PEGI aldersmærking: 12+

Transformers: War for Cybertron /PS3

Udvikler: | Udgiver: Activision | Genre: Action | Udgivelse: 25. juni '10 | Andre platforme: Wii, X360, DS, PC
Genveje: Relaterede spil | Anmeldelse | Screenshots | Trailers | Køb

Anmeldelse af Transformers: War for Cybertron /PS3

Skrevet af Julie Horup, d. 29. juni 2010, kl. 00:54

Optimus og Megatron kaster sig ud i en episk kamp, der vil tilfredsstille de fleste fans af den legendariske franchise.

Vi har set Michael Bays actionfyldte filmatiseringer af Transformers, en del af os er vokset op med tegneserien, og så er der nogen, der har haft mindre held med spilmatiseringer af hele franchisen. Nu kommer der så et nyt spil, der skal puste liv i robotterne på konsollerne, og selvom der ikke er tale om et decideret licens-spil baseret på en film, så kan man ikke lade være med at frygte, at War for Cybertron er dømt til døden, inden spillet overhovedet er sat i gang. Men for en gangs skyld er der faktisk håb forude. Det er spinkelt, men det er der i det mindste, og selvom High Moon Studios ikke leverer en kandidat til årets spil, så formår de helt sikkert at gøre Transformers-fans glade.

Er det en bil, er det en robot? Det er det hele
Med en kampagne, hvor man kan vælge at spille som enten Autobots eller Decepticons, er der nok at kaste sig ud i med singleplayer. Hver side tilbyder fem kapitler, der i gennemsnit tager en time at gennemføre. Inden man begynder på banerne, skal man vælge, hvilken klasse robot, man vil spille med, der dækker over soldat, forsker, spejder eller leder. De er de sædvanlige klasser fra actionspil, og det giver sådan set spillet en helt fin indgangsvinkel, så man ikke er lænket til én robot igennem hele spillet. Dette betyder også, at man kan få glæde af det store og velkendte galleri af robotter, som man enten hader eller elsker, imens man kan afprøve forskellige teknikker i banerne. Der er nemlig en overraskende betydning for, om du vælger en soldat-robot, der kan meje den ene fjende ned efter den anden, eller om man vælger en spejder-robot, hvor ens taktik skal berolige på enkle, men velplacerede skud, imens man blandt andet skal holde liv i andre robotter. Det fungerer i praksis ganske fint, og så er der altså en helt fuldstændig ren lykke, når man fræser afsted som robot for derefter skifte udseende til en bil midt i et hop og ellers bare kører derud. Teknikken mellem skiftene er noget af det mest succesfulde i spillet, også selvom det måske er en mindre del af selve spillet. Det er her, hvor man virkelig kan mærke, at man er midt i Transformers' univers.

Dette betyder dog ikke, at resten af spillet er fejlfrit. Noget så simpelt som at indsamle ammunition er en mangelvare i spillene, hvor der ofte dukker ekstra helbred op, men ammunition må man ofte kigge langt efter. Dette betyder også, at man skal ty til tæt nævekamp, der bestemt ikke er noget dårligt træk, men det trækker simpelthen ned, når man er nødt til at bruge sit reservevåben, der muligvis slet ikke passer ind i banen, fordi man ikke kan finde ammunition. Desuden er historien altså ikke nævneværdig, og når både plusser og minus samles sammen, står det klart, at War for Cybertron klarer sig igennem på ren råstyrke, når problemerne hober sig op.
 
Hvis man er træt af at kæmpe alene, er der mulighed for co-op i kampagnen. Næsten katastrofalt er dog, at dette kun foregår online. Der er ingen mulighed for lokal splitscreen, hvilket virker fuldstændig håbløst. Spillet lægger ellers gevaldigt op til netop lokalt spil, da hver bane gennemføres med tre spillere, men her må man altså ty til robot-vennerne online. Der er også mulighed for den næsten altid succesfulde mulighed 'Escalation', der er Transformers' version af 'Horde mode', som vi kender det fra Gears of War 2. Det er svært at være genstridig overfor underholdning, når fjenderne vælter i bølger mod en, og her prøver High Moon ihærdigt at gøre op for den manglende offline co-op, og selvom det efter min mening ikke lykkes helt, så giver selve forsøget et stort plus.
 
Gråt, gråt og gråt
Det er ikke meget glæde, man finder i Cybertrons omgivelser. Specielt Decepticon-missioner foregår i grå omgivelser, der sjældent bryder udenfor de grå nuancer. Det er trist og passer vel på sin vis ind i den fjendtlige tone, men i længden bliver det lidt for deprimerende. Bedre bliver det med Autobot-delen, men i det hele taget er det grafiske udtryk igennem spillet ikke overbevisende. Det hjælper heller ikke, at detaljerne ikke virker særligt præcise, hvilket ikke efterlader en mindreværdig oplevelse, og så kæmper frameraten ihærdigt med at holde trit, hvilket absolut ikke fungerer ideelt.
 
Det gør stemmeskuespillet til gengæld det meste af vejen, hvor Peter Cullen går i front som Optimus Prime, helt ligesom han har gjort i tegneserien og Bays blockbuster-hits. Resten af holdet bag stemmerne bærer også præg af stor erfaring, ikke kun i tidligere Transformers-udgaver, men i andre store titler på konsollerne, og det kan altså mærkes, selvom klicheerne til tider bygger sig op i dialogerne. Megatron lyder som en magtliderlig robot, der ter sig som en vanvittig, når det hele ikke går hans vej, imens Optimus kan indgyde håb i enhver robot, der for længst har ladet livet som skrot-metal.
 
Robotterne er lig med action
Hvis War for Cybertron skal op mod de helt store action-titler på markedet, så er det simpelthen ikke godt nok. Der er ikke noget usædvanligt godt ved spillet, men på den anden side fejler det heller ikke fuldstændigt. I det hele taget er det en middelmådig oplevelse, der kan hive sig op på det nogenlunde gode, hvis man er fan af Transformers-universet. Der er action og skyderi konstant, når man altså ikke lige lever det vilde liv som robot, der øjeblikket skifter til bil og derefter er skyld i et jubel-udbrud og smørret grin fra en ellers granvoksen anmelder, og lige præcis dét er rendyrket underholdning. Alligevel kan man ikke helt overse fejlen at udelade offline co-op, der ville have været en genial tilføjelse, men man kan trods alt sagtens finde glæde i spillets multiplayer, der nok skal skabe stærke bånd mellem fans af franchisen. Når alt skal sammenregnes, er der dog ingen tvivl om, at War for Cybertron er et af sommerens mere vellykkede actiontitler, hvis man altså har en forkærlighed for krigeriske robotter.

Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
Transformers: War for Cybertron:
7/10
Lyd: 8/10
Grafik: 6/10
Gameplay: 7/10
Holdbarhed: 7/10

NextMint Network: MovieGlance

Info: Kontakt osBliv skribent

Lige nu på MovieGlance: Clint Eastwood kunne have været James Bond