Regnen falder massivt, men solen skinner alligevel på Quantic Dreams seneste udspil, der leverer en filmisk og gribende oplevelse.

Med et manuskript på over 2000 sider, 70 skuespilllere og 170 dage med virkelige optagelser, er det vist ingen skam at sige, at Heavy Rain selv har hjulpet med at opbygge dets popularitet forud for titlens udgivelse. Det er blevet stemplet som en kæmpe satsning fra Sonys side, men det står også til at kunne revolutionere spil, som vi kender det, hvis man skal tro manden bag spillet, David Cage. Lige meget hvad står det dog klart: Heavy Rain er ikke helt som de andre.

Papir-dyr, regn og seriemorder
Med det enorme manuskript er der ingen tvivl om, at Heavy Rain lægger vægt på historie. Det har David Cage heller aldrig lagt skjul på og gudskelov for det. Spillet er som en tung roman eller en otte timers lang film med fire hovedpersoner, der hver især har en eller anden form for forbindelse til den famøse seriemorder, der har fået øgenavnet Origami-morderen efter at have kidnappet og dræbt en håndfuld unge drenge for derefter at have efterladt dem med en origami-figur i hånden.

Der lægges ikke fingre imellem med historien, og selvom den til tider føles som en forvirrende labyrint, så er det også åbenlyst, at Quantic Dream har sigtet efter at lave et videospil, hvor historien og ikke mindst personerne sætter sig fast i ens minder. Man følger de fire hovedpersoner igennem deres personlige oplevelser med seriemorderen, om det så er den sørgende fader, der står til at miste endnu en søn, en ihærdig journalist, der er ude på dybere vand end først antaget, en aldrende privatdetektiv, der prøver at hjælpe familierne til seriemorderens ofre, eller en FBI-agent, der på trods af et ansvarligt ydre kæmper med indre dæmoner og en dødelig afhængighed. Umiddelbart lyder de fire personer som en god omgang klicheer, der er blandet lidt tilfældigt, og det er da heller ikke en perfekt rolle-sammensætning, hvis man skal være usædvanligt kritisk. Til gengæld bider historien sig godt og grundigt fast i en, og det hjælper personerne og ens opfattelse af dem på vej. Efterhånden som historien udfolder sig, føler man sig mere og mere indblandet i personernes liv, og selv bedre velskrevne film kan ikke gøre, hvad Heavy Rain gør, når man står ansigt til ansigt med en far, hvis liv ligger i ruiner, fordi hans ene søn er revet væk ved et uheld, imens den anden søns liv afhænger af en forstyrret seriemorder. Der spilles virkelig på hele ens følelsesregister, og så har Quantic Dream ovenikøbet formået at skabe en skurk, der rejser sig gevaldigt over spillets andre figurer. Her er ingen sympati at finde, men derimod kun et vanvittigt, sygt og forskruet sind, der snildt kan sammenlignes med ikoniske film-skurke som for eksempel Hannibal Lecter – hvilket ikke siger så lidt.

En af grundene til at Heavy Rains historie og personer går op i en højere enhed og bliver til en succes skyldes i høj grad også, at man igennem spillets har mulighed for at sætte sig ind de forskellige liv og præge spillet i den retning, man vil - ikke mindst takket være den geniale tilføjelse af muligheden for at høre personernes tanker. Det er virkelig som en virtuel film, hvor man selv står for beslutningerne, der i sidste ende har kastet ti forskellige slutninger af sig. I starten kan det godt virke lidt for påtvunget, men efterhånden som spillet breder sig ud, bliver man stillet overfor større og større valg, der kan betyde liv eller død, ikke mindst fordi man bliver mere og mere følelsesmæssigt involveret i jagten på origami-morderen. Det, der måske vil virke moralsk korrekt, bliver hurtigt kastet overbords for en beslutning, der kommer direkte fra hjertet. Det er en sjov og bizar følelse i forbindelse med et videospil, men det er kun med til at understrege, at Heavy Rain tænker udenfor de gængse regler og genre-bestemmelser.

Den film-lignende tilgang, som vælter ud af spillet, er dog ikke kun positivt udført. Eftersom ens hovedmål er at udføre en historie og færdiggøre den, betyder det også, at man ikke står overfor et gameplay, der er hundrede procent gennemført. Der har været åbenlys fokus på historien, imens specielt kontrolfunktionerne er blevet sat lidt mere i baggrunden. Styringen er ufattelig simpel, næsten for simpel faktisk. Man kommer ofte i knibe mellem styringen af ens figur og spillets kamera, der ikke altid formår at skabe et godt samarbejde. Heldigvis har man mulighed for at skifte kameravinkel, men det hjælper ikke altid på problemet. Derimod finder man sig ofte gående i cirkler eller ind i vægge, fordi styringen og kameraet ikke helt følger logikken. Desuden er Heavy Rain lidt af en button-smasher forstået på den måde, at alt action foregår via Quick Time Events (QTE). Det er der i og for sig ikke noget galt med, men kombinationerne bliver en gang imellem lidt for langvarige eller simpelthen ligegyldige, når man for eksempel står og laver røræg. På den anden side er det vel også en del af spillets charme, at man har mulighed for at styre sin figur og udføre QTE i mange forskellige situationer, men om det vil falde i alles svar, er et temmelig godt spørgsmål.

Hård start, men blød landing
Når man først starter ud med Heavy Rain og kommer igennem de første kapitler, er der ikke den store grund til at juble. Faktisk kæmper spillet drastisk med at opretholde en acceptabel framerate, ligesom selve billedet lige pludselig forsvinder ud af syne og erstattes af en sort skærm, imens lyden lystigt fortsætter i hakkende tempo. Forhåbentligt kan skylden skydes på vores anmelder-eksemplar af spillet eller småfejl, der kan rettes med en mindre patch ved udgivelsen, men det er i hvert fald ikke imponerende. Det varer dog ikke synderligt længe, inden spillet lige pludselig kaster sig over i den modsatte boldgade og leverer en visuel oplevelse, der matcher den cinematiske følelse i Heavy Rain. Animationerne glider let og elegant, og regnen falder smukt uden problemer med flere uovertrufne scener.

Den samme arbejdsindsats har gjort sig gældende i spillets lydside, der inkluderer et næsten uhyggeligt lydspor, der på fineste vis fanger Heavy Rains ånd. Musikken er dog også det mest nævneværdige her, da stemmeskuespillet desværre ikke helt indfinder sig på samme stadie som spillets historie og grafik. Kvaliteten svinger lidt for meget til at kunne være konstant godt, og selvom man ikke sidder og hungrer efter store stjerner bag stemmerne, så efterlades der trods alt lidt til fantasien.

Lad bare regnen falde
Det er meget muligt, Sony synes, at Heavy Rain er lidt af en satsning. Det virker ikke som den helt store sælger og dermed økonomiske succes, men der er ingen tvivl om, at spillet er en øjeblikkelig klassiker. Quantic Dream har lavet en levende film, der selv navigeres rundt i, og historien er noget af det bedste, man kan støde på. Det er ikke til at lægge controlleren fra sig, når man først er gået i gang, da der altid er en del af historien, som skal udforskes eller afsluttes. Med det sagt er det også sikkert, at Heavy Rain ikke falder i alles smag. Hvis man hungrer efter blod, action og fuld hammer på adrenalin-pumperne, så skal man i hvert fald ikke nærme sig spillet. Til gengæld er der stor chance for at få flået sine følelser i tusinde stykker, træffe umoralske valg for at redde sine elskede og blive fanget af en af de bedste historier på konsollerne.