Salem og Rios er landet i det sønderbombede Shanghai, men sørg lige for at finde en ven, inden du kaster dig ud i efterfølgeren.

Jeg indrømmer det blankt; jeg var vild med det første Army of Two. På trods af en lunken modtagelse hos kritikerne, så ramte det plet i mit actionhungrende hjerte. Hovedpersonerne Salem og Rios sørgede straks for, at jeg var i godt selskab med drengerøvsattitude og beskidte vittigheder, som selv en pige kunne have det sjovt over, og selvom spillet lagde umådeligt meget op til at blive spillet i selskab med en ven, så kunne det sagtens klare sig med kun én spiller. Nu er makkerparret tilbage med action i druknende mængder, der beviser, at der er altså noget om snakken, når det gælder den svære to'er.

Historien forsvinder med et brag
Det starter egentligt ganske stille og roligt for Rios og Salem, da de lander i Shanghai. De har en ganske almindelig mission for sig, men tingene tager hurtigt en vild, men ikke uventet drejning, og lige pludselig ligger byen i ruiner med eksplosioner over det hele, styrtende fly og civile fanger. Med andre ord går der altså ikke lang tid, før historien ryger ud af vinduet og action gør sit indtog med et ordentligt brag. Det kommer til at få store konsekvenser for spillet, at historien stilles så meget i baggrunden. Ak ja, Army of Two har aldrig lovet os historie-fortælling i samme klasse som Bioware leverer, men action uden en eller anden fortælling bliver hurtigt en flad fornemmelse, og her slipper 40th Day ikke godt afsted. Før man får set sig om har man gennemført spillet, og selvom det har været et givende actionbrag, så aner man ikke, hvorfor man egentligt er endt der, hvor man er endt. Til gengæld må man tage hatten af for EA Montreal, der aldrig giver slip på eksplosioner, massevis af fjender og pumpende adrenalin. Stilen fra det originale spil kører videre i samme spor, og hvis man er bare den mindste fan af action, så bliver sulten formentlig stillet flere gange i løbet af spillet, specielt i de mindre gyder og gader, hvor man virkelig får trykket på aftrækkeren og kæmpet for sit liv.

En af de nye features i efterfølgeren er, at man nu skal forberede sig på moralske skrupler. Flere gange igennem spillet bliver man stillet overfor et valg, hvor man enten - for at skære det ud i pap - skal være god eller ond. Det kan for eksempel dreje sig om at vælge, om man skal dræbe en allieret, fordi han viser sig at være lidt skummel, eller sågar at dræbe en tiger for en belønning. Selve ideen er sådan set fin nok, hvilket ikke mindst skyldes, at man bagefter får serveret konsekvensen af sit valg i en veludført tegneserie-stribe, der byder på interessante overraskelser, men i selve spillet mærker man ikke sine valg senere hen, selvom man får plus eller minus på sin moral-konto. Dette får ens moralske overvejelser til at falde fuldstændig til jorden og være ligegyldige i længden, selvom valgene tilbyder lidt adspredelse i spillet. Det samme gælder muligheden for at redde civile igennem spillet. Konceptet med belønning for et menneskes liv gør det underholdende at gøre en indsats for Shanghais indbyggere, men efterhånden som spillet skrider frem, bliver det simpelthen så ensformigt, at man stormer frem i stedet for at redde de civile. Ikke ligefrem et opløftende faktum, men alligevel et godt billede på halvfærdige features, der ellers kunne have gjort en forskel.

På trods af de nye tiltag mister efterfølgeren ikke sine hovedingredienser i form af Aggro og samarbejde. Selvom de moralske hjernevridninger kan skabe konflikt i co-op, så er det stadig her fokus er. Army of Two er et decideret samarbejde-spil, hvilket Aggro viser endnu en gang. Det gælder stadig om, at personen med den stærkeste ildkraft fanger fjendernes opmærksomhed, så makkeren kan få frit spil. Endnu en gang betyder dette også, at det faktisk kan betale sig at vælge sine våben med omhu, så kræfterne matcher ens rolle i samarbejdet. Dermed ikke sagt at de asociale spillere ikke kan gøre sig i spillet. Der er mulighed for at gennemføre med en makker styret af AI, men spillet kommer desværre bare ikke til sin fulde ret på denne måde. AI'en er ikke komplet hjernedød, som man ellers kunne frygte, men når der lægges så meget vægt på at gøre sig i hold, så er det altså sjovere at spille med et levende menneske, der (forhåbentligt) kan bruge sin hjerne til lidt mere end en computerskabt AI – om det så er lokalt eller over Xbox Live.

Eksplosioner uden brag i
Med øredøvende eksplosioner og konstant fart på ville det ikke være helt forkert at håbe på, at grafikken kunne klare sig med imponerende øjeblikke, når Shanghais skyskrabere vælter til jorden, men her kommer EA Montreal desværre til kort med et visuelt udseende, der ikke ligger langt fra originalen. De enorme scener fra den sønderbombede by formår sjældent at fange interessen, hvilket også gælder selve spillet, når man kaster sig rundt i gader og stræder for at undgå kuglerne. Der er i bund og grund styr på spillets udseende, men det mangler de sidste kræfter for at komme over i kategorien for de spil, der virkelig får spillerne til at tabe mælet. Det hjælper heller ikke, at frameraten en sjælden gang dykker, når skærmen bliver overdynget med fjender.

En af de elementer jeg var specielt glad for i det første spil, var skuespillerne og deres timing, når det gjaldt spillets vittigheder og små samtaler udenfor mellemsekvenserne, men midt i banerne. I rollen som Salem ser vi Nolan North, der for de fleste er mest kendt som Nathan Drake fra Sonys PS3, men selvom det er en erfaren herre i en af hovedrollerne, så er det ikke ensbetydende med, at det er en succes. Ærlig talt er dialogerne igennem spillet ofte tæt på en katastrofe, hvilket ikke mindst skyldes den papirstynde historie. Det er intetsigende og kedeligt, men EA Montreal har trods alt sørget for, at eksplosioner og kugler bliver gengivet som i en ægte actionfilm.

Tømmermændsaction for alle pengene
Hvis man skulle være kold og kynisk, ville Army of Two: The 40th Day ikke have en stor chance for at overleve længe. Historien er ingen steder at finde, men i stedet bliver man overdynget med action i så store mængder, at man sjældent har tid til at trække vejret. Det er til gengæld også spillets charme og ikke mindst grundlaget, hvorpå det overlever en bedømmelse, der snildt kunne være endt som en nedsabling. Charmen er nemlig så gennemslagskraftig, at man ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndet, og hvis man spiller med en ven, så er efterfølgeren et af de bedre co-op spil på markedet. Dertil kommer de nye tiltag, der efterlader meget til fantasien, men som alligevel viser, at Salem og Rios rent faktisk har ambitionerne til at blive større end de er. Nu mangler vi bare, at EA Montreal formår at forvandle disse ambitioner til virkelighed, så makkerparret ikke længere bliver synonym med en actionforestilling, der starter med et brag, men slutter som en middelmådig affære.