Rykker teknisk industrien fremad, men begrænser sig selv undervejs.

Los Angeles. En storby, der er godt i gang med at drukne i sin egen succes; korruption, handel af ulovlige stoffer og mord i serier.

Vendt hjem fra krigen søger patruljemand Cole Phelps at stige i rang og blive anerkendt for sit arbejde hos LAPD, men det er ikke altid lige let. I 1947 havde alle en hemmelighed at gemme på - også i englenes by.

Alfa omega for succes er derfor din evne til at gennemskue mistænkte såvel som vidner, og det er her Team Bondis "MotionScan"-teknologi skal give dig tippene. Med en stor del af castet fra “Mad Men” leges der i de mindste detaljer, der i starten serveres med åbenlyse træk i kæbe, manglende øjenkontakt og skælvende læber, så bliver det hurtigt en svær sag at skulle slå med hammeren.

Du holdes i håndjern
Men inden der kan falde dom over en af dine mistænkte, så skal detektivarbejdet sørge for, at du står med et solidt grundlag for at anholde endnu en seriemorder, en pædofil og en løbsk familiefar. Dramaet er på sit højeste med afklædte lig og afbrændte børn, så der er lagt op til en forfriskende moden stemning.

Hver opgave er sat op i bestemte rammer: søg mod gerningsstedet, led efter beviser og forhør så den mistænkte. Lidt afveksling bliver det til med patruljeopgaver over radioen, men det bliver alligevel trivielt, mens historien aldrig rigtig kommer ud over rammen og først for alvor kommer i gang efter en langsom start halvvejs inde i fortællingen.

Ligesom missionerne er historien også sat op efter en meget rød tråd, hvor du hverken får lov til at spørge dybere ind til emnerne og heller ikke får nogen indflydelse på det totale manusskript, men der er et fundament for en efterfølger, der bør lade sig inspirere mere af Mass Effect-serien end Heavy Rain.

Så er det nu alletiders, at det er mekanismerne Rockstar har skulle forsøge at sælge. For der må være en skare derude, som savner de gamle puzzle-spil fra 90'erne, nu med et noire tema lagt hen over. For at øge billedet af et 40ernes Los Angeles kan en sort/hvid effekt sættes indover.

Op til en sag skal du i patruljevogn finde frem til gerningsstedet, men da bilernes styring og fysik mangler vægt og føles løsere end i Mercenaries, så er det fristende at lade sin makker tage rattet og altså lade loading-skærmen skabe en genvej til det decideret interessante. Du kommer forbi et væld af steder, som et grønt-marked, den lokale bar og et hotel, hvor de mindste beviser gemmer sig godt blandt alle sagerne. Det kan være alt fra støvler til en notesblok og en smykkeæske.

For at finde frem til tingene hjælpes du på vej af en lille melodi, der træder ind, når noget kan studeres nærmere, mens en vibreren i controlleren også giver dig et fif om, at noget brugbart ligger for dine fødder. Hjælpemidlerne kan slås fra for de garvede detektiver, mens de grønne ærter også kan tage ved hjælp af "notoriety point", der udpeger alle interessante punkter på radaren eller fjerner et svar under forhør. Kig dig godt for, alt fra en skostørrelse til mærket på et ur kan bane vejen til et nyt sted eller lave en forbindelse mellem morder og gerningssted.

MotionScan er et sandt guldæg
Når du har nok med beviser, kan du fange morderen på det forkerte ben og forhøre ham. Her vælger du enten at stole på den mistænktes udlæg, tvivle, hvis du tror han lyver, men ikke har klare beviser for det eller direkte beskylde ham for løgn og bedrag - her skal du dog have stødt på et bevis, der kan sætte ham bag trammer.

Men det går ikke altid efter planen og skyldige finder ofte løbeskoene frem, så du ender i en jagt på "skinner". Jo vist har du kontrollen over Phelps, men han har det med selv at kunne dreje om hjørner og løbe op ad trapper ved blot at holde analogsticket i en retning. Står du overfor en kritisk situation, er det frem med pistolen og tage dække bag biler og bygninger. Denne del minder mest om Grand Theft Auto, hvor sigte lader meget at savne, og hvor kontrolopsætningen slet ikke er som standarden i andre shooters.

L.A Noire er et detektivspil, der læner sig op af adventure-spillene, men har man både jagt til fods og skydescenarier, så skal de også fungere som mere end påklistret afveksling. Og det siger noget om hele pakken, Team Bondis epos oser ikke af Rockstar-kvalitet, hvor en lidt dykkende framerate og blege teksturer lader lidt at savne. Til gengæld fungerer det, hvor det tæller, nemlig under detektivarbejdet og forhør. Godt nok bliver det trivielt, men mekanismerne og ideen sidder lige i øjet. Hele mystikken kompagneres af tidens klassiske radioshow, som man dengang lyttede til i Los Angeles.

Der mangler noget at føle på
Lidt som Cole Phelps søger efter beviser, er vi i en konstant søgen efter noget mere at tage fat om. L.A. Noire er et frisk pust i en industri, der domineres af alt for mange shooters, så Rockstar Games skal have stor kredit for at satse på et moderne indblik i en ellers glemt genre.

Her kommer du på detektivarbejde og interessante oplæg til missioner, men så snart begejstringen for den banebrydende MotionScan-teknologi har lagt sig, så skinner andre elementer igennem som værende under standarden. Skydescenarierne er passende holdt til et mindre sortiment, mens din jagt til fods og bag rattet enten løber på skinner eller kører ud på et sidespor. Teknologien bag alt andet end “Mad Men” castets fornemme skuespil lader noget at savne, ofte er det som at være en generation tilbage med stive animationer og en løs fysik, men lever du dig rigtigt ind i Los Angeles, kan man se imellem fingrene med dette.

Største synd ligger i den røde linie, der med en fangearm holder fast i, hvordan historien skal udfolde sig, og hvordan missionerne skal lægges ud. L.A. Noire kører altid efter “søg beviser, afhør vidner og døm den skyldige” princippet – med det sagt er det muligt at gå frit rundt som man lyster, men du straffes for point, og så er der i bund og grund ikke meget andet end noget for din samlermani.

L.A. Noire har dog lagt et solidt koncept for en efterfølger, der med lidt strammen op hist og her kan ryge helt til tops i 40’ernes Hollywood.