Alan Wake søger stilheden ved Bright Falls, men støder på diverse bump i sin søgen efter sin forsvundne kone. Mørket har lagt sig, og lygten må skære gennem tågen.

Remedy har lagt Max Payne på hylden for i stedet at kaste sig over en psykologisk action thriller, der frem til daggry vil kunne holde en diskussion i gang om, hvorvidt der virkelig er tale om denne genre. Alan Wake er en kendt forfatter fra New York, han har fået en skriveblokering og søger ud mod de stille omkredse af Bright Falls for også at få sit kærlighedsliv med konen på rette spor. Der går ikke længe før ferien spoleres af Alices forsvinden, mørket og dets overnaturlige dyder og Alan Wakes sindsforvirrende rejse.

Der var åbenbart en rigtig god grund til, at din eneste ene var bange for, hvad der gemte sig i mørket. Alan erfarer hurtigt, at han er oppe mod mørkets kræfter og skal via forsvundne manuskript-sider fremme forståelsen hos spilleren. Historien præsenteres pænt af diverse radioshows og tv-udsendelser og man kan ikke lade være med at rocke med til Poets of the Falls' War, imens bølger af Takens dukker op.

Solidt tempo de første 2/3 af spillet
Takens er såkaldte indbyggere, der er overtaget af mørket, og skal du have en levende chance, må du bevæbne dig med lidt alternative redskaber. Vigtigst er lygten, der først og fremmest skal hjælpe dig frem, da det meste af fortællingen foregår i sortklædte skove uden det mindste skær af halvmåner eller stjerner. Men lygten har også en ekstraordinær kræft, som er dit ultimative våben mod ondskaben. Brug lyset til din fordel og skræm mørket væk fra Takens og placer herefter nogle skud med din revolver, jagtriffel eller shotgun.

Lygten er dog for tøsedrenge, så der går ikke længe, før du introduceres for flashbangs og nødblus. Sidstnævnte kan give dig noget pusterum, hvis der skulle være mange omkring dig i den tætliggende skov. Flashbangs fungerer i modsætning til andre spil mere i retningen af frag-granater, da Takens ikke kan tåle lys og derved falder til jorden. Du får dog sjældent lov til at slippe væk, medmindre du finder en nærliggende lygtepæl, der som lyskilde er et helle, men også genoplader dit helbred. Skulle det gå helt galt, kan du bruge en Flare Gun, der ender ud i en eksplosion og derfor tager omkringstående med sig i faldet.

Lygten skaber en gameplay-mekanik, der kan holde den vedvarende uhygge ved lige, så der er ikke tale om chok-effekter a la dem i Resident Evil, men nærmere et kontinuerligt ubehag, deraf psykologien og den rette sammenligning med Silent Hill. Alan Wake er dog ikke noget horror-spil, selvom man har sat sig tættere denne genre end en egentlig thriller, så er der i bund og grund tale om action én masse.

Gennem den første to-tredjedel af spillet drages du gennem et perfekt tempo, hvor det aldrig går for hurtigt, og du aldrig drages ud i endeløse baner. Men hen mod slutningen skal konklusionen nærme sig, og så sker det, at de actionprægede sekvenser tager over. Der er ikke mange mindeværdige scener, hvilket er en synd, så der hvor afbrækkene skal komme er ved den ubehag, du føler overfor det uvisse.

Lys-mekanismen kommer ingen vegne
Alan Wake er nemlig en triviel affære, du læser hurtigt designet til punkt og prikke, og det drejer sig i det store hele om at få dig fra punkt A til punkt B, men det bliver uden stil. Ofte ser du dig selv løbe gennem et skovområde, her skal Takens nedlægges, så venter der en generator og en knap, der skal aktiveres og sådan fortsætter det ud i en køre. Gåderne er der ingen kreativitet over, og eneste variation blandt fjenderne kommer i større mænd med motorsave og krager, der stormer mod dig fra den mørke himmel. Der er enkelte køresekvenser, men det munder ud i en løs arkadisk styring og enkelte irritationsmomenter opstår. Det ensartede design kræver derfor, at du lader dig sive ind i en verden, hvor romaner bliver til virkelighed, og hvor du befinder dig på grænsen af vanvid. Spillet starter langsomt ud, men hele kernen omkring lys og mørke udvikler sig aldrig gennem fortællingen, hvilket er Alan Wakes absolute akilleshæl.

Bright Falls bliver serveret på et sølvfad med det samme, og du er hurtigt solgt oven på den flotte præsentation. Stemningen er bestemt lagt med de mørke skove og hytter, hvor især lyseffekter tager guldmedaljen for værende det flotteste endnu set i et spil på Xbox 360. Befinder du dig i dagslys, hvoraf der ikke er nogen dagscyklus grundet den lineære tilgang, så finder du først alle manglerne. Uskarpe textures, det meste er sløret, fladt og ikke særlig kønt at se på. Ansigtstrækkende, man ellers var godt tilfredse med før endt produktion, skabes med FaceFX-teknologien og er forbløffende ringe med især mundbevægelser, der på intet tidspunkt er troværdige eller stemmer overens med talen.

Det visuelle dækkes dog for det meste ind i mørket, og det er her man brillerer med flotte effekter, hvor især lydeffekterne skubber til din indre angst. Pludselig hører du trin og ånden, der viser sig at være en transporterende Taken. Tornadoer trækker alt til sig, og når motoren starter på et chauffør-løst køretøj, så fornemmer du hurtigt faren. Soundtracket er indbydende, når kameraet svinger hen over Bright Falls, men det er især brugen af licenseret musik, der får blodet til at pumpe. Stykker fra David Bowies "Space Oddity", Poets of the Falls nye "War" og Charles Browns "Black Night" er blot nogle få af dem. Stemmeskuespillet ligger på et middelmådigt niveau, man føler aldrig rigtigt for Alan Wake, der af Matthew Porretta leverer et resultat på grænsen til det skuffende, men det bliver bedre med historiens fremgang. Højdepunkterne kommer derimod fra Kate Weiman som Barbara Jagger og Fred Berman som Barry Wheeler.

Action med kontinuerligt uhygge
Alan Wake har været seks år undervejs og har gennemgået en større forandring, men tilsidesætter vi dette, så er man endt med en rigtig præsentabel historie. Det er sådan her, man fortæller sin historie på spilformat, og selvom tv-serie episodernes opdeling ikke tilføjer synderligt meget, så er det tempoet, der især står for en fin balance. Spillets største styrke er bestemt lyset for enden af tunnelen, der holder fortællingen kørende og danner grobund for gameplayet. Svagheden er dog den, at mekanismen aldrig bevæger sig nogen steder hen, så det munder ud i de samme trivielle Takens og søvndyssende design fra det ene punkt til det næste. Der er her tale om et godt spil, der som Alans rejse gennem Bright Falls også er spækket med bump hen ad vejen. Du bør med det samme vide, at der ikke her er tale om et decideret horror-spil eller en thriller sat i realiteter; det er i stedet et actionspil, der får vedvarede nerver op i dig – hjertet kommer dog aldrig helt op at galopere, mest fordi du ved, hvad der gemmer sig bag mørkets klæder.