Den kappeklædte superhelt er tilbage i en suveræn efterfølger.

Der er noget, man er nødt til at forstå om Batman. Han er meget muligt en superhelt, men han er ikke helt som de andre. Det er ikke så meget fordi, at hans forældre blev slagtet, da han var en knægt, imens flagemuse tilfældigvis fløj forbi på den sædvanlige aftentur, og det er heller ikke fordi, at han er en superhelt uden overnaturlige evner. Det er måske en del af årsagen, men alligevel er Batman anderledes på en lidt anden måde. Med sin dystre fremtoning og personlige grublerier er han nemlig også den perfekte hovedrolle til et videospil. Det så vi i Arkham Asylum, og nu ser vi det i Arkham City.

Riddle me this, riddle me that
Det hele skal nemlig ikke være en lalleglad oplevelse, hvor man som superhelt kaster fjenderne rundt, indtil verdenen er et sikkert sted. Der skal ikke være glæde og solstråler, når rulleteksterne kører over skærmen, og der skal ikke være en enhjørning med regnbuer ud af bagdelen som symbol på uendelig lykke, fordi den store stærke superhelt har nedlagt sin onde nemesis.

For det er ikke nogen overraskelse, at netop én bestemt nemesis er tilbage, nemlig Jokeren. Man kan ikke have Batman uden den vanvittige klovn, og som Jokeren selv siger i Arkham City, så er de efterhånden hinandens bedste venner. De andre forstår simpelthen ikke parret, og deres forhold er så ikonisk, at det fungerede som en fantastisk katalysator i Arkham City. Det er dog ikke tilfældet i efterfølgeren, hvor Pingvinen i stedet overtager rollen som kampagnens fortæller. Tag ikke fejl, Jokeren roder stadig rundt i Batman dysfunktionelle liv, men det er ikke på helt samme fængslende måde, som vi ellers har set før.

Faktisk er det slet ikke historien, som fanger i Arkham City, men derimod de fantastiske omgivelser. En ting er at have et sandkassespil, noget andet er faktisk at gøre det spændende. Ikke bare en smule interessant at udforske i et par timer, men derimod så fængende, at man fuldstændig glemmer selve spillets formål, og det gør man så absolut i Arkham City. Det er ikke fordi, at byen er specielt stor, men der er derimod så meget at give sig til. Det skyldes ikke mindst Gækkeren (eller The Riddler om man vil), som tradition byder sig har lagt sine trofæer ud til indsamling.

Det kan hurtigt blive en triviel affære, når man skal indsamle genstand efter genstand, men i Batman bliver det hele sat sammen med de famøse gåder, og det er altså en opskrift, der bare fungerer. Der er 400 styks at få fingre i, og tror man, at man sagtens kan gemme det til, når man har gennemført kampagnen, så tænk lige om. Når man først ser det grønne skær fra et trofæ, så erhverver man sig altså noget af en neurotisk tankegang, fordi man lige skal have et trofæ mere til samlingen. Det er så gennemført (og ikke kun med Gækkeren, men med stort set samtlige sidemissioner), at andre spil bør lære noget her i stedet for konstant at diske op med kedelige samlerobjekter, der bare smides hen i et hjørne, indtil man tilfældigvis vandrer forbi det.

Who's afraid of the big, black bat?
Det er ikke kun de medrivende omgivelser, der gør denne efterfølger til noget specielt. Alt det, der fungerede i første omgang, er blevet taget med over, og sammen med nye og gennemførte tilføjelser, så er Arkham City noget nær den mest komplette efterfølger, man kan komme i nærheden af. Der er virkelig tale om ”if it ain't broke, don't fix it”. Der var ikke mange problemer med Arkham Asylum, og det har Rocksteady været udmærket klar over.

Derfor har de fortsat den lovende stil, imens fokus har været på at tilføje nye features, der muligvis ikke er enorme spring i revolutionen, men som derimod udbygger følelsen af, at der konstant er noget at give sig til. Det skinner som sagt igennem i hele sandkasse-verdenen, men det viser sig også i, at man aldrig bliver træt af lave ting, der egentligt minder om hinanden, men alligevel ikke virker monotone. Et godt eksempel er kampsystemet, der gør det direkte sjovt at hoppe ned midt i en dynge af 20 kriminelle tumper, fordi man ved, at selve slagsmålet er lig med sjov og spas, når man skal kæde ombinationer sammen for at kunne klare sig bedre. Det er et system, der er blevet strammet gevaldigt op, og når man først mestrer det, er det et af spillets bedste aspekter.

Samtidig er det svært at komme udenom det enorme, men imponerende figurgalleri, der gemmer sig rundt omkring i Arkham City. Mark Hamill gør det atter en gang fremragende som Jokeren, og det er bestemt ikke ufortjent, at Luke Skywalker i disse dage er mere synonym med Batmans hadefjende nummer et frem for Darth Vaders søn. Det gør sig i det hele taget gældende igennem spillet, hvor man hele tiden bliver præsenteret for nye, men velkendte ansigter, der ofte giver en solid optræden. Der er ingen kedelige samtaler, men derimod spydige og interessante ordudvekslinger ligegyldigt hvem man har fat i.

Leg nu bare flagermus
Det kan være nemt at få kvalme over den superhelte-invasion, som vi står overfor i øjeblikket. Heldigvis har den ikke helt spredt sig til videospillenes verden endnu, for de fleste spil er egentligt helt forfærdelige – hvis man lige ser bort fra Arkham Asylum og nu denne efterfølger. Ligesom Christopher Nolan formåede at bringe Batman tilbage på det store lærred i et storstilet comeback, så har Rocksteady gjort nøjagtig det samme med de to besøg i Gotham Citys skumle afkroge. Man får simpelthen ikke en mere komplet oplevelse ud i Batmans eskapader, og selvom det til tider kan blive et lidt for langt dyk ned i den dystre og mørke verden, så er der stadigvæk tale om en superhelt, der nu ganske fortjent også har markeret sig som et ikon blandt videospillenes mere fremtrædende personligheder.