Opret ny bruger
PEGI aldersmærking: 12+

Portal 2 /PS3

Udvikler: | Udgiver: Electronic Arts | Genre: FPS | Udgivelse: 21. april '11 | Andre platforme: X360, PC
Genveje: Relaterede spil | Nyheder | Anmeldelse | Screenshots | Trailers | Køb
Genveje: OverblikNyhederAnmeldelseScreenshotsTrailer ▪ Snydekoder ▪ Køb

Anmeldelse af Portal 2 /PS3

Skrevet af , d. 30. maj 2011, kl. 21:35
Portal 2 anmeldelse PS3

Portalerne åbnes til årets muligvis bedste spil.

Åh, Valve. Hvis der er et studie, der ikke har glemt, hvad humor er, så er det Valve. Aldrig blege for at afprøve ukendte formler, ofte med stor succes, som da Portal i første omgang udkom med The Orange Box. Væk var den sædvanlige jargon med tunge våben og skydegale fjender. I stedet for stod den på hjernebrud med skæv humor, og nu er vi endelig klar til efterfølgeren. En efterfølger, der viser, at en to'er kan være endnu mere genial end sin forgænger. 

Du ser en væg, jeg ser en vej ud
Det er jo ikke fordi, at Portal skiller sig ud ved at spille på sine ellers ganske underfundige gåder. Det har i lang tid været en fast bestanddel af de lidt mere kloge titler på markedet, hvis det hele ikke skal gå op i, hvem der har det største våben og den hurtigste finger på aftrækkeren. Men hvad er det så, der får alle folk helt op at ringe over Valves seneste udspil? For fjerner man gåderne, så står man i bund og grund tilbage med en gåtur i en noget skummel forsøgsbygning, der mest af alt minder om noget fra kultfilmen Cube. 

Sagen er bare, at Valve har en helt unik evne for at gøre tingene på deres egen måde, og så har de nogle folk, der lever og ånder for spildesign af allerhøjeste kvalitet. Det her er folkene, der er festens midtpunkt, fordi de altid har en gåde at hive op af hatten, som for nogle er ganske nem, imens andre knokler med at vride løsningen ud af en overarbejdende hjerne. Netop det beskriver Portal 2 ganske præcist. For hvor nogle baner hurtigt bliver kørt igennem med løsninger, der virker næsten åbenlyse, så kan andre drive en til vanvid, indtil man i frustration forlader controlleren. Det hjælper dog ikke meget, da Portal 2 på forunderlig vis formår at bide sig fast i baghovedet, så man konstant tænker over banerne, og hvordan de kan løses.

At Valve fortsætter, hvor de slap med forgængeren, vil måske få mange til at ytre, at Portal 2 bare er mere af det samme, og svaret til det er et rungende ja. Men det, gør denne efterfølger værd at investere i, er, at Valve samtidig formår at fylde på, hvor det er relevant. Absolut intet er nyt i grundopskriften, men der er derimod nyt tilbehør, hvilket gør den samlede oplevelse til en langt større begivenhed, end man kunne have håbet på. Det er ikke længere kun i forsøgslokaler, man skal bevæge sig rundt, men man kommer derimod ud i store områder, og så får man nu glæde af at skulle bruge omgivelserne til hjælp på en anderledes måde end før set. Det er sjældent, at de nye tiltag ikke bidrager til ens positive opfattelse af Portal 2, og når de gør, så er det mest af alt, fordi man selv fejler i jagten på at opstille portalerne de rigtige steder. 

Hjælp fra en uventet side
Med de nye tilføjelser skal man heller ikke længere være bange for at føle sig alene. Der er nu hjælp og ikke mindst selskab at hente fra ens robot-ven Wheatley, der spilles helt eminent af Stephen Merchant. Manden bag stemmen holder konstant liv i Portal 2, og er man ved at køre lidt sur i de utallige gåder, er Wheatley altid klar med kommentarer, der er så gyldne, at man er villig til at spille flere baner igennem for at høre en enkelt sætning. Der er i det hele taget gjort et stort stykke arbejde ud af selve Portal 2's dialog fra både Wheatley og GlaDOS, imens deres musikalske sidestykke går perfekt i spænd med de to kunstige intelligenser. 

I det hele taget er det næsten ikke værd at fremhæve en eller flere sider af Portal 2, for det hele går op i en højere enhed. Der er steder, hvor spillet halter lidt efter, men det er så sjældent, at man bare trækker på skuldrene og så ellers glemmer ens irritation for at kaste sig over spillet igen. Skulle man endelig påpege et sted, hvor Valve en anden gang bør overveje forbedringer, skulle det lige være loading-sekvenserne. Når man endelig rammer en god stime med løste gåder, står man overfor den ene loading-skærm efter den anden, og der er simpelthen ikke noget værre end netop dette scenarie, når man prøver at holde gang i et spils rytme. Dette gør sig specielt gældende i de mere omfattende baner, hvilket er en skam, da disse baner netop er med til at forbedre Portal 2 i forhold til det originale spil. 

Portal 3? Jo tak
Der er altså ikke meget nyt under solen fra Valve, og det gør egentligt ikke noget. Der er alligevel meget mere af det, som Portal er blevet så elsket for, og med større roller til Wheatley samt GlaDOS viser Valve, at historiefortælling ikke er noget, de har problemer med. Tværtimod. Der er proppet så meget humor og genialitet ind i Portal 2, at man konstant bliver forbløffet over aldrig at kede sig, og når det endelig sker, kan man formentlig takke sig selv og sine manglende evner for gåder. Kan stilen holdes ved lige, er der ingen grund til at holde sig tilbage med Portal 3, for denne efterfølger står allerede som et af årets bedste udgivelser.

Portal 2 anmeldelse - Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
Portal 2:
10/10
Lyd: 10/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Holdbarhed: 10/10

Spil overblik

Portal 2