Den elektriske superhelt vender tilbage i ny stil.

Da Cole MacGrath første gang gjorde sin debut på PlayStation 3 i inFamous, delte han vandene som en anden elektrisk Moses. Mange mente, at Sony stod med en stærk eksklusiv titel fra Sucker Punch, imens andre ikke var synderligt overbevist. Nu er han atter tilbage, men de delte meninger kan meget vel være fortid – til fordel for den atypiske superhelt. 

Southern Hospitality
Det er dog ikke fordi, at inFamous 2 slår den positive tone an fra starten. Visse spil har en kedelig tendens til at starte ufatteligt langsomt ud, og tilfældet er desværre ikke meget anderledes her. Den første time går nemlig trægt med at blive introduceret til de nye omgivelser i New Marais, og selvom byen fra første øjekast indbyder til omfattende udforskning på egen hånd, så skal man igennem en del missioner, hvor man præsenteres for spillets kontekst. Det er meget muligt en selvfølge at skulle hives igennem sådan en tur i ethvert spil, men måden, hvorpå det sker i denne efterfølger, er langtfra optimal. Specielt fordi New Marais ellers gemmer på en af mest gennemførte åbne verdener, som sandkasse-genren byder på. 

Hvor det første spil foregik i en ganske almindelig storby, så hives vi nu med ned til det sydlige USA, hvor New Marais stråler som et virtuelt New Orleans. Her omkranses byen af store sumpområder, imens de beboede områder trækker på mange forskellige stilarter. Det ene øjeblik kan man befinde sig i ødelagte og druknede huse, der minder ufattelig meget om netop New Orleans efter orkanen Katrina, imens man det andet øjeblik hopper rundt på tagene i en storby med kvarterer, der har hver sin unikke charme. Det er med andre ord omgivelser, hvor man med glæde tager Cole ud på en større sightseeingtur. 

Desværre er New Marais selvfølgelig også overrendt med skurke af diverse typer, der alle vil have Cole ned med nakken. Det giver heldigvis en gylden mulighed for at afprøve ens arsenal af voksende kræfter, efterhånden som spillet skrider frem. Afhængig om man vælger at være moralsk forkastelig eller et fromt lam, der redder uskyldige, udvikler ens evner sig løbende til stor glæde for ens gemte superhelt. Når man får lov til at starte en mindre tornado med lyn og torden, så er ens lykke gjort, og resten af evnerne skuffer i den grad heller ikke. Og så skal det lige nævnes, at det aldrig har været sjovere at finde de såkaldte shards, der har gemt sig rundt omkring i byen, imens man alligevel prøver sine kræfter af. Det bringer minder frem fra Crackdown, hvor spillets primære historie og tilhørende missioner kastes fuldstændig i baggrunden for at indsamle shards spredt udover det hele. Det giver ikke rigtig mening, hvis man tænker over det, men det er vanvittigt vanedannende. 

Kvalitetsmæssig rutsjebanetur
Selvom ens indre superhelt kan få frit løb igennem det meste af inFamous 2, så er der dog den endelige kamp, som man skal forberede sig på. Det er dog ikke fordi, at motivation er i højsæde med en historiefortælling, der svinger fra ellers ganske fornøjelige punkter til at præsentere os for et par af de mest kedelige og karikerede figurer, som man risikerer at skulle bruge tid sammen med. Hvorfor der er blevet brugt tid på den amoralske Nix er et godt spørgsmål, da hun konstant snakker med en overdreven accent, der ikke gør noget for hendes fremtræden. Hun er simpelthen ikke tiltalende på nogen punkter, hvorimod hendes fuldstændige modsætning, Kuo, faktisk formår at vække sympati hos spilleren.

Det hjælper heller ikke, at inFamous 2 virker næsten blind overfor dele af spillet, som ellers fungerer optimalt. Når man befinder sig i actionsekvenser, akkompagneres de af en fremragende lydside, som har alt for travlt med at forsvinde, ligeså snart pulsen kommer ned. Det er en alt for overset del af spillet, som atter en gang viser, at yderpunkterne kvalitetsmæssigt ligger langt fra hinanden i denne efterfølger. Hvor visse aspekter er helt oppe at ringe, dykker andre fuldstændig ned under, hvad man ellers havde håbet på at kunne forvente. Og så behøver vi heller ikke bruge alt for meget tid på, at det visuelle billede sagtens kunne have klaret sig med langt mindre pixelerede kanter, der er direkte grimme, når man kommer lidt for tæt på. 

Elektricitet er ikke helt dårligt
Er man skeptisk overfor Sucker Punchs måske overraskende valg af sydstaterne som omgivelserne for deres superhelte-fortælling, så er der ingen grund til panik. New Marais er et af de mest interessante, åbne miljøer, der er blevet tilbudt spillerne. Byen ser ikke kun godt ud, men den lægger ivrigt op til, at spilleren med glæde udforsker og lever livet som en superhelt, når de gode gerninger med at redde verdenen bliver lidt for meget. At Sucker Punch derimod ikke formår at skabe balance over hele linjen er derimod en skam. Fortællingerne, som i helhed skaber spillets historie, er egentligt ganske vellykkede, men en figur som Nix skulle simpelthen bandlyses, inden spillet havde ramt markedet. Ikke desto mindre er der ikke mange andre bud på et virtuelt superhelte-liv, som kunne gøre det meget bedre end inFamous 2.