Naruto og vennerne står oppe mod en glemt trussel, så med den orange-klædte ninja er det op til dig at sætte en stopper for det onde med de bare næver.

Find dine slidte handsker frem, for nu skal der deles tæsk ud, når Naruto og vennerne står sammen om at beskytte nogle energikugler. En gammel ondskab – ellers spået til at være fortid – gør alt i deres magt for at genoplive en mekanisk fyrste, men de skal bruge de føromtalte kugler, der er gemt rundt i de fem lande.

Terror og ødelæggelse bliver en del af den barske virkelighed, så alle ninjaer må stå sammen om at skabe fred blandt beboerne og det viser sig så sandelig at være en mindre udfordring. Var det ikke for vores helts selvsikkerhed og umodne beslutninger, kunne spillet have været halvt så langt, hvilket ville være at foretrække.

Det betyder ikke, at det er nogen speciel lang affære, da spillet har en fin længde, men udfordringen er ikke til at skimte. Uzumaki Chronicles 2 bygger på et kampsystem, der er centrum for oplevelsen. Du har de basiske svage og hårde angreb, mens du har muligheden for at bruge kastestjerner eller andre former for våben. En lille befrielse er, at du også kan hoppe, da animationerne styrer legen.

Et godkendt kampsystem
Som en vaskeægte ninja fra 'Hidden Leaf Village' kan du også forsvinde ud af den blå luft for at dukke op igen. Det bliver dog først fedt, når din måler fyldes op, for så kan du udløse diverse ninjutsu-angreb. Med nogle fine effekter kan du fremkalde kloner af Naruto, som både er en assistance under kamp, men også viser vej og fremkalder symboler. Disse tegn er en stor hjælp, da de viser dig i, hvilken retning du skal løbe mod.

Du har flere forskellige alternative angreb og funktioner, dette skyldes et væld af figurer du frit kan skifte mellem under spillet. I er en gruppe på tre og skulle den ene dø, hopper den anden ninja ind og overtager kampen. Fjenden er dukker og robotter, så det lyder af en fed cocktail. Men det er langt fra underholdende, da animationerne ofte overtager styringen.

Denne fængslende følelse bliver en frustration, når din figur sparker ud i den blå luft og tilmed i den helt forkerte retning. Det hjælper ikke på humøret, når en gruppe kvinder og banditter går løs på dig, men vidner blot om en tilfredsstillende kunstig intelligens. Undervejs har du muligheden for at opgradere med de penge du samler ind. Her kan du udvide dit liv, angreb, defensiv eller købe nye færdigheder, som giver dig en bredere vifte af kombinationer, men variationen er stadigvæk lille.

Fatale designfejl ødelægger underholdningen
Naruto er bestemt et spil, hvor næverne tages i brug, derfor bliver det også monotont gennem de ti missioner, og de få platform og gådeelementer titlen byder på er ikke af nogen svær kaliber. Gameplayet fungerer som det skal, desværre er det hele for enkelt og monotont til, at det bliver et mindeværdigt produkt. Man bliver dog slået helt ud, når de konstante loading-skærme præger dit tv, selvom det kun drejer sig om indlæsningen af et klip på tre sekunder.

Dine missioner er godt nok bygget op i kapitler, men du skal selv løbe derover via et kort med overblik til alle landene. Genialt og i den grad en inspiration fra rollespilsgenren, noget der bliver bekræftet, når de endeløse og ligegyldige slåskampe pludselig aktiveres som i de gode gamle japanske titler. Det giver absolut ingen mening og må siges at være den største designmæssige fuser i denne omgang.

Bliver det hele for trivielt, kan en ven eller bekendt til hver en tid hoppe ind og give dig en hjælpende hånd i co-op gennem kampagnen eller give dig sved på panden i versus. Der er ikke meget mere at begive sig i kast med, når historien har gået sin gang – det skulle da lige være for at gennemspille eller holde sig i live i 'survival'. Sidemissioner er også en mulighed, men det enstonede gameplay forbliver sig selv.

Japaner eller englænder – det er lige meget
Det er på den tekniske side Namco Bandai leverer bedst. Du får en charmerende cel-shaded grafik kombineret med varme farver. Det betyder, at spillet er som taget ud af den velkendte animé tegnefilm med flotte slåskampe og mindre effekter. Præsentationen i den indbydende filmsekvens får sågar dit blod til at koge op af begejstring, men mellemsekvenserne viser sig at være alt andet end ophidsende.

Musikken er japansk og passer selvsagt ind i eventyret om det gode mod det onde, men virker anonym når du overtager kontrollen. Der hvor der dog skal lyde store roser, er ved muligheden for at vælge mellem to lydbånd i den forstand, at du kan vælge mellem de originale japanske stemmer eller den vestlige engelske stil. Det er en sjældenhed selv på de nyere konsoller, men den ringe dialog gør det desværre ikke så overbevisende.

Kun for de ultimative ninjaer
Som det oftest er tilfældet med spil baseret over en licens, så er fortsættelsen til Uzumaki Chronicles også henvendt til fanskaren af Naruto. Det holder sig tæt op af tegnefilmene med sin tro grafik og ydre, mens gameplayet i første øjekast er helt igennem fornøjeligt, men det får dog til sidst ridser i lakken. Det er skam ganske underholdende, hvis du kan holde ud at skulle udføre det samme over en lang række af timer, og især med en ven, men spillet har nogle omfattende designfejl og mangler til, at det kan anbefales for andre end sine fans.