Sidste års helt store titel gør sin entre på Sonys konsol, men er spiloplevelsen stadigvæk ligeså forførende og fantastisk?

Hvis der er én titel fra sidste år, som PS3-ejere virkelig har følt sig snydt for, så må det være BioShock. Spillet, der tog Xbox 360- og PC-ejere med storm, lod Sony vente ude i kulden, imens det boltrede sig på de to andre platforme til store fornøjelse for spillere og anmeldere. Nu har 2K Games' spil fundet sig vej til PlayStation 3, og selvom vejen, og ikke mindst ventetiden har været hård og lang, så er der god grund til at juble; Bioshock leverer atter en gang til topkarakterer og kandiderer for andet år i træk til titlen som årets bedste spil.

Dybt nede på havets bund…
Jeg er ikke glad for vand. Her snakker jeg ikke om at soppe i et badebassin, men om det mørke dyb langt ude i havet, hvor man aldrig ved, hvad der gemmer sig på bunden. Hvordan jeg dog nogensinde er endt i Rapture, er en uløselig gåde, men én ting er sikkert – der er kun én vej frem, og det er ikke på landjorden.

Rapture befinder sig nemlig langt nede på bunden af havet, hvor idyllen for længst er forsvundet. Det her er ikke Atlantis, og det er bestemt heller ikke noget ferieparadis. Det er derimod en by, der gemmer på grumme historier og forsøg, der har efterladt en by til menneskets onde magter. Hvor der en gang var fyldt med stemning, er der nu fyldt med misfostre – ofre for en gal mands gerninger. Det er her, hvor historien tager sin spæde skridt, og det gælder virkelig om at følge med. Ikke fordi historien er indviklet eller langt ude i hampen, men derimod fordi historien er så medrivende, at den på sin vis bærer spillet langt hen af vejen. Man bliver konstant gelejdet igennem spillet af forskellige folk over ens radio, og hvis man har en svaghed for solid historiefortælling, så går der ikke lang tid, før man sidder klistret til skærmen for at vide, hvorfor Rapture er endt, som det man nu står overfor.

Det er dog ikke kun historien, der fanger ens opmærksomhed. Rapture emmer nemlig også af en utrolig stemning, der sjældent ses så gennemført i en shooter, som spillet må gå ind under. 1950'er-stemningen siver ud af det hele, lige fra musikken, der spiller, til banernes design samt alt andet, man kan være så heldig at støde ind i. Man føler med det samme, at her var en gang en by, der var fyldt med glæde, men som nu er endt i ren tragedie, hvor man er heldig, hvis man slipper væk med sit liv i behold. Netop denne stemning – sammen med historien – gør, at man følger sig nødsaget til at fortsætte frem. Her er ikke noget med at stoppe op midt i en bane for derefter at miste interessen ligeså stille. Spillet bider sig fast, og man lægger det ikke fra sig, før alt er på sin plads i spillet. Om det er de fantastiske kampe mod Big Daddy, eller når man vandrer forsigtigt og på grænsen til det skræmte igennem de forladte og forpinte baner, er sådan set ligegyldigt, da det hele er så imponerende, lige meget hvordan man vender og drejer spillet. Det er ikke et under, at BioShock er på vej til biografernes lærreder, her er nemlig opskriften for en historie og et miljø, der snildt går over i historiebøgerne, som noget af det mest tankevækkende og interessante vi i lang tid har set i et videospil. Rapture virker måske som en fjern civilisation, der er det pureste opspind, men alligevel er personerne og problemstillingerne så genialt strikket sammen, at man glemmer alt omkring sig, når først discen er sat i konsollen.

Udødelige toner og skræmmende scenarier
En af grundene til, at spillets miljø er så massivt gennemført, skyldes ikke mindst det arbejde, der er lagt i grafikken og lydsiden. Her er kræset for den unikke stemning, der kendetegner 1950'erne. Lige fra billederne, der dukker op på loading-skærmene til de plakater, der hænger i Raptures gader. Der går en rød tråd igennem samtlige billeder, hvilket får en til at føle sig hjemme, ligeså snart man træder sit første skridt i den nedsunkne verden. Selvom grafikken ikke er fejlfri, hvilket der dog bliver arbejdet på, så er det stadig nok til at imponere selv de mest kræsne, og det er umuligt ikke at måbe med åbne øjne og polypper bare et par gange igennem spillet.

Musikken akkompagnerer det grafiske i bedste stil. Jazzen flyder ud af højtalerne og får hele Rapture til at fremstå nærmest grotesk perfekt. Hvis man lukker øjnene, kunne man ligeså godt befinde sig i en jazzbar for 50 år siden, hvor alt ville have været fryd og gammen. Det eneste, der river en væk fra dette utopiske billede, er underlægningsmusikken og de skræmmende skrig og stemmer, der bevæger sig igennem korridorerne. Det kan faktisk betale sig at stoppe op og lytte efter de onde, ikke kun fordi det er til ens egen taktiske fordel, men også fordi at de trækker spillet i den helt rigtige retning, når der skal skabes en intimiderende tone. Det er gennemført smukt på en grotesk og morbid måde.

Havets gyldne perle
Det er meget muligt, at min fobi for det mørke dyb ikke er kureret, men BioShock lægger heller ikke op til at levere et paradis. Her bliver derimod serveret en verden og et miljø, hvor alt er gået galt, og hvor menneskets sande natur kommer frem. Dette kommer først og fremmest til syne i den formidable historiefortælling, der skildrer, hvordan vi mennesker langtfra er Guds perfekte skabninger. I Rapture findes der ikke længere nogen lykkelig tilværelse, hvilket bliver belyst igennem en stemning, der ikke skåner nogen for noget som helst. Det er gruopvækkende, men også tankevækkende, da BioShock måske godt nok befinder sig på havets dyb, men stadigvæk holder fast i det, der gør os mennesker. Det er et perfekt eksempel på, hvordan et spil kan udnyttes til at spille på spillerens følelser og samtidig levere et resultat, der er uden sammenligning. Det er meget muligt, at spillet har nogle fejl i selve gameplayet, som blandt andet et til tider haltende våbensystem, der ikke giver en stor fejlmargen, når man skal skifte mellem plasmids og skydevåben, men det er dråber i et det enorme hav, som Rapture befinder sig. Til gengæld kan PS3-ejere endelig glæde sig over, at denne perle af historiefortælling har fundet vej frem til dem, for her er virkelig en titel, enhver konsol burde kunne præsentere i sit katalog.