Endnu et anime-spil har ramt hylderne. Denne gang i form af Naruto. En ung dreng der lever livet som ninja sammen med et hold af andre personer og venner. Nogle kender måske Naruto fra tegneserien af samme navn, og hvis ikke, så kan man altså nu lære serien at kende på PS2. Spillet er et kampspil a la Dragonball, og det er med en fed streg under kampspil. For selvom der findes forskellige missioner og træningsopgaver, så er det i sidste ende i kamparenaen, hvor spillet holder til.

En ung knægt og alle hans venner
Som sagt er spillet navngivet efter hovedpersonen Naruto, men der findes mange andre personer, som der kan spilles med. Desværre er forskellene mellem disse personer ikke specielt store eller udslagsgivende. Spillet har i forvejen et mindre indviklet styringssystem, og herudover kommer der forskellige kombinationer der ligger til grund for forskellige slag og spark og ikke mindst blandingen heraf. Derfor kunne man godt have ønsket, at alle personerne man kan vælge, kunne nyde godt af specielle tricks, der kun er relateret til den enkelte person. Dette er dog bare ikke tilfældet. Figurerne har nogle tricks, der kun 'tilhører' dem, men det er slet ikke så vigtigt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at den nemmeste og hurtigste vej til sejr er at trykke løs på alle knapperne. En gang imellem bruger man måske nogle kombinationer, men oftest hamrer man løs bare for at vinde.

Heldigvis er der én kombination i spillet, som man hurtigt finder ud af at bruge af den simple årsag, at det har spillets stærkeste slagkræft. Der findes nemlig en speciel combo, som giver ufattelig meget skade på modstanderen. Når man trykker kombinationen, skifter skærmen til en form for taste-knapper-battle. Man skal ramme de rigtige taster, og alt efter hvor godt det lykkes, bliver modstanderen hurtigt slået i gulvet. Hvis man er heldig, fejler han nemlig i tastningen af de knapper som fremkommer på skærmen og dette er oftest lig med et ordentligt huk i helbredet. Alt dette er kombineret med en form for video oveni, hvilket giver spillet et ekstra plus i grafikken og hele taget oplevelsen.

Men hvor selve kampene ofte er ensformige, er der heldigvis noget forandring i andre dele af spillet. For eksempel er alle banerne i flere niveauer, så det er muligt at hoppe rundt på tage i baggrunden, hoppe fra jorden til et træ og så videre. Det giver lidt afveksling i kampene, men i længden er det dog ikke nok til at redde hele spillet. Heldigvis er det her, at de mange forskellige spilbare modes kommer ind. Der er nemlig mere end bare én mulighed. Man kan både vælge at spille, hvor man ikke skal opnå noget, men derimod bare kan øve sig. Derudover kan man spille missioner, som kan låse op for diverse belønninger og til allersidst er der den sædvanlige storymode, hvor man kan følge sin persons udvikling og ja, historie.

Til allersidst kan det også tilføjes, at det er muligt at optjene en form for penge igennem de forskellige slags kampe. Disse penge kan bruges til at prøve ens held af i en maskine, hvor man kaster mønter i og gamble om kugler. Her kan man være heldig at vinde en kugle, hvor der følger indhold med. Dette indhold er diverse former for samleobjekter. Jo flere penge man er villig til at bruge, desto større chance er der for at få gevinst. Det er et fint aspekt i spillet, men som resten af spillet, er det bare ikke spændende i længden, men derimod simpelt tidsfordriv med lidt belønninger.

Nostalgi-trip og skingre skrig
Spillets lyd bærer præg af, at spillet stammer fra det asiatiske tegneseriemarked. Der er skrig og råb for alle pengene, og det kunne virke lidt som, at jo højere skrigene kan blive desto bedre. Lyden bliver hevet ud i ekstremerne for at tilpasse sig spillet, og det bliver hurtigt rædselsfuldt at høre på. Der går ikke lang tid, før man skruer ned for lyden.

Grafikken er derimod ikke så ringe endda. Det er før set med disse slags spil, at grafikken har været langt fra revolutionerende, og det er heller ikke tilfældet her. Det er dog ikke ensbetydende med, at grafikken er dårlig. Faktisk er den ganske okay, og hos flere nostalgikere vil den helt sikkert vække minder. For hvis man kan huske de gamle dage helt tilbage i tidernes morgen med spil som fx Street Fighter, så vil grafikken i Naruto: UN vække nogle minder. Nu skal det ikke lyde som om grafikken er et oldtidslevn, men den har bare nogle ligheder med grafikken, som man så dengang førnævnte spil så lyset. Det er bestemt ganske underholdende at se på, om end måske ikke ligefrem smukt.

Underholdning for børn
Spillet er helt bestemt for børn og barnlige sjæle. Voksne vil helt sikkert ty til spil som fx Tekken, og når man ser dette spil, kan man ikke klandre dem. Lyd og gameplay mister hurtigt sin værdi for folk der vil have lidt ekstra ud af sine spil. Og når man blander det med en grafik, der er set bedre, og som kun vækker minder hos ældre spillere, får man ikke en succes. Der er ingen tvivl om, at de mindre spillere sikkert vil få et par gode spiltimer ud af dette spil, men så er der vist heller ikke mere at komme efter.