Da TimeSplitters udkom i Playstation 2's spæde start, fik det overbevist mange om, at det sagtens kunne lade sig gøre at imponere i en genre, der ifølge de fleste, hører hjemme på en PC. I efterfølgeren har Free Radical sat sig for at gøre det

TimeSplitters 2 strækker sig fra 1800-tallets wild west-miljøer over en James Bond-inspireret atombase og futuristiske kloaksystemer i Neotokyo til en rumstation i år 2401. Banerne bliver i Story Mode flettet sammen af nogle mere eller mindre ligegyldige cut-scenes, der fortæller en mere eller mindre ligegyldig historie. Historien skifter for hver bane sammen med tidsperioden og våbenarsenalet. Og i den sidste ende handler den afgørende mission om, at man skal fremskaffe en tidskrystal og hoppe igennem en tidsportal, mens der er en masse suspekte typer værende både zombier, cowboy-banditter, gangstere, aliens og selvfølgelig timesplitters, der vil have dig ned med nakken. Det er på ingen måde på grund af historien, man spiller TimeSplitters 2, men derimod en stabil gang first-person-skyderi på nogle rigtig vellykkede baner.

I story mode får man ti forskellige baner med hver tre sværhedsgrader. Dette lyder måske ikke af oprørende meget, men starter man med at skyde sig igennem en bane i den letteste sværhedsgrad for derefter at vende tilbage til den i en sværere udgave., så erfarer man hurtigt, at banen anden gang er blevet meget mere omfattende både i størrelse, missioner og grimrianer, der skal pumpes med bly.

På hver bane får man en række primære opgaver, der skal løses, samt en håndfuld sekundære, som man kan løse, hvis man kan og vil. Disse opgaver kan bestå af ting som f. eks. ødelæg satellitten, hjælp klokkeren (Jep, ham fra Notre Dame), stop det kommende luftangreb eller find det sted banditterne hænger ud. Klarer du banen, får du låst op for den næste, og klarer du de sekundære missioner, så får du også en lille gevinst i form af nye characters, baner og spiltyper til brug i challenge og multiplayer.

Når man så mener, at story mode ikke har mere at byde på, kan man vælge at fortsætte sit dommedags-regime i de to andre dele af TimeSplitters 2. Den første af dem er arcade.
I arcade har man to valgmuligheder, den ene er "custom", her kan man dyste med virtuelle modstandere i op til 14 forskellige spiltyper, fordelt over 16 forskellige baner. Spiltyper og baner skal dog først låses op, igennem spillets andre funktioner, men når det så er gjort kan man imellem klassiske kampmuligheder som bl.a. Deathmatch, Team deathmatch og Capture The Bag. Men der er også muligheder, der ikke tidligere er set som f.eks. "Shrink", hvor ens figur bliver mindre og dermed sværere at ramme ud fra hvor mange drab han har på samvittigheden, og "Flame tag" der er en slags fangeleg hvor der er ild i enten dig selv eller en af dine modstandere, og man skal så få antændt flest muligt, eller helt undgå at blive meldt ind i foreningen af toptunede bloklys. Alle disse baner er yderligere krydret med forskellige power-ups der kan hjælpe dig i kampen ved at gøre dig usynlig, lille eller ekstremt hurtig. I "arcade league" bliver man præsenteret for fem forskellige leagues, hver league har tre baner med missioner der relaterer til de forskellige spiltyper man også stifter bekendtskab med i "custom".

Den Tredje del af TimeSplitters 2 hedder challenge, og det er nok den sjoveste men også mest frustrerende del. Her har man syv forskellige kategorier, med igen hver deres tre baner. Det går så ud på at løse de forskellige opgaver man bliver stillet på tid. Opgaverne kan f.eks. være at slå eller skyde hovedet af så mange forrådnet zombier som muligt, inden for den givne tidsramme. På længere sigt er denne del af spillet nok den man oftest vender tilbage til, da tidspresset og de mange udfordringer giver en rigtig god spiloplevelse.

På trods af de mange muligheder TimeSplitters 2 rummer i single-player delen, er det først, når man kaster sig ud i multiplayer-delen, at spillets stærkeste sider for alvor skinner igennem.
TimeSplitters 2 understøtter nemlig både multitap og muligheden for at lave et netværk via link-kabler. I multiplayer-delen har man alle de samme spiltyper at vælge imellem som i arcade. Derudover har man fuld kontrol over hvilke og hvor mange bots, man vil have med, hvilke våben, hvordan pointsystemet skal fungere, og mange andre mindre detaljer som power-ups, friendly fire og handicap. Der er op til 16 baner at vælge imellem. De er meget varierende, men de er dog ikke alle sammen lige gode. Blandt dem man låser op, er der sågar også den klassiske "chinese"-bane fra det første Timesplitters. Er man den lykkelige ejer af en multitap, kan man spille op til fire spillere på samme maskine. Her kan man vælge, om man vil spille som et hold mod spillets bots, to hold mod hinanden eller en god gang "alle-mod-alle". Disse valgmuligheder har man selvfølgelig også, hvis man kun er to spillere, og her har man yderligere muligheden for at spille spillets "story-mode" sammen i den såkaldte "co-op mode". Har man en mindre maskinpark liggende så kan man utvivlsomt spille med endnu flere spillere via netværks-funktionen. Det er dog en oplevelse undertegnede endnu har til gode.

Synes man, at banerne i spillet bliver kedelige i længden, kan man altid selv lave sig nogle nye. TimeSplitters 2 har nemlig ligesom sin forgænger en ekstra feature, der hedder map maker. Her er et rigtigt godt udvalg af muligheder for at kreere sin egen perfekte slagmark. Dette kræver dog en usædvanlig stor tålmodighed, og de miljøer man kan lave sine baner i er alle sammen indendørs, så nej, man kan ikke lave en kopi af Aztec fra Counter Strike (har prøvet).

Alt i alt fungerer TimeSplitters 2 rigtig godt, de mange muligheder i single-player delen giver det en relativ høj genspilningsværdi. Multiplayer-delen fylder rigtig meget, og det er den der gør at spillet stadig bliver fundet frem et halvt år efter de øvrige missioner er gennemført. Styringen i spillet er ikke mindre end perfekt, og man lærer hurtigt at spæne rundt og gå amok. Grafikken kører meget hurtigt og gnidningsløst, men den indeholder dog ikke nogen sindsoprivende nye ideer, og mange af miljøerne er desværre meget mørke, så hvis man kender det første TimeSplitters vil man sikkert komme til at savne baner i stil med "bank" og "mall". Mange af de i alt 126 characters der er at vælge imellem kan godt virke ret latterlige, men så igen, sandsynligheden for det er vel egentlig ret stor når man har med så stort et antal at gøre. Men her er ellers alt imellem flyvende snemænd og brændende zombier. Våbenarsenalet mangler bestemt ikke noget, her er krudt nok til en verdenskrig i hver tidsperiode spillet foregår i, og indebærer bl.a. Tommy-guns, ak-47, uzier, mini-guns og homing launchers. Selve lyden i spillet er som den nu skal være i et spil af denne slags, men den bliver heldigvis aldrig direkte belastende at høre på, og den øger stressfaktoren noget på den fede måde når man i multiplayer konstant kan høre eksplosioner, bulder og brag fra alle retninger.

Musikken er tilpasset de forskellige miljøer og tidsperioder spillet foregår i, og det fungerer godt uden at være direkte imponerende, fremtidsbanerne er dog præget af en monoton og rimelig kedelig techno-agtig melodi, men den kan man da heldigvis vælge fra. På trods af at TimeSplitters 2 er så omfattende, som det er, lader det stadig noget tilbage at ønske de meget mørke miljøer er lidt kedelige i længden, og man kan ikke lade være med at undre sig over, at hvorfor ens character ikke kan hoppe. Map-maker er en sjov ekstra feature, men der mangler altså et eller andet, før det er rigtig optimalt. Så hvis man er til first-person-shooter spil og gerne vil have et godt multiplayer-spil, så er TimeSplitters 2 lavet specielt til dig. Men hvis man derimod ikke har lyst eller mulighed for at benytte sig af multiplayer-delen og map maker-funktionen, og egentlig gerne vil have en god historie med i købet, så bør man måske nok lige tjekke op på om ikke Red Faction 2 eller Medal Of Honor-serien rammer mere rigtigt.