En dyster Alice er tilbage med formlen på at ødelægge et ellers lovende spil.

Alice er ikke helt normal. Det ved du måske allerede godt, eftersom hun engang imellem tager en tur til Eventyrland. Der er bare lige det, at American McGees version af Alice ikke er helt, som Lewis Carroll skrev den. I stedet mistænkes hun i denne efterfølger for at have dræbt sin familie i en brand, og nu er hun fanget i et helvede af et eventyrland, hvor hun skal stykke begivenhederne sammen. Nå ja, så er der også lige alle de mystiske væsner og bizarre omgivelser. 

Hvad er op og ned?
Man kan skrive op og ned om, hvor absurd en oplevelse Alice: MR til tider er, men egentligt gemmer der sig et ganske almindeligt og simpelt spil bag. Det hele handler om at finde rundt i lineære baner, der hver især tilhører et specielt område i det nu korrumperede Eventyrland. Et kæmpe tog truer med at ødelægge det hele, hvis man ikke er fiks og slår pjalterne sammen med den gale Hattemager. Det lyder jo bekendt, og det er til en vis grad også, for alle de velkendte figurer er tilbage i ens rejse imellem Eventyrlandet og den virkelige verden, der ikke er meget mere sikker for Alice end hendes tilflugtsted. 

Lige pludselig går det op for én, at banernes opbygning egentligt minder lidt for meget om hinanden. Det er begrænset, hvor mange gange man kan møde en figur, der forklarer, hvordan man skal hente diverse ting for derefter at kunne klare ens opgave uden at blive lidt mistænkelig. Det er synd, for netop når kreativiteten får lov til at flyde frit, så bliver den bremset af noget så kedeligt som uoriginalt spildesign. Det bliver heller ikke bedre af, at spillets save-system tilsyneladende er fuldstændig tilfældigt. Du aner aldrig helt, hvor du starter igen, hvis du dør. Det kan være inden et problematisk område i en bane, eller det kan sågar være efter, selvom du slet ikke er kommet så langt. Hvis du er rigtig uheldig, som undertegnede, kan du også ende udenfor banen, så du skal spille det hele igennem igen, selvom du faktisk var tæt på slutningen. Logisk? Nej. 

Ikke så meget eventyr over Alic
Tror man, at Madness Returns byder på underlige omgivelser og bizarre oplevelser, så er man delvist på rette spor, men imens ens forventninger delvist bliver indfriet, støder man på så mange frustrationsmomenter, at oplevelsen går fra at være ganske fornuftig til kedelige, frustrerende ture frem og tilbage i Alices forvirrede sind. Det er en skam, for der bygges ellers op til en fremragende atmosfære, men æstetik kan ikke trække en succes hjem.