Vi siger farvel til Ezio Auditore, men bliver det en værdig afsked?

Det er sæson for treere - vi har allerede fået Gears of War 3, Resistance 3, Modern Warfare 3, Battlefield 3 og Uncharted 3, og nu er det så blevet tid til sidste afsnit i trilogien om Ezio Auditore, Assassin’s Creed: Revelations. Han har ikke været så lidt igennem, og det kan ses på ham - håret er blevet gråt, skægget har fået lov til at stå, og renderne under øjnene viser, at vi har med at gøre med en mand, der er klar til at få afsluttet denne sidste kamp og få skovlen under The Templars.

Kalenderen skriver 1511, og Ezio har taget turen til Konstantinopel (det, vi populært kalder Istanbul i dag) i håb om at finde fem nøgler, der skulle kunne åbne døren til et hemmeligt bibliotek grundlagt af Altair (helten fra det første Assassin’s Creed). Her håber Ezio på at kunne finde svar på alle de spørgsmål, der efterhånden har hobet sig op, samtidig med at han vil undgå, at tempelridderne får adgang før ham. I den “virkelige” verden er der også problemer - Revelations tager tråden op fra Brotherhood, hvor Desmond Miles oplevede et mentalt sammenbrud og er blevet fanget i Animus’en. Her møder han Subject 16, der tidligere har oplevet at være fanget, men desværre ikke er sluppet ud - han fortæller Desmond, at han bliver nødt til at gennemleve hele Ezios historie, før Animus’en igen kan separere Desmond og Ezios minder og slippe Desmond fri.

Som denne korte gennemgang af historien afslører, så er Revelations ikke det bedste sted for nye folk i serien at starte. Historien, der i forvejen krævede, at man fulgte godt med, bliver ikke mindre kompliceret, og for at få fuldt udbytte kræver det, at man har både Altair og Ezios oplevelser siddende på rygraden.

I det at Revelations hovedsageligt henvender sig til inkarnerede fans af serien kunne man tro, at Ubisoft ville have sparet på nye tilføjelser og have satset på, at det havde været nok for folk bare at få afsluttet historien. Men allerede kort efter ankomsten til Konstantinopel introducerer en af medlemmerne fra den lokale afdeling af Assassins en tilføjelse til ens skjulte klinge. Ezio bliver udstyret med en krog, der giver ham længere rækkevide og mulighed for at glide via ledninger placeret mellem hustagene. Dette giver nogle meget skægge taktiske muligheder for at overraske ens modstandere, men ikke ligefrem noget, der er værd at nævne bag på coveret.

En større tilføjelse er mulighed for at kreere sine egne bomber. Du finder nu ikke længere kun penge og medicin i de skjulte kasser gemt omkring byen, men også ingredienser til at skabe bomber med forskellige egenskaber. Det er en tredelt proces - du skal først vælge bombens skal, derefter dens indhold og så til sidst rækkevidde. Dette giver mulighed for både taktiske bomber, der kan skabe røgslør, store eksplosioner, distraherende lyde for at aflede fjenders opmærksomhed og andet. Revelations forsøger i stor grad at få dig til at bruge disse bomber, men faktum bliver desværre, at de aldrig rigtig får den taktiske indflydelse, man fornemmer Ubisoft gerne vil have, de har. Når de er bedst, fungerer de som en nem måde at udrydde en større grupper fjender, men oftest føler man lidt, at man bliver presset til at bruge dem - alle skattekisterne indeholder næsten fjollet mange ingredienser til bomberne, så man aldrig står og mangler. Man føler, at de er tilføjet bare for at kunne sige, at der er kommet nye gameplay-elementer til.

Det basale gameplay, som fangede så utroligt mange spillere med 2’eren og Brotherhood, fungerer heldigvis stadig. Fornemmelsen af at kravle rundt, hvor normale mennesker ingen adgang har, og hoppe fra tag til tag føles stadig helt forrygende, og når ens planlagte snigmord gennemføres til punkt og prikke, sidder man stadig med en tilfreds fornemmelse i kroppen. Det er derfor irriterende, at man kan fornemme, hvordan Ubisoft er bange for, at dette ikke er nok og tilføjer disse småirriterende elementer, bare fordi de kan. Specielt er en variation af Tower Defense-spillene, som findes i et utal af gratis varianter på nettet, hamrende overflødig. En større tillid til parkourelementerne og det grundlæggende gameplay havde klædt Revelations. Desuden synes puzzledelen også at være sat lidt i baggrunden for det mere actionprægede, som altid har syntes lidt kluntet i denne serie.

Den obligatoriske multiplayerdel formår heldigvis at holde stilen fra Brotherhood og er helt klart værd at bruge tid på, når man har fået afsluttet fortællingen om Ezio. De fleste gameplaymodusser er tilbage, og specielt Wanted har fået en fintuning, der løfter multiplayerdelen til nye højder. Det hedder den her gang Deathmatch, og hvor uoriginalt det end må lyde, så er det her det meste af ens tid online med dette spil vil bruges. Det fungerer på samme måde som Wanted - alle spillere får hver en kontrakt på en af de andre spillere, som han skal fange og slå ihjel. Samtidig skal man være opmærksom på, at en anden spiller er i hælene på dig. I Brotherhood fik du udstukket et kompas på skærmen, der gjorde det en tand for nemt at finde ens offer - det er blevet fjernet her. Dette gør spillet langt mere elegant, og du er tvunget til at være meget mere opmærksom i jagten. Du får stadig en generel ide om det område, som din modstander befinder sig i, men det er ikke nok længere bare at holde øjnene fæstnet mod kompasset.

Assassin’s Creed: Revelations er en værdig afslutning i eventyret om Ezio. Det basale gameplay holder stadig, og den episke fortælling og stemning fænger også. Desværre savner spillet fokus, og man ønsker, at Ubisoft turde at skære lidt mere ind til benet for i stedet virkelig at fintune Ezios akrobatiske udfoldelser. Ikke desto mindre er det et uundværligt køb for dem, der har fulgt ham siden 2’eren, og multiplayerdelen skal nok også holde opmærksomheden i tiden efter, man har sagt farvel til vores italienske helt.