Den vilde skattejagt er sat i gang.

Det kan ikke være nemt at være Naughty Dog i øjeblikket. Tilbage i 2007 satte de søsatte de en skattejagt, der skulle vise sig at blive en af flagskibsserierne fremover for PlayStation 3. Siden da er hvert udspil i Uncharted-serien blevet udsat for en næsten umenneskelig hype, og nu står trilogien overfor sin afslutning, der vist roligt kan betegnes som et af de mest ventede spil i 2011.

Konsol-Hollywood
Vi kan ligeså godt få det overstået med det samme: Uncharted 3 er et eventyr uden lige. Det er en pragtopvisning i imponerende historiefortælling, der vel nok egentligt passer ligeså godt ind i Hollywood, som det gør på en spillekonsol. Det grænser sig til et mesterværk, der cementerer Naughty Dogs narrative evner i samme højde, som BioWare ellers ofte plejer at være alene om.

Det skyldes dog ikke, at selve historien i det tredje kapitel om Nathan Drake er unik, overraskende eller synderlig original, men derimod fordi måden, som hele oplevelsen leveres på, især med skuespillernes præstationer, er i en klasse for sig. Der er fyldt op med mellemsekvenser, som for spillerne åbner et vindue ind i et univers, hvor figurerne ikke bare er placeret for at udspille deres individuelle roller (som formentlig ikke ville kunne stå på egne ben), men derimod er del af en homogen gruppe, hvor jokes og følelser helt naturligt flyver igennem luften til stor glæde for publikum.

For man er nemlig ikke kun spiller, når man guider Drake rundt i frodige jungler eller mellemøstlige byer. Man er et decideret publikum, der er vidne til en historie, der drives frem med stor fanfare, masser af eventyr og ingen sans for realisme. Det er Indiana Jones som spilformat, men ingen ville nogensinde kunne klandre Naughty Dog for ikke at holde sig selv i snor, hvis de blev lidt for kække med deres ambitioner. Det er helt exceptionelt, når man klatrer rundt på ældgamle bygninger og finder gemte skatte, men ironisk nok er det også en anelse søgt, faktisk til det punkt hvor man ville ønske, at udviklerne havde haft nok perspektiv til at begrænse sig. Det hele skal være så stort og vildt som muligt, og i sidste ende lider historien under Hollywood-syndromet – stort er bare ikke altid bedre.

Sløve banditter
Ser man igennem det umiddelbare røgslør, som det hæsblæsende eventyrselement kaster udover Uncharted 3, forstår man måske, hvorfor der har været så meget fokus på en historiedreven oplevelse. Der er simpelthen ikke meget andet at komme efter, hvis man skal tage de kritiske briller på i den mere actionorienterede del af Uncharted 3. Banerne er ofte bygget op efter den nøjagtig samme opskrift med imponerende omgivelser, der desværre hives ned i sølet af identiske fjender og en ud af to designmæssige løsninger; enten at skulle kæmpe mod en eller flere store grupper fjender eller flygte fra en eller anden form for trussel, for eksempel et væltende tårn eller skydegale banditter.

Hvor Uncharted 2 led lidt af det samme problem, formåede det stadig at holde en fornem balance igennem hele spillet, men med det tredje spil bliver det alt for uopfindsomt. Man tager sig flere gange i at tænke, at nu kommer den typiske udfordring, som bare skal overståes. Blander man det med et kamp- og skydesystem, der grænser til det monotone og kedelige, så står man tilbage med en følelse af skuffelse, når resten af spillet ikke er bleg for at diske op med adskillige wauw-øjeblikke.

Detaljernes monster
Flere af netop disse wauw-udbrud er ikke overraskende i forbindelse med Naughty Dogs grafiske formåen, der atter en gang fejer benene fuldstændig væk under én – eller i hvert fald prøver på det. Der har allerede været fokus på spillets ufattelige afbildning af vand, og når man ser Drake dukke op fra en hurtig svømmetur i drivvådt tøj, så forstår man hvorfor. I det hele taget er detaljegraden helt overvældende uanset hvilken bane, man befinder sig i. Har du forventninger om at køre spillet igennem uden at holde øje med, hvad du egentligt løber forbi, snyder du dig selv for en ganske vital del af den samlede oplevelse.

Mere overraskende er det dog, at den visuelle kvalitet svinger usædvanligt meget i forhold til, hvad vi er blevet vant til med tidligere spil i serien. Animationerne, især i mellemsekvenserne, er nok til at tabe kæben fuldstændig, men ligeså snart man ser figurer og omgivelser på afstand, er det straks værre. Billedet lider til tider under et grumset udseende, og drejer man kameraet hurtigt rundt, risikerer man at få udsyn til slørede kanter, især hos Drakes figur.

Hiv en ven ind i kampen
Som tilfældet var med Uncharted 2, er der atter engang blevet plads til multiplayer, både som co-op og mere konkurrencepræget. Fælles for dem begge er, at imens de kan give et afbræk fra kampagnens fremdrevende, lineære tempo, så begynder det også at ligne en del af spillet, som faktisk kan konkurrere med andre spil, der i højere grad vil blive forbundet med online aktiviteter. Der er fokus på, at selv nybegyndere ikke skal føle udenfor, og med den næsten altid attraktive mulighed for at opgradere og indsamle perks, så er det svært at komme udenom, at Uncharteds multiplayer muligvis er den del af spillet, som har rykket sig mest siden sin forgænger.

Indiana Jones, gå hjem og vug!
Selvom man kan udpege fejl og mangler i Uncharted 3, er det i bund og grund et godt spil. Det skal der absolut ikke herske tvivl om. Problemet er bare, at serien efterhånden har klaret sig så imponerende, at Naughty Dog tilsyneladende ikke har kunne følge helt med deres egen succes. Med trilogiens afslutning sættes der punktum for en æra på godt og ondt. Man får formentlig ikke en mere helstøbt eventyrsoplevelse andre steder, men man er samtidig tvunget til at sidde igennem en tour de force af svingende yderpunkter, der får Drake og Co. til at fremstå både fremragende og middelmådige på samme tid.