En traditionel herre spillet af Nolan North styrter ned i Bermuda Trekantens frodige jungler. Den har vi vist hørt en gang før, men denne gang tages skridtet videre ind i en anden dimension.

En fragtskib-pilot ved navn Will Grey er ombord på et fly, da de pludselig mister kontrollen over dettee og styrter lige ned i Bermuda Trekanten. Med sig har han sin ekskæreste Ava, der skal lede dem tilbage på rette spor ind i en landsby, men gennem den frodige jungle dukker pludseligt nogle fjendtlige aliens op.

Sådan starter spillet ud, som uden tvivl har hentet sin store inspiration fra Uncharted: Drake's Fortune fra 2007. Lighederne er så store at føle på, at det bunder helt ind til hovedpersonens personlighed, der er lige så kæk og med god sans, som sin Nathan Drake selv. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at man så Nolan North som den rette mand bag mikrofonen, der også her leverer solidt skuespil.

Faktisk er historien rimelig interessant, der starter ud med en vildledende jungle, men som hurtigt lokker dig ind i en anden dimension. En såkaldt dimension, der krydser samtlige universer, og som ligeså har fået indbyggerne til at forgude disse aliens. Der er rettere snakke om cyborgs, der i uendelige bølger skal gøre livet surt for dig.

Nolan North har Uncharted med sig
Først løber du rundt som i et traditionelt actionspi med muligheden for at gå i dækning og poppe op med en salve af skud. Men inden længe møder du Nikola Tesla, som også er fanget i dette rum mellem universerne, som i et længere stykke tid har fået tiden til at gå med en prototype af en jetpack. Med den på ryggen kan du komme højere til vejrs og svæve for en stund, en egenskab dine fjender dog også tager i brug. Det skaber nogle interessante dueller ikke set i mange andre spil og muligheden for at hoppe op på platforme for herefter at skyde fra andre akser.

Med dig har du din egen riffel, der ikke gør meget skade på den anden race, men så kan du også tage til dig af, hvad der ligger på jorden. Og her gemmer der sig et arsenal af seks våben, der alle lades med plasma og kan opgraderes med såkaldte tech point. Disse bliver du belønnet med, hvis du opsamler nogles orbs, der dukker op, når du dræber cyborgs. Men det kan være svært at få bulls-eye, når de flyver rundt i luften og løber fra det ene dække til det andet, så ofte er det nemmere at komme helt tæt ind til kroppen og udføre et melee attack. Der er desværre kun tre varianter, som ikke kan bruges i luftens nærkampe.

Kampene foregår dog ikke blot til fods, Dark Voids helt store tiltrækning er luftduellerne, der har store ligheder med Crimson Skies: High Road to Revenge. Det kommer ikke bag på nogen, da en stor del af holdet bag dette flyspil har arbejdet på flyvemekanismen bag denne titel. Gennem historiens forløb udvikler Will Grey sig også som modstandsbevægelsen store håb, som du introduceres for inden for de første timer.

Med jetpacken på ryggen
En avanceret jetpack lader dig flyve rundt i det frie og skaber et helt nyt gameplay-element. Nu kan du sætte farten helt i vejret og skyde UFOer og andre fartøjer ned fra luften. Det kan være frustrerende svært at få ram på dine modstandere, også selvom du er bevæbnet med noget tungt skyts, så du har også muligheden for at klæbe dig fast til deres fartøjer og udføre et lille Quick Time Event for herefter at overtage transportmidlet.

Med det sagt fortsætter designet desværre ud i det samme. Sværme af fjender dukker op, og det er din opgave konstant at komme fra et punkt til det næste, mens aliens skal nedkæmpes, enten til fods, i nærkampe eller til vejrs. Det hjælper heller ikke med en række tekniske fejl, hvor stemmer forsvinder i baggrundsmusikken, og din figur dør med et lille snit af jorden, mens han andre gange flyver gennem landskabet.

I Dark Void præsenteres du for et cast af figurer, der alle leverer et solidt stykke skuespil, mens du sjældent lægger mærke til musikken, der forholder sig anonym og genert i baggrunden. De samme plasma-lyde fra våben kan blive en irritation for ørerne og frame raten dykker langt under de 30fps og er på ingen måder stabil. Er der mange fjender på en arena, med nogle få eksplosioner og brag hist og her, så ender det hurtigt i et billedshow. Figurerne vil du dog kunne lide uden at få det helt store forhold til dem. Animationerne bringer dem nemlig til live, især når Will Grey flyver gennem luften som en anden Iron-Man, og hans ben svinger fra side til side.

Tekniske svipsere sænker farten
Man fristes til at sige, at Dark Void havde alt talentet bag sig, nok er derfor Capcom turde satse på projektet. Men hverken Nolan North fra Uncharted eller skaberne bag Crimson Skies kan føre Will Grey gennem dimensionen til noget, der er mere end middelmådigt. Fortællingen kommer du igennem indenfor et par timer, og så er der intet andet at tage sig til. Multiplayer er oplagt i actiongenren, men her har udviklerne bag muligvis set en udfordring i at oversætte et vaskeægte 3D gameplay design til flere end en enkel person. De mange tekniske fejl, det anonyme soundtrack, kedelige mørke level design og især den ustabile frame rate bringer spillet ned fra en flyvetur, der ellers havde potentialet til at være noget helt specielt.