Dante Alighieris Guddommelige Komedie digt tages nu op af Electronic Arts, der formår at skabe vold og kaos på samme måde som i God of War, men langt fra lige så overbevisende.

Den Guddommelige Komedie er et episk digt fra det fjortende århundrede, skrevet af Dante Alighieri under den florentinske renæssance, hvor Dante selv tager ture igennem helvede. Inferno er det italienske ord for Hell og er ligeså det første af tre parter, der tager dig gennem de ni ringe af lidelse i Jordens indre; inspireret af et medieval helvede.

Det er ikke meget komedie, du kommer ud for i Visceral Games genfortolkning af digtet, der fortælles med flot lyrik, men det er også en alvorlig sag at skulle gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset for at befri din elskede Beatrice. Hende har du brudt tilliden til efter utroskab, noget der sætter hende i Satans magt. Hun myrdes hjemme i Toscana, imens du har været i kamp med døden selv og taget hans symbolske le til dig.

Halvvejs gennem dit liv skal du som korsridder igennem underverdenen til Lucifer, i fodsporerne på din kære Beatrice og hendes overmagt. En dødssynd at være utro, noget hun nu må betale for. Men det er ikke noget, der falder i god jord hos Dante, og du tager nu opgaven til dig. Med hendes kors i din hule hånd har du valget mellem at straffe eller hellige dig gennem de ni lidelser.

Stor inspiration fra God of War
Visceral Games har formået at skabe et flot helvede, der aldrig er set så modbydelig som i dette tilfælde. Man har ramt lige i nåleøjet med sjæle, der vrider i pine, besatte, der spærrer din vej og en række episke slag og scener, der får dig til at tænke dig om. Sommetider skal du standse op for lige at rykke til en afsats, så du kan komme højere op, en anden gang skal du vende portaler for nå en svævende plade.

Ofte bliver spillets tempo afbrudt af kontakter, der skal vendes for at en dør åbner sig eller noget andet rykker sig. Her skal du mange gange skynde dig inden porten lukker i, men desværre er dette et design, der går igen hele spillet igennem. Dante’s Inferno starter nemlig frisk ud med et kampsystem, som taget ud af Santa Monicas God of War lige ned til det mindste tryk. Det er derfor også spillets stærkeste side, da du har et væld af muligheder. På opgraderingsskærmen kan du med din valuta købe dig til nye combos og magier, alt efter om du har valgt at hellige eller straffe sjælene.

Designet er delt sådan op, at du som udgangspunkt har et svagt og kraftfuld slag. Muligheden for at gribe fat i en anden eller bruge dit kors mod flyvende uddyr på afstand. Hertil lades en måler op, som vil sætte dig i en ’berserker’ tilstand og magi, der kun kan bruges med nok mana i din måler. Det kan være alt fra at skabe en tornado omkring, få assistance fra en selvstyrende le eller lade et øje suge fjenderne til sig.

Tempoet balancerer skidt i helvede
Mulighederne er mange og underholdende, desværre svækkes det med de hastige stop i spillet, hvor det kræves, at du lige bruger noget tid på at klatre på vægge eller glide ned ad dem. Men et væld af forladte sjæle skal du i hvert fald op mod, nogle af dem store monstre, du selv kan tage styringen af. Flotte kameravinkler og en stemningsfyldt musik sørger for nogle mindeværdige scener, og var det ikke for en uinspirerende grafik, så havde det nærmet sig de største i genren.

Omgivelserne virker nemlig til at have en utrolig mangel på de mindste detaljer, og farve-paletten lader meget at ønske med en kedelig blanding af brun, rød og gul. Stemmeskuespillet hjælper ikke meget på det dystre humør, da der ingen indlevelse eller mindste tegn på interesse mærkes af skuespillerne.

Synden gør ondt
Dante’s Inferno hjælpes ikke på vej af sin tekniske præstation, så det hele bunder i et kampsystem, der er tyvstjålet fra Sony Computer Entertainments eget God of War. Men det er ingen synd, da det også her fungerer til største himmelstrøg med et varierende galleri af fjender, der har deres egne unikke angreb og look. Desværre stoppes tempoet ofte af ligegyldig hoppen på vægge, drejen af nøgler og en enkel gang af et uheldigt backtrack. Jo længere du kommer, desto mere synligt bliver det monotone design, så heldigvis ender spillet efter godt syv timer, hvilket er en rigtig god længde.

Du kan efter endt spil også bevæge dig ind i en arena, hvor du skal holde ud mod en lang række bølger af fjender, men også andre bonusser som kostumer og sværhedsgrader gør sig gældende. Dante’s Inferno er langt fra noget dårligt spil og skal da heller ikke beskyldes for at have tyvstjålet et system, men ubalancen i tempo og manglende sans for grafiske detaljer trækker ned i et til tider meget underholdende spil.