Knæk knogler og sprøjt med blod som var det 1990erne om igen.

Mortal Kombat har altid været lidt anderledes end de andre børn i klassen. Hvor Street Fighter og Tekken var de populære unger, var Mortal Kombat det ensomme barn i hjørnet, som de andre ikke måtte lege med. Det endte som regel temmelig blodigt, men fanskaren voksede hurtigt, og nu kan vi endelig glæde os over, at legegårdens yndede Fatalities vender tilbage uden at spare på de voldelige tendenser. 

Der røg et par knogler, en lever og fire liter blod
Har man ikke prøvet Mortal Kombat, så er det måske et godt sted at starte med netop dette spil. Historien genstartes for alle nytilkomne, imens de mere erfarne spillere kan nikke genkendende til, hvad der egentligt sker på skærmen. Det er dog ikke fordi, at Mortal Kombats historie nogensinde har været et fængende virvar af elegant fortælling. Jorden skal reddes, de onde modstandere skal ned med nakken. Så simpelt er det, og mere beder vi egentligt ikke om – der er trods alt tale om et fighting-spil. Det er Netherrealm Studios dog ikke helt enige i, da de har valgt at proppe Mortal Kombat med en omfattende historie-fortælling, i hvert fald hvis man ser det i forhold til konkurrenterne. Hvor man er vant til at vælge en figur og derefter kæmpe sig vej igennem spillet med denne ene figur, vender Mortal Kombat om på det. Her spiller man nemlig som flere forskellige figurer, hvor hvert enkelt kapitel følger en af figurerne for derefter at skifte til en anden person fra spillets temmelig store udvalg. Er man vant til frit at kunne vælge og vrage imellem mulighederne på rollelisten i andre spil af denne type, så giver dette hurtigt en klaustrofobisk følelse, men med tiden føles det faktisk ganske naturligt og yderst velafviklet. 

Desværre præsenterer denne tilgang selve Mortal Kombats kampsystem i et knap så positivt lys, da man hurtigt får et overblik over, hvor ubalanceret kampene kan være. Hvor der skal lyde ros til alsidige figurer med mange forskellige træk, så er det knap så heldigt, når man kan vinde en kamp udelukkende ved at lave flyvende cirkelspark, fordi modstanderen konstant gør brug af den samme teknik til at angribe og forsvare med. Problemet afhjælpes til et vist punkt jo mere sværhedsgraden skrues i vejret, men når Mortal Kombat netop er så tilgængeligt for nye spillere, især fordi det byder på overskuelige kombinationer, så mangler der er en gylden balance, hvor man ikke kan smutte over, hvor gærdet er lavest. 

Nu er det dog heller ikke ligefrem fordi, at de legendariske Fatalities, der gør sit fremragende comeback, kræver balance. For Mortal Kombat er jo en lidt underlig størrelse, hvor balance hurtigt kan forveksles med logik, hvis man skuler til konkurrenterne. Her er absolut ingen grænse for, hvornår volden trodser de fysiske love, hvilket denne gang bevises med X-Ray Moves. Der er nemlig blevet plads til at fylde en bar med rå energi, hvorefter man kan gå amok med sin figurs kendetegnende angreb, der hurtigt får kål på lidt under halvdelen af modstanderens helbred. Det er dog sjældent, at angrebet udelukkende sættes i gang for faktisk at vinde en kamp. Det sker derimod, fordi angrebene er så hovedløse platte, at de er decideret seje på Mortal Kombat-måden. Knogler knuses, organer mases, og blodet flyver i alle retninger – alt sammen i røntgen-lignende sort og hvidt med en visuel lækkerbisken i knaldrødt blod. Har man nogensinde tvivlet på det engelske ordsprog ”over the top”, så kan man fremover se et billede af Mortal Kombat, når man i forvirring slår det op. 

Press nothing to skip scene
Skulle man være i tvivl, så køres Mortal Kombat altså ud på det sædvanlige sidespor, hvor humor på akavet vis flettes ind, og selvom det en selvfølge i serien, så kan det også blive en anelse for meget. Det gør ikke så meget i selve kampene, hvor det er selve essensen, men i mellemsekvenserne bliver det simpelthen for pinligt, når man konstant skal høre på en gebrokken historie, der i længden er alt for belastende, fordi skuespillet slet ikke kan følge med det grafiske indhold. Det hjælper heller ikke, at netop disse mellemsekvenser ikke kan droppes trods et ihærdigt trykkeri på samtlige knapper, man kan komme i nærheden af. Man når trods alt et punkt i spillet, hvor man bare gerne vil kaste sig ud i den ene kamp efter den anden i stedet for at høre på kiksede formuleringer, men det sætter Netherrealm desværre en stopper for med en utilgivelig og halv-dum feature. 

Et blodigt gensyn er et godt gensyn
Selvom Mortal Kombat ivrigt kører sit eget løb med den tossede tilgang til fighting-genren, så er det stadig et velkomment afbræk fra kongerne i genren. Selvom man sagtens kan fordybe sig i diverse kombinationer, så er spillet stadig let at gå til, imens underholdningen forbliver i top. Der lægges usædvanlig meget vægt på spillets historie, hvilket ikke altid forløber vellykket, alt afhængig af hvilket aspekt man betragter det fra, men det er ikke desto mindre stadig en uovertruffen følelse, når man smadrer modstanderne i jorden med en Fatality, der kan få tæerne til at krumme sig i ren frydelse over den direkte vold. Det er blodigt, men det er også ikonisk, og med sådan et comeback er Mortal Kombat mere end velkommen til at blive hængende som skolegårdens udskud med hang til voldelige tendenser.