Opret ny bruger
PEGI aldersmærking: 18+

F.E.A.R 3 /PS3

Udvikler: | Udgiver: Warner Bros Interactive | Genre: FPS | Udgivelse: 24. juni '11 | Andre platforme: X360, PC
Genveje: Relaterede spil | Nyheder | Anmeldelse | Screenshots | Trailers | Køb
Genveje: OverblikNyhederAnmeldelseScreenshotsTrailer ▪ Snydekoder ▪ Køb

Anmeldelse af F.E.A.R 3 /PS3

Skrevet af , d. 30. juli 2011, kl. 11:56
F.E.A.R 3 anmeldelse PS3

Alma, hun er der endnu, og hun sørger for endnu mere uhygge i F.E.A.R 3.

Fear 3 fortsætter, hvor 2’eren slap, men du indtager nu igen rollen som Point Man, som du måske kan huske fra det allerførste FEAR. Du er dog ikke alene. Point Mans mentalt uligevægtige broder, Paxton Fettel, følges med dig og dukker op i ny og næ.

Hvorfor reparere noget som ikke er i stykker...
... skulle man tro, at udvikleren har tænkt. For hvis du har spillet en af de foregående titler, vil det hurtigt gå op for dig, at udvikleren har holdt fast i samme gameplay. Det er stadig en hektisk shooter, der foregår i høj fart, og du bliver konstant bombarderet med skræmmende skrig og visuelle effekter i omgivelser, der rangerer fra dystre afkroge af en lagerbygning til halvstore åbne byarealer.

Hele handlingen bliver præsenteret for dig, som kørte det hele på skinner. Efterhånden som du bevæger dig igennem begivenhederne, lukkes vejen bag dig, så du konstant bevæger dig fremad. Heldigvis på en sådan måde, at loadeskærme ikke er tilstede. Den model ses ofte når man spiller igennem singleplayerkampagnen på en shooter som denne, men her skulle man næsten tro, at udvikleren har gjort sig umage med at gøre dig opmærksom på dette aspekt.

Alt for meget uhygge avler paradoksalt nok ro
Fear følger samme opskrift som i de foregående to titler i serien. Det er en shooter krydret med skrækmomenter og en paranoia, der komme snigende ind på dig. Det har de gjort godt i Fear 1, 2 og igen i 3'eren. Du bliver nemlig udsat for det ene skrækscenarie efter det andet. Spiloplevelsen kommer helt an på, hvordan du som person normalt håndterer uhyggelige situationer. For undertegnede anmelder blev lynhurtigt immun overfor mange af de skrækindslag, som man bliver mødt af i spillet, men det er så også fordi de bliver smidt i hovedet på en i så lind en strøm, at man sjældent får lejlighed til at dulme nerverne, hvilket så i mit tilfælde resulterede i, at de fleste af de uhyggelige indslag mistede sin effekt.

Du har plads til to våben i dit arsenal, som du undervejs får rig mulighed for at skifte ud, og efterhånden som du avancerer i historien, bliver våbentyperne også kraftigere. Der er dermed en udfordring i at udstyre dig med de rette våben, så du ikke render rundt med et raketstyr og en snigskytteriffel, når du bliver overløbet af en bunke fjender. Derfor er det altid en god idé at have en shotgun eller en typisk maskinpistol på sig på alle tidspunkter.

Dit bedste våben er dog ikke et rigtigt våben i fysisk forstand. Det er derimod din evne til at sløve tiden ned for omverdenen, så du for en kort periode bedre kan undgå fjendtlige kugler og selv nemmere kan udslette dine fjender.

Undervejs tjener du point, som på rigtig ucharmerende facon bliver præsenteret for dig, så snart du har kæmpet dig igennem hver bane. Det er en skam, at det er blevet opdelt så drastisk, at man kommer til at tænke tilbage på Amiga-tiden, hvor level-scoren bliver listet efter hver bane, og du kan indtaste dine initialer. Helt så drastisk er de dog ikke gået, men det er tæt på. De point, du optjener, går henimod opgradering af din spilkarakter. Men det virker som en eftertanke og noget hvorpå det lader til, at udvikleren har tænkt: "det gør alle de andre også, så vi må hellere følge trop." Den helt praktiske anvendelse er der dog ikke at spore, og det tilføjer i bund og grund ikke noget til spillet.

Som en shooter er det først og fremmest det at skyde med våben, der er i højsædet, og følingen med våbnenen sidder da også lige i skabet, og responsen fra lydeffekterne gør, at de er ganske tilfredsstillende at bruge. Men, som man så ofte ser i denne slags shootere, så er der inkluderet en eller anden form for køretøj, sejlende eller flyvende fartøj, som man får lejlighed til at styre for at afveksle gameplayet. Det har du også her i form af en overpowered mech robot, som du kan kravle ind i og dermed overtage under bestemte segmenter af spillet. Det er en ganske tilfredsstillende afveksling, som man godt kunne ønske sig flere af. For specielt i en shooter som denne er det vigtigt, at udvikleren er god til at lave et afvekslende gameplay, så det ikke er lige på og hård action fra start til slut. Det lykkedes meget godt for dem, men det kunne bestemt også være gjort bedre. Hele starten af spillet er et stort virvar af actionsekvens, der nærmest uden ophold fortsætter nådesløst.

Fra små indelukkede kontorer til store åbne gårdspladser
Visuelt er det ikke en helt ukøn titel at være vidne til, men vi må også konstatere, at Fear 3 ikke helt kan hamle op med de nyeste konkurrenter på markedet. Grafikmotoren bærer lidt præg af ældning, men leverer alligevel en række sanseindtryk, der kan få dig til at sætte spørgsmålstegn til din egen mentale tilstand. I et spil som dette er det naturligvis guld værd, at udvikleren via visuelle effekter har nogle flere strenge at spille på.

Til forskel fra de indelukkede kontormiljøer, som franchisen blev kendt for i 1'eren, er vi her meget ude i det fri og bliver generelt udsat for en masse forskellige omgivelser. Det skifter dog fra det trivielle og kedelige til nogle helt ekstravagante og godt designede omgivelser, hvor detaljegraden er høj, og hvor du eksempelvis skal være opmærksom på, at asfalten kan rumle og jorden åbner op under fødderne på dig.

Nye f**king game modes!
Fear 3 kommer med fire multiplayer modes for op til fire personer. Det er godt at se, at udvikleren har tænkt lidt kreativt, når det kommer til multiplayer, så der ikke blot er pakket en halvfesen deathmatch eller capture the flag game mode med, som man har set en bazillion gange før. Der er gjort lidt ud af det, og det kan vi lide.

Contractions er et game mode, hvor du skal arbejde sammen med dine medspillere for at forhindre, at fjenderne bryder ind i jeres fæstning. Fjenderne kommer i bølger og giver derfor små pauser i angrebene, hvor der kan indsamles kasser med våben og ammo i det omkringliggende område såvel som tid til at reparere på de ødelagte barrikader. Det minder i høj grad om zombie gamemode’en fra Call of Duty og i lidt mindre grad minder det om afslutningen på en kampagne i Left 4 Dead-spillene.

Det nok mest intense game mode finder vi i F**king Run, som direkte er designet med henblik på at stresse dig og dine medspillere. Du forfølges nemlig af en kæmpemæssig væg af røg kaldet wall of death, og som du nok allerede har regnet ud, er det en skidt ting at falde for langt tilbage på banen. Alle medlemmer i squad’en skal konstant være i bevægelse, for hvis bare én af jer falder bagud og bliver opslugt, er det game over for hele holdet.

I Soul King gælder det om at indsamle sjæle fra døde modstandere, og du vinder ved at ende med det højeste antal. Du starter ud som et spøgelse, der kan overtage styringen af soldaterne på banen. Men hvis du dør, mister du halvdelen af dine indsamlede sjæle, så stillingen ændrer sig hele tiden og giver spænding til det sidste.

Soul Survivor fungerer lidt på samme måde, men her er det blot en enkelt spiller, der starter ud som et spøgelse. Det er så dennes opgave at forhindre de andre i at overleve. Det lever ikke helt op til den underholdning, der kan knibes ud af Contractions eller F**king Run, men ikke desto mindre er det stadig en game mode, som ikke følger standardkonceptet, og det får udvikleren pluspoint for.

Konklusion
Alt i alt en ganske underholdende titel. Fear 3 spiller på det overnaturlige og uhyggelige aspekt. Ikke den store overraskelse, når man kigger på spillets cover. Men det kan også blive for meget, som man føler undervejs i spillet. Titlen høster gode point på det faktum, at kampagnen kan opleves i co-op med en makker, men de fire kreative multiplayer modes giver også et par positive hak opad. Kan du overtale en ven eller flere til også at købe Fear 3, er det bestemt de hårdtoptjente knaster værd alene for multiplayer-oplevelsen.

F.E.A.R 3 anmeldelse - Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
F.E.A.R 3:
8/10
Lyd: 7/10
Grafik: 7/10
Gameplay: 8/10
Holdbarhed: 8/10

Spil overblik

F.E.A.R 3