Saml glorier og uddel røvfuld som fræk heks i spillet, der aldrig tager sig selv alt for alvorlig.

En gang imellem støder man på spil, der bare ikke ligner noget, som man har prøvet før. Bayonetta er et af de spil. Det er et virvar af kaos, vold, seksuelle undertoner og en humor, der hurtigt vil få dig til at grine lumsk eller rulle med øjnene. Det er hack'n'slash med de bare næver, men det er også et spil, der langtfra vil falde i god jord hos mange, specielt de vestlige spillere.

Vild heks med blink i øjet
Heksen Bayonetta vågner op og aner ikke helt, hvor hun er, eller hvad hun skal. Det viser sig dog hurtigt, at hun har indgået en pagt med dæmoner og dermed kæmper for den ”onde” side, da hun skal indsamle glorier, der fungerer som spillets valuta. En interessant indgangsvinkel til spillet, der dog hurtigt drukner i galskaben, som Bayonetta i sidste ende er.

Dette er dog ikke ment på en dårlig måde, tværtimod. Spillet kører sig selv helt ud til grænsen – og overskrider den derefter i sikker stil. Stilen er vanvittig, voldsom og overdådig, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i boss-kampene, der er fuldstændig overdrevne og dermed også ekstremt imponerende. PlatinumGames har virkelig formået at ruske op i fordommene om kedelige miljøer og ensformige kampe, da man aldrig render ind i det i Bayonetta. I stedet udsættes man for et overflødighedshorn af indhold og gennemtænkt materiale, der først kommer til sin fulde ret i anden gennemspilning, hvis ikke det ligefrem kræver en tredje.

Der er nemlig tonsvis af gemte objekter og indhold, der kan indsamles og findes frem til. Der er først og fremmest glorier, som kan bruges til at købe nye tricks og våben. Desuden kan man indsamle ingredienser til eliksirer samt finde slikpinde, der pænt sagt ikke kun indeholder sukker. Det er dog glorierne, der som penge vægter højest. Der er nemlig god grund til at opgradere sine våben og udvide sit katalog af slag og spark. Man har mulighed for at bruge pistoler, imens der også er adgang til halsbrækkende kombinationer, der umiddelbart ser ud til at bestå af uendelige muligheder. Igen er der fokus på det vilde og næsten sindssyge, men det er absolut også charmen ved spillet. Desuden er kampsystemet så stramt sammensat, at det er en fornøjelse at kaste sig ud i kampene og faktisk gøre en indsats, når det kommer til at lære kombinationer. Det hjælper også, at spillet belønner en, hvis man er villig til at lære at undvige fjenderne i kampene, da man hermed får adgang til Witch Time, hvor Bayonetta for alvor kan gå amok, blandt andet med en voldsom drage, der kommer ud af hendes hår. Ja, det er vildt og dermed også definitionen af Bayonetta.

Det er svært at overskue, hvor Bayonetta træder ved siden, men det er klart, at spillet med sin galskab slet ikke vil falde i god jord hos visse spillere. Der er den japanske stemning over spillet, som ofte er lig med en fejlende succes i de vestlige lande, og i dette tilfælde er det endda mere voldsomt end, hvad man er vant til. Alligevel har Bayonetta sin charme, hvor den fine grænse mellem galskab og genialitet bliver afbalanceret med optimalt udbytte.

Synth-musik på speed
Der har været en stor diskussion om de grafiske problemer med PS3-udgaven, og selvom undertegnede ikke har prøvet netop den version af spillet, så er der ingen tvivl om, at det i hvert fald ikke er tilfældet med Xbox 360-versionen. Her er der ingen gnidninger, hvilket i sig selv er utroligt, når alt bevægelsen på skærmen grænser sig til det vulgært voldsomme. Der er dog enkle situationer, hvor kameraet ikke helt følger med, hvilket kan skabe problemer, når man er omringet af fjender, der skriger på at blive ramt med vilde kombinationer, men det har ingen betydning for det visuelle udseende, der er en funklende præstation i imponerende farver.

I tråd med den særegne stemning i spillet, lægger lydsiden op til en parade af synth-musik, der ligeså godt kunne være taget ud af 1990'ernes arkadehaller. Her blandes det nostalgiske med moderne musik, og selvom det til tider er noget af et underligt miks, så passer det nærmest perfekt ind i resten af Bayonetta. Man kunne derimod godt ønske sig en generelt højere kvalitet i stemmeskuespillet, hvor stemmen bag Bayonetta skiller sig positivt ud med seksuelle undertoner og blink i øjet, der ikke efterlader meget til fantasien, men derimod efterlader en i lumre latterkramper. I det hele taget er skuespillet overdreven i den grad, der kan forventes af spillet, og selvom det i størstedelen af spillet passer ganske godt ind, så er det her, hvor Bayonetta viser sin største svaghed, der ironisk nok ikke er særlig stor.

Bayonetta må gerne indsamle vores glorie
Hvis man er til beat-'em-up, der ligeså godt kunne beskrives som hack'n'slash med de bare næver og en pistol-duo i ny og næ, så er der ingen vej udenom Bayonetta. De vilde kombinationer og det exceptionelt veludførte kampsystem baner vejen for en stor nydelse af, hvordan det er at uddele virtuel røvfuld. Samtidig tager spillet slet ikke sig selv seriøst, og det er netop dette, der binder hele spillet sammen med det sære, overdrevne og bizarre miljø. Som sagt er det helt sikkert ikke en titel, der vil tiltale alle på grund af den japanske indflydelse, men hvis man tidligere har haft sine forholdsregler overfor denne slags spil, så er det måske nu, at man skal give genren en ekstra chance. Hvis ikke for den ekstreme humor med den lunefulde undertone, så for glæden af et spil, der ubestridt er PlatinumGames bedste præstation i lang tid.