gør det; Og det skal det heller ikke. Unreal-grafikmotoren kører spillet flot, og 2K har givet alt en klar, farverig finish, akkurat som i det første spil. Bioshock har sin egen grafiske stil, og den er helt fantastisk. Det bliver ALDRIG kedeligt at se sig omkring i Rapture, og i denne 2er kommer du også udenfor undervandsbyens stål og glasvægge. Den fascinerende blanding af science fiction undervandsby og art deco indretning er stilistisk guf og skaber et levende spilmiljø. Ja, det er set før i 1eren, men det gør det ikke mindre interessant i 2eren, specielt når der ikke er genbrugt en eneste bane! Lyden er også sublim med den konstante dryppende lyd fra vandmasserne, de tunge fodtrin fra en nær Big Daddy eller smældet fra våbenene, når en hektisk kamp udfolder sig. Også stemmeskuespillet er sublimt; Specielt Sophia Lamb, som delvist kommenterer dine handlinger og delvist retfærdiggør sine egne, er en bitter og kynisk lydkulisse, når du med tunge fodtrin traver igennem det hærgede Rapture.

Multiplayer på havets bund
Det første spil delte sine fans i to lejre: De, som ønskede sig en multiplayer-del brændende, og de som fandt det overflødigt. Personligt hørte jeg til den sidste lejr. Mest af alt da kun få spil, forstår at skabe en fuldendt multiplayer oplevelse, såsom Left 4 Dead, Modern Warfare 2 og Shadowrun (og ud af disse tre spil, er to endda rene multiplayer oplevelser!), men også fordi jeg ikke kunne se, hvordan man kunne forene Bioshocks fokus på historie, karakterer og univers med hurtige respawns, corner camping, og XP farming. Dog er Bioshock 2 sluppet ganske godt fra det ved netop at have fokus på spillets forcer: Plasmids, Big Daddies og historie. Spillets bedste gamemodes centrerer sig fx om at fange eller beskytte en Little Sister (meget lig Capture the Flag), hvor én spiller spawner som en Big Daddy, og resten er Splicers. Historien er også i fokus, og multiplayer-delen udspiller sig faktisk inden Raptures store forfald i det første spil. Du spiller helt almindelige borgere, som deltager i den interne magtkrig i Rapture mellem Andrew Ryans loyale tropper og den mystiske oprørsleder ”Atlas'” guerillakrigere. Ligesom mange andre multiplayer-spil er der tale om et XP og level-up system, som gradvist giver dig adgang til nye plasmids og våben, når du optjener XP ved at dræbe andre spillere eller gennemføre objectives i kampene.

Der er stor fart på spillet, og specielt de større maps byder på intense kampe, hvor valg af våben og plasmids har stor betydning for succes. Desværre hæver spillet sig aldrig over ”sjov og ballade” niveauet, og man mister hurtigt interessen for den ellers udmærkede multiplayer. Problemet ligger primært i, at man stiger MEGET langsomt i level, der er forholdsvis få spillere online, og der er simpelthen nogle meget bedre alternativer på markedet, hvis man ønsker FPS multiplayer. Det er en synd og skam, for potentialet ligger der, men enten lokker singleplayer-delen med endnu en gennemspilning eller også kalder Modern Warfare 2 igen, for man skal jo liiiiige nå at stige endnu en prestige, ikke?

Fantastisk forfald!
Alle vidste på forhånd, at 2K ikke kunne overgå det første Bioshock, men alle negative forventninger er gjort til skamme i stor stil! At tage kontrollen over en mægtig Big Daddy er både sjovt, nyt og byder på utallige nye spilmæssige muligheder. Antallet af fjender er højere, Big Sisters er formidable og skrækindjagende bosser og kampsystemet er blevet forbedret, så på det spiltekniske niveau er Bioschock faktisk bedre end forgængeren. Men det var nu engang det første Biochock, der skabte spilsystemet, introducerede de spændende audiologs, som gradvist afslører Raptures baggrund og forfald, og ikke mindst grundlage hele mytologien bag Andrew Ryans utopiske undervandssamfund, som rev sig selv i stykker. Og netop på historiesiden er der ikke sket meget. Samme skabelon genbruges, og karaktererne er ikke helt lige så interessante som i det første spil, og forventningen om, at Bioschock 2 også skal vende op og ned på historie i de sidste scener, binder spillet meget, og derfor er en vis skuffelse uundgåeligt. Dette værende sagt, så ændrer det ikke på, at dette er meget små ridser i lakken på et spil, der lever 100% op til sin forgænger og underholder i mange timer; Ikke mindst da der er op til flere forskellige slutninger, som afgøres af flere forskellige valg i løbet af spillet. Bioshock 2 er et must for alle FPS-fans, og et spil der imponerer rent teknisk og historie-mæssigt og endnu engang fastslår, hvor højt et niveau af underholdning og måske endda kunst spilmediet kan nå.