Ferieparadis for zombier.

Tanken om sol og sommer på en tropeø er formentlig ikke helt forfærdelig, slet ikke når det danske efterår lurer i den nærme fremtid. Det eksotiske ligger og lokker, og turisterne er godt i gang med at planlægge deres vinterrejse til de hvide strande. I hvert fald indtil Dead Island har været en tur i maskinen, for er der noget, man ikke har lyst til efter et besøg på øen Banoi, så er det at rejse væk fra Danmarks trygge rammer.

Feriegæster fra helvede
Banoi er den virtuelle udgave af ethvert lækkert postkortbillede. Hvide strande så langt øjet rækker, luksus i bunkevis og kvinder kun iklædt bikinier. Nå ja, så er der også lige zombierne, der ikke er kommet på besøg for at komme væk fra hverdagens stress og jag. Det er her, hvor kampen for overlevelse starter, og det er her, hvor Dead Island skal prøve at ryste sammenligningerne med Dead Rising og sågar Left 4 Dead af sig for at stå på egne ben.

Det kan nemlig være lidt svært at skelne, hvor udvikleren Techland har hentet inspiration fra allerede eksisterende spil, og hvor de har prøvet at være originale. Med et våbensystem, hvor man indsamler skrammel, der kan resultere i køller med søm eller vanvittige fakler ved en arbejdsbænk, som hurtigt kan forvandle en zombie til et omvandrende bål, vækkes der øjeblikkeligt minder om et vist andet spil, og med fire hovedpersoner, der alle kan spilles af virkelige mennesker via co-op, virker Dead Island straks som en sammensmeltning af netop de to nævnte titler.

Det er ikke specielt imponerende, og det er egentligt heller ikke synderligt attraktivt – i hvert fald ikke de første par timer, men så sker der noget. Dead Island forvandler sig lige pludselig fra at være en fusion af velkendte oplevelser til at stå på egne ben. Det sker ikke mindst på grund af omgivelserne, der er omfattende og særdeles gennemført. Når man render rundt på Banoi, føler man faktisk, at man kæmper for sin overlevelse. Hvor man i begyndelsen nemt kan man blive grebet af at gå amok og smadre zombier (og især deres hjerner– for zombier skal jo have knust deres kranie!), så ændrer tempoet sig fuldstændig til, at man ikke længere opsøger zombierne, men derimod sniger sig rundt i de forladte omgivelser for at finde redskaber til ens overlevelse, imens man konstant holder et vågent øje for at være forberedt, hvis der nu skulle springe en zombie ud fra busken.

Følelsen af faktisk at være på Banoi og kæmpe for sit liv er temmelig intens til det punkt, hvor ens hjerte lige slår et ekstra slag, og det hjælpes endnu mere på vej af, at banerne er så store, at man aldrig føler sig helt sikker, fordi de hverken er lineære eller forudsigelige. Det er virkelig en stor sandkasse, og følelsen bliver ikke mindre intens, når spillet rykker videre fra ens luksushotel til nye omgivelser, for eksempel i byens slum. Det er forfærdeligt at snige sig igennem snævre gyder, hvor man er tvunget til at bruge en lommelygte, fordi man aldrig ved, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet. Men det er forfærdeligt på en absolut positiv måde, for du føler dig aldrig helt sikker, og det er vel en følelse, der unægtelig ville være til stede, hvis der lige pludselig væltede ud med zombier i vores virkelige verden.

Den tekniske kamp
Netop den situation, som Dead Island formår at sætte spilleren i, hvor man virkelig frygter for ens liv, er også et af de aspekter, der får resten af spillet til at virke en smule mere tillokkende. Det gælder især ens muligheder for at stige i level med ens figur, hvor der er et ganske stort udvalg af nye evner og bonusser. Vil man satse på mere snilde eller i stedet brutale kræfter? Det er et klogt valg at give spillerne så mange muligheder, der konstant driver ens ihærdige jagt på at stige i rang, især hvis man har tænkt sig at spille sammen med andre. På denne måde møder man sjældent nogen, der er helt identiske med en selv, hvilket ellers hurtigt kunne blive en pestilens, hvis man prøver at skabe et hold, der skal kompensere for hinandens svagheder og styrker. Det samme gælder en specifik begrænsning i co-op, hvor man aldrig kan spille sammen med andre, der er en højere level end én selv. Det kunne måske være rart med en erfaren spiller, hvis man netop har startet Dead Island op, men den form for falsk sikkerhed får man ingen glæde af, og det ville alligevel kun have spændt ben den frygtindgydende stemning på Banoi.

Men når man nu får serveret en nærmest fremragende atmosfære, er det bare synd, at Techland ikke har kunne få det bedste ud af deres tekniske værktøjer i form af Chrome Engine 5. Dead Island er ikke et synderligt velpoleret spil, tværtimod, til stor frustration for den samlede oplevelse. Kampsystemet virker langtfra skarpt, og mellemsekvenserne kunne spillet ligeså godt have været foruden, specielt når de gang på gang udspilles med de fire spilbare figurer på skærmen på trods af, at man er alene. Det samme gælder de situationer, hvor lemmer fra de allerede stive animerede figurer på magisk vis stikker ud igennem døre og vægge, og så bliver man altså godt og grundigt træt af at høre sin valgte person konstant levere den samme kommentar om og om igen. Det kan måske betegnes som småting, men når irritationsmomenterne gentager sig, trækker det simpelthen Dead Island ned på et niveau, hvor man ikke længere er villig til at overse de mindre flatterende aspekter.

Luksusopholdet er knap så luksuriøst
Med en blanding af solide RPG-elementer og gennemført atmosfære er Dead Island et interessant spil, hvis man har trang til at være den gode samaritaner, der nedkæmper zombier og hjælper folk i nød. Man kan ikke klandre stemningen for meget, men det er en skam, at resten af spillet kæmper mod de tekniske begrænsninger. Det er et af de spil, som det ene øjeblik hiver spilleren fuldstændig ind i oplevelsen for derefter at sparke én ud igen, fordi der ikke helt er nok energi i spillets motor til at kunne holde trit med ens trang til zombie-nedslagtning. Af samme grund bliver Dead Island formentlig et af de spil, som mange vælger at overse, imens få vil fastholde jerngrebet om det og konstant vende tilbage til Banoi for at få ekstra hjertebanken og total paranoia.