Her er ingen Hollywood-scener, men en slagmark af Sverige. Action én masse og ironi i sig selv hjælper krigen på vej i en retning, der uden tvivl vil tage spillerne til sig.

Det er ikke de alvorlige ansigtstræk, du finder hos Marlowe, Sarge, Sweetwater og Haggard, når de indtager kampmarken igen for denne gang at opspore et hemmeligt våben, russerne er kommet i besiddelse af. Her sender man i stedet et vink til Hollywoods action flicks med brag og uendelige bølger af fjender. Historien er på ingen måder rig, så det er en lettelse, at fire-mands gruppen ikke tager sig selv seriøs, og at kemien stadig er intakt.

Stemmeskuespillet er især det, der bærer sammenholdet frem, da de undgår at overspille rollerne som amerikanske soldater, der egentlig havde planlagt deres opsigelse. Der er ikke nogen form for patriotisme, som normalt kun henvender sig sit hjemland, her kan alle verdens hjørner føle sig i de rette arme. Lige indtil kuglerne hagler omkring dig, og eksplosionerne destruerer en verden omkring dig.

Som udsendt skal du på din søgen rundt til lande, der lægger grund for egne temaer. Bad Company 2 starter ud med lidt af et brag, da vi mod forventning spiller en prolog under anden verdenskrig. Herefter placeres du i moderne krigsførelse i tropiske regnskove, heden slagne ørkener og oppe på iskolde bjergtoppe. Hurtigt længes du efter sengen, da du forsvinder fra gruppen og på egen hånd må bevæge dig frem mod nærmeste brandovn for at få varmen. Ellers dækkes dit syn af frost, og så kan du godt byde russerne velkommen til fadet.

Ekplosivt uden de store brag
Battlefield er nemlig en slagmark af endeløse dueller mellem to nationer, og det kan også godt forekomme meningsløst, at du uden besvær kan spotte soldater, der respawner på dit lille minikort, for så er det blot bølger, der skal standse dig i en stund tid. Frustrerende bliver det heldigvis aldrig, men så snart du forlader gruppen på en lille mision af din egen, så lettes du ved tanken om, at du ikke skal have dine ironiske kammerater inde midt i skytset. De har en tendens til at løbe ind og dække dit syn, så du mod vilje stikker din ven i ryggen.

Men det er ikke dine soldaterkammeraters manglende evner, der sørger for aktiviteten på slagmarken, det er i stedet de vel scriptede events, der skal placere dig blandt bombninger i en landsby og musestille mord. Det er til at få øje på, når disse begivenheder træder i kræft, da du skal bevæge dig ind på bestemte områder, før de aktiveres; noget der hiver dig ud af universet og minder dig om, at du rent faktisk spiller et spil.

Hvad der ikke er planlagt på forhånd, er de mange eksplosioner, som alle brikker på marken kan gøre brug af. Ofte har du eksplosive våben med dig, så du kan sprænge hul i bygninger og derved skabe dig en ny rute eller skyde træværket ned, så fjenden ikke længere kan bruge det som dække. Destruktioner af det meste er seriens varemærke og også det tangent, der sættes i fokus med sprængfarlige tønder alle steder og enkelte objekter, der skal nedbrydes.

En usædvanlig stejl indlæringskurve
Svært kan det derfor være at stille sig i skoene som den nyeste rekrut i afdelingen, for i starten føles styringen over Marlowe firkantet. Når du spurter afsted i høj fart, har du ikke muligheden for at løbe sidelæns, og du er derfor begrænset til at rette din kurs. Et element, der i den grad lader indlæringskurven stige i modsætning til andre i samme genre, men også en funktion, der til sidst giver mening. Sigtet kan også have sine problemer, som nok er grunden til at svenske DICE giver dig muligheden for store assistance.

Heldigvis er det hele ikke eksplosioner og kugler omkring dig i en lang køre. Der kommer nemlig nogle enkelte afbræk, der giver dig tiltrængte pust og ryster posen lidt. Værst må det siges, når du placeres midt i en stor ørken og skal køre nogle kilometer til højre og hernæst ned i den anden ende af banen uden at må køre ud for arealet, for det er her kampmarken har fået sine begrænsninger. Du skal også op i helikopteren for at skyde soldater ned fra tagene, bestille luftangreb med kikkerten og køre ræs på quadbikes. Disse afbræk er især tiltrængte, fordi de scriptede events ikke gør meget for at give dig et Hollywood-sus på første parket.

Præsentationen er til gengæld noget man kan være begejstret overfor. Selvom det er tydeligt at se klippene mellem spil og filmsekvens, så får det pulsen op at køre, når den underlagte musik lægger den rette stemning over højtalerne. Billedkvaliteten er derimod en rutsjebane, da det kan virke grynet og groft på nogle kanter, textures er slørede og nogle tekniske fejl kan spille ind. Men det er fuldstændigt lige meget, for Frostbite enginen leverer på mange kanter. Den sørger for store åbne miljøer og destruktioner på størstedelen af, hvad du ser. Så kan inspirationen være mangelfuld, men den tekniske side må siges at være noget af toppen på Xbox 360.

Singleplayer kan ikke bære spillet alene
Singleplayer-kampagnen er en kort affære, der ikke tager mere end seks timer, og det har desværre den konsekvens, at du ikke får nok tid i selskab med dine kammerater, og at de ikke går gennem den store proces. Et spil i denne kategori går dog aldrig igennem en singleplayer-del alene, så du kan godt tilslutte dit Gamertag til en EA konto, hvis du skal spille online.

Multiplayer tilbyder fire forskellige spilletyper over ti godt varierede baner. I Rush skal det ene hold forsvarer nogle M-COM stationer, mens det andet skal forsøge at destruere disse, hvilket også kan gøres ved at vælte en bygning. Conquest lader dig opfange og beholde flag, så længe det er muligt, og det bliver efterhånden mere intenst, når køretøjer låses op, desto flere point opnås. Squad Rush er en strammere udgave, hvor to hold går efter de to samme M-COM stationer. Sidst i rækken har vi Squad Deathmatch, som deler spillerne op i fire hold, hvor det her går ud på at dræbe modstanderne.

Det er især online, at spillet skal hænge fast i dig, men det har også sin ubalance i design, hvor alt for mange tickets skal opnås. Skræmmende kan det også forekomme for mange, når man skal til at opgradere sin egen soldat med nye våben. Væk er også de helt store åbne marker, hvor alt fra køretøjer, fartøjer og skibe kunne deltage i en åben krig, da det nu ligger inde i rammer, hvilket banerne nu også gør.

Det er ikke noget Hollywood, men Sverige
Electronic Arts mente det åbenbart alvorligt, da man åbent erklærede krig mod Activision og sidste års store vinder i Call of Duty: Modern Warfare 2. For svenske DICE kan deres kram, og det viser sig i Battlefield: Bad Company 2, der også kan tage den moderne krigsførelse til sig og levere et sandt actionbrag, der lige mangler det sidste for at nå de vildeste scener fra lærredets film. En stejl indlæringskurve er uvant og vil få en kreds til at kigge andre veje, og hænger man på, får man en smagsprøve på kreative elementer og eksplosioner én masse. Singleplayer-delen kan endnu ikke bære spillet på egne skuldre, men den er stærkere end nogensinde før set i serien. Multiplayer vil holde fast i dig, hvis du er mæt af konkurrenterne og i stedet vil have klasse opdelt kamp på slagmarken.