En skaldet, halvfed alkoholiker i São Paolo.

Max Payne har været væk i adskillige år, ni år for at være helt præcis. Mange ting kan ske på ni år. En serie kan skifte hænder fra Remedy Entertainment til Rockstar, man kan udskifte det triste, kolde New York med det samba-glade, fodboldelskende Brasilien, og en ikonisk antihelt, der allerede har mistet absolut alt i livet, kan blive kvabset, dybt alkoholisk og så kynisk, at det egentlig ikke er sjovt længere – hverken for Max Payne selv eller for det spillende publikum.

Rockstars eget bæst
Nu har Max Payne aldrig været helt sjovt. Jovist, det har været underholdende at hoppe rundt i slow-motion og millimeterpræcist placerer kugler lige imellem øjnene på de pistolsvingende håndlangere, men Max Payne som person og historie har aldrig været en grinebidder at trække rundt med. Først bliver familien slagtet, så tager han hævn, og i tredje omgang må han flygte fra sin hjemby til São Paolo, hvor han er omtrent ligeså tilpas som et blødende lam blandt glubske løver.

Det er et naturligt skridt for Rockstar at hive Payne ud af de velkendte omgivelser. Ikke kun fordi, der skal ske noget nyt, men også fordi de har overtaget styringen fra Remedy, der tog sig af de to første spil. Det er helt nye kræfter bag spillet, og det kan mærkes. Det er ikke dog fordi, at Payne har ændret sig. Han er stadig en koldblodig morder med en skizofren samvittighed, der er ude efter hævn, og han har stadig en svaghed for bullet time. En feature, der altid har og altid vil være spillets absolutte kendingstegn, hvilket er godt nyt for fans, for det er stadig ligeså vanedannende og lokkende, som vi kender det. Det bliver aldrig kedeligt at kaste sig lodret igennem luften, imens man ivrigt hiver i aftrækkeren og ser skurkene falde døde om som fluer, der én efter én får plukket vingerne af sig.

Men hvor bullet time holder liv i det mere legesyge aspekt af Max Payne, har Rockstar og ikke mindst Dan Houser samt hans to medforfattere trukket den famøse antihelt så langt ud, at han blot er en skygge af den skygge, som han tidligere har været af sig selv. Vi har før set ham nedtrykt og kynisk, men denne er han lukket så langt inde i hans egen verden, at det næsten er umuligt at føle sympati for ham. Det er et typisk træk for Rockstar, som vi har set før, hvor hovedpersoner tynges så meget af deres dæmoner, at de til sidst bliver et vildt dyr tvunget op i et trangt hjørne. Men selvom Rockstar har et helt specielt talent for at skrive fængende historier, så snubler de samtidig i deres egen iver ved at udpensle spillet i et så film noir-agtigt omfang, at man til sidst må hive efter vejret for ikke at drukne i selvmedlidenhed og arrogance.

Det er meget muligt, at fokus på Max Payne 3 har været at udnytte et våbenarsenal med bullet time, men langt hen ad vejen sidder man i stedet og stirrer på mellemsekvenser, hvor Payne ynker over hans selvvalgte, alkoholiske og ikke mindst patetiske livsstil. Han kommer konstant med sarkastiske kommentarer til hans nuværende situation i det brasilianske helvede, hvor han skal redde hjælpeløse medlemmer af en milliardær-familie, ligesom hans fortid i New York også får et par kritiske, men sentimentale ord med på vejen. Langt størstedelen af spillet trækkes ikke nedad af dette tunge, narrative element, som Rockstar har skubbet spillet i retning af, men det får samtidig en til at overveje, hvor meget udviklerne egentligt har tænkt på, at de har haft med udviklingen af et spil at gøre og ikke en decideret spillefilm. Holdes det indenfor de acceptable rammer, er der ikke meget at sætte en finger på hos Max Payne 3, men en gang imellem snøvler spillet sig lige lovligt tæt på grænsen.

Ingen barmhjertighed
Med de ni år, der trods alt er gået siden sidste udspil i serien, er der kommet enkle tilføjelser til spillet, som efterhånden er en fast bestanddel i moderne spil, som for eksempel muligheden for cover. Men selvom Max Payne har flere muligheder for at udfolde sig med vold i denne omgang, er der stadig ingen kære mor at se i miles omkreds. Spillet er en ubarmhjertig oplevelse, hvor man ikke bare kan kaste sig ud i bullet time og stole på ens evner med et skydevåben. Det kræver omtanke, og vælger man at være lidt for kæk med en høj sværhedsgrad og et løst sigte (det kan indstilles, hvor meget sigtekornet automatisk skal trækkes mod fjender, når man sigter), så kan man godt forberede sig på, at man i visse situationer må grave sig ned, holde nøje øje med ens tilgængelige painkillers og så ellers bare bede en lille bøn til, at Max Payne ikke er blevet alt for sløv med det nye bildæk rundt om maven.

Den nødvendige multiplayer
Det er dog ikke kun i selve spillets kampagne, at man må vænne sig til nye initiativer, da Rockstar ikke overraskende er hoppet med på multiplayer-bølgen. Det har de gode erfaringer med fra Red Dead Redemption, og det har de tilsyneladende lært af, for visse træk går endnu en gang igen i Max Payne 3. Det sker blandt andet med de såkaldte crews, hvor man kan gå sammen med venner i hold og derefter optjene XP sammen.

Der er absolut intet revolutionerende ved den måde, som Max Payne udfolder sig i multiplayer, og selvom bullet time også er blevet overført til denne del af spillet, overskygger de traditionelle typer af multiplayer aldrig den oplevelse, man får, når man begiver sig ud i São Paolo på egen hånd. Det er i stedet en gylden chance for at hive lidt mere sved og blod ud af Max Payne, og med det mål succesfuldt udført, kan man ikke ligefrem klandre udviklingen for også at taget sig tid til det sociale aspekt.

Max Payne er ikke færdig
For mange virkede det besynderligt, da Rockstar valgte at smide Max Payne til Sydamerika, men man når knap nok at blinke, før man indser, at det træk har gjort mere godt for Payne end de langtrukne ni års ventetid tydeligvis har gjort for hans fysiske og psykiske tilstand. Selvom den narrative stil til tider får overmandet de ambitiøse talenter fra Rockstar som deres eget personlige bæst, så holder spillet sig alligevel indenfor en så stram og imponerende opsætning, at man blot kan håbe på, at Max Payne aldrig helt slipper sine tyranniserende dæmoner.