Børn og japansk mafia blandes i SEGAs fortabte spil, der for alvor burde bryde igennem til Vesten.

Er Vesten klar til japansk mafia? Fansene har i lang tid skreget et panisk ja, men SEGA har afvist en vestlig udgivelse – indtil nu. Det er blevet tid til at kaste sig ud i den japanske kultur på godt og ondt, og selvom Yakuza 3 har sine problemer, så burde det være et oplagt køb for fans af sandkasse-genren og japansk vold.

Østlige værdiger giver stærk historie
Det skal ikke være en hemmelighed, at vi med en spilserie, der stort set kun har gjort sig i Japan, smides ud på et forholdsvis ukendt territorium, når det kommer til opbygningen af en historie. Væk er en plat historie, der kun giver grobund for rendyrket action, og i stedet præsenteres vi for værdier som stolthed, ære og tætte familiebånd. Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i det noget anderledes moralkodeks, men ikke desto mindre er det med til at skabe en bundsolid fortælling om vores hovedperson Kazuma Kiryu.

Det tager dog noget tid, før Yakuza 3 får lov til at brillere med sin absolut stærkeste side. I stedet skal vi trækkes igennem børneopdragelse, da Kazuma har lagt den voldelige fortid bag sig og nu driver et børnehjem. Dette tager ufatteligt meget af ens tid, og specielt i starten undrer man sig gevaldigt over, hvorfor man skal løse problemer med mobning, når man egentligt burde kæmpe mod mafiaen og deres skumle planer. Det skal dog vise sig, at der mening med med galskaben, da Kazumas børnehjem trues, fordi området skal ryddes til fordel for luksuriøse boliger og centre, der delvist finansieres af mafiaen. Hermed vikles selve spillets formål og centrale historie langsomt ind i spillet, da man igennem de ellers ligegyldige missioner introduceres for figurer, der senere hen viser sig at spille en stor rolle. Det ændrer dog ikke på, at starten afvikles usandsynligt træg og tærer på ens tålmodighed.

Når man endelig kommer i gang med spillet, venter der dog slagsmål, mafia-opgør og stolthed. Yakuza 3 afvikles egentligt i et stort sandkasse-miljø, hvor man blandt andet bevæger sig rundt i byen Okinawa og et red-light district, der eftersigende er bygget over Tokyos lumre område. Det meste af tiden bruges på at løbe fra det ene sted til det andet, alt imens man en gang imellem bliver afbrudt af bander og kriminelle, der tror, at de kan komme sejrende ud af en kamp med Kazuma. Her bliver der rig mulighed for at uddele håndmadder, men selvom man efterhånden indtjener erfaring og kan købe sig til bedre slag, spark og andre tricks, så kan det godt blive lidt for trivielt i længden. Til gengæld er det nu ganske god underholdning, og muligheden for at udfolde sine kamp-egenskaber, kan man ikke rynke på næsen af, specielt når man møder de sædvanlige bosser, hvor kampene skrues op en tand eller ti, ligesom der er rig mulighed for at benytte sig af objekter i ens omgivelser. I sidste ende er det en smagssag, om man bryder sig om de tilfældige afbrydelser og slagsmål, men hvis man ikke finder det interessant, så bliver vandreturene i byen hurtigt et frustrerende element i spillet.

Som sagt tidligere er spillets absolutte højdepunkt historien om Kazuma og hans opgør med hans fortid og de kvaler, der følger med. Dette betyder også, at spillet – i ren japansk stil – bliver ekstremt teksttungt og fyldt med utallige mellemsekvenser. Her skiftes rigt imellem deciderede mellemsekvenser og interaktive samtaler, hvor man skal trykke sig videre i teksten. Hvorfor det deles op på denne måde, er et godt spørgsmål, måske af tekniske årsager, men det giver ikke megen mening, og det skaber uheldigvis et opbrud i spillets naturlige fremdrift. Der er ikke noget mere irriterende end at være godt i gang med en mission, der udmunder i en medrivende samtale, hvorefter man skal til at trykke sig videre for kun at opdage endnu en mellemsekvens. Der er dog ingen tvivl om, at selvom fortællingen med vestlige øjne bliver bremset på uheldige tidspunkter, så skinner den stadig væk igennem som gennemført og ekstremt engagerende.


Vi vil ikke have engelske stemmer
Det kunne måske overraske og forundre mange, at SEGA valgte ikke at gøre brug af engelske stemmer, når de i længere tid har udtalt, at Yakuza ikke kom på det vestlige marked på grund af manglende succes. Heldigvis viser det sig dog hurtigt som et godt træk, at de har beholdt de japanske stemmer, da de gør det fortrinligt. Hvis det ikke var for underteksterne, ville jeg ikke ane, hvad de sagde, men det lyder godt samt troværdigt, og det er det vigtigste.

Samtidig er der blev gjort et godt stykke arbejde med den visuelle side, der holder et højt niveau igennem hele spillet. Detaljerne er på plads, og det er ikke svært at se, at Kazuma samt tidligere venner og fjender har fået nogen år på bagen, når man kan se begyndende rynker og gråt hår. Byen ser levende ud med neonlys og farver, og selvom der til tider efterlades lidt til fantasien, så er Yakuza 3 et temmelig pænt spil.

Giv os flere yakuza-intriger i fremtiden
Det kan godt være, at SEGA frygtede en skuffelse med Yakuza 3 i Vesten, men med det færdige resultat lader det ikke til at ske. Spillet er måske ikke den oplagte økonomiske succes, men til gengæld vil det hurtigt fange de spillere, der lægger vægt på en stærk historie. Det kan ikke benægtes, at spillet indledes næsten katastrofalt langsomt, men det er samtidig en del af Yakuzas charme. Historien flettes langsomt ind i de tilsyneladende ligegyldige handlinger og til sidst står man med et så komplet resultat, at man ikke kan andet end at sætte sig tilbage og tage det sure med det søde. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det er svært at se, hvordan det egentligt kunne være gjort anderledes. Man kan dog altid glæde sig over, at stemmeskuespillet fungerer lige fra starten af, ligesom Yakuza 3 tager sig ganske godt ud på PS3. Med det sagt så er Yakuza 3 en oplevelse værd, der helt sikkert vil føles anderledes end hvad vi vesterlændinge er vant til - forandring fryder trods alt, som man siger, specielt i selskab med den japanske mafia.