Følg The Kid i 2011's muligvis mest forunderlige rejse.

Det er utroligt, hvor få virkemidler der skal til for at lave et fremragende spil. Se bare på danske Playdeads LIMBO. Side-scrolling holdt i grå toner med minimal musik var nok til at gøre spillet til en af 2010's mest mindeværdige og ikke mindst bedste titler. Bastion er LIMBOs direkte modsætning, i hvert fald hvad angår design og farver, men opskriften er den samme: Der er ikke alt for meget unødvendigt lir, men til gengæld er det mere end rigeligt til at blive et af 2011's bedste spil. 

Du er ikke alene
Umiddelbart er Bastion et spil, der kunne være hevet ud fra den gamle, støvfyldte skuffe for derefter at blive iklædt nye klæder. Der er nemlig kastet et godt gram nostalgi udover universet, der ikke er spækket til med indhold i banerne, men hvor de simple baner derimod udfolder sig, efterhånden som man skrider frem. Her vandrer man alene rundt som The Kid, efter Calamity brød ud. Bastion er det eneste sikre sted tilbage, hvor man altid vender tilbage efter hver afsluttede bane, og det er med andre ord selve spillets hub. Her kan man opgradere sine våben, stige i level og få information om, hvad det egentligt er, der er sket med Calamity, og hvorfor hele universet er fragmenteret. Det lyder måske som en nogenlunde omfattende sag at finde hoved og hale i, men Bastion er så simpelt at gå til, at det er en ren glæde, når man render rundt og udforsker. Samtidig udsættes man heller ikke for mere end hvad spillet kan bære, så der er en ganske tilfredsstillende balance i sagerne, hvor man jævnt udfordres i forløbet. 

Det, der dog gør Bastion så unikt, er selve fortællingen. Ikke så meget indholdet i spillets historie, men derimod hvordan den skrider frem. Med på sine vandringer har The Kid altid Rucks, eller rettere sagt Rucks stemme, der konstant giver liv til ens handlinger. Når man tager et enkelt skridt eller møder en fjende, er Rucks der øjeblikkeligt med en kommentar. Helt ligesom banerne bogstaveligt talt lægges på plads foran ens fødder, så udfolder historien sig også, når man kommer nærmere sandheden bag Calamity. Det er fremragende udført, og selvom det til tider kan virke lidt for enkelt, så gøres det ekstra charmerende i og med, at man faktisk får følelsen af, at der sidder en person og snakker direkte til en. Har man brug for en pause i historietimen, så trykker man pause, men vil man vide mere, hentyder man det pænt til Rucks ved blot at fortsætte sin færd. Det er unikt, og selvom stilen ikke passer alle spil, så er det helt sikkert et aspekt, som mange med glæde må låne lidt fra. Det er muligvis kun virtuelt selskab, stykket smart sammen, men det giver Bastion en ekstra dimension, som det ikke kunne være foruden. 

Skal man endelig være dykke ned efter kritikpunkter, så er det ofte, at banerne takket være deres udfoldelse bliver for smalle, hvorefter man ryger over kanterne, ligesom der lidt for nemt kan opstå kaos, hvis man er omringet af fjender. Netop de forskellige fjender man møder, har også en tendens til at være lidt for forudsigelig. Har man ført lært, hvordan de angriber, er det ikke svært at kæmpe sig videre i banerne. På sin vis er dog også en fordel, fordi man lærer at opbygge en taktik med det ganske store udvalg af våben, som man kan komme i besiddelse af, men for visse spillere vil monotonien formentlig dræbe lidt af underholdningen på lang sigt. 

Skru op for musikken
For at få hele oplevelsen ud af Bastion er man dog nødt til at slå øjnene op og folde lytteklapperne ud. Bastion og dets baner er en fryd for øjet med en farvepalet, der maler stemningerne ind i banerne uden slinger i valsen, og især de håndmalede vandmalerier, der fungerer som baggrunde i visse sekvenser er intet mindre end imponerende. 

Det samme gælder Bastions soundtrack, der igennem hele spillet opsummerer alle de inspirationer, som Supergiant Games har trukket på igennem udviklingen. Der er lidt western, der er lidt moderne, der er lidt af hvert. Ikke desto mindre er det en formidabel indsats, der er lagt i musikken fra komponist Darren Korbs side, og det betaler sig absolut at have lagt kræfter i det, for ligesom den unikke historiefortælling og visuelle stil, så er musikken med til at bringe Bastion op temmelig højt niveau. 

Find roligt pungen frem
Det er lidt af en kliché med følgende kommentar, men Bastion fortsætter Summer of Arcades sædvanlige disken op med bundsolide titler. Sidste år var det LIMBO, der var på alles læber, og i år bliver det helt sikkert Bastion. Der er små punkter, hvor spillet ikke er helt afbalanceret og justeret, men det er langtfra nok til at trække ned på det samlede indtryk. For Bastion er simpelthen et fantastisk lille spil, der formår at trække på nostalgiens magt, imens det ikke er bange for at komme med et frisk pust til markedet.