Det vilde ræs rykker ud på den håndholdte, hvor sneen venter.

Vi har været forbi hillbilly-landskaberne i første omgang af MotorStorm og anden omgang bød på tropiske øer. Denne gang er graderne faldet og omgivelserne består af sne, is samt det sædvanlige mudder, men det forhindrer ikke BigBig Studios i at fortsætte traditionen med vildt ræs og ingen bekymringer.

Vælt rundt i sneen
Hvis man tror, at der er sparet på ressourcerne bare fordi, at MotorStorm nu er at finde på PSP, så kan man godt tro om igen. Spillet er fuldstændig ligesom titlerne til PS3, og det siger ikke så lidt. Indholdet er sparsomt i udvalget, men til gengæld er der dybde, hvor både kampagne-delen og multiplayer byder på en ordentlig omgang tidsfordriv og underholdning. Desuden er der også mulighed for de traditionelle time attack og free play, hvor man kan afprøve sine kræfter på nogenlunde slap line.

I spillets kampagne, der går under titlen Festival, kører man for point, der låser op til videre løb. Man rykker ligeså stille op i rækkerne, og indimellem støder man på udfordringer, hvor man for eksempel skal køre banen i en speciel tid eller føre i et vist antal sekunder. Det viser sig dog hurtigt, at udfordringerne bliver smidt i baggrunden for selve løbene. Sværhedsgraden er mildest talt overbærende i starten, og ligeså snart man sikrer sig førstepladsen, falder modstanderne næsten øjeblikkeligt bagud for aldrig at blive set igen. Det underminerer desværre selve MotorStorms koncept med råt ræs og nådesløse modstandere, da udfordringen forsvinder. Heldigvis vender den dog tilbage, når man bevæger sig op igennem Festival, og det er her, hvor Arctic Edge skinner igennem og viser, hvilken franchise spillet tilhører. Der bliver nemlig ikke sparet på kræfterne, og det kaotiske virvar, som løbene ofte udvikler sig til, kommer til sin fulde ret på den håndholdte.

Dette skyldes dog i første omgang ikke, hvordan køretøjerne opfører sig. I starten kræver det noget tilvænning, når man skifter mellem for eksempel motorcykel og lastbiler, der opfører sig henholdsvis som en let fjer, der skøjter rundt på is, og en enorm mursten, der ihærdigt prøver at finde vej igennem kløfterne. Det er ikke overbevisende, men når man først har vænnet sig til styringen, falder det naturligt for en at gøre brug af spillets adskillige smutveje i banerne, der som regel er designet ganske godt, og her viser det sig, at selvom styringen måske er lidt banal, så opfører køretøjerne sig tilfredsstillende i forhold til omgivelserne. Motorcyklerne kæmper en næsten umulig kamp mod dyb sne og mudder, imens lastbilerne tæsker igennem det samme uden problemer. Samtidig er omgivelserne dynamiske, så man blandt andet kan smadre isen, man kører på, hvis ens køretøj er tungt nok, eller man kan trykke hornet i bund og håbe på en lavine. Der er altså nok taktik at kaste sig over, når man skal vælge køretøj eller prøve at knuse modstanderne enten med en bil eller med hjælp fra naturen.

Kræfterne presses til det yderste
På trods af at der sjældent er lav aktivitet på skærmen, men derimod konstant action og voldelige køretøjer, så formår Arctic Edge at levere en næsten imponerende grafisk præstation. Detaljerne leveres på et højt niveau, og mellemsekvenserne afvikles ganske nydeligt. Det er ikke ligefrem, hvad man er vant til på PS3, og specielt under kollisioner støder spillet på problemer, men når man tager i betragtning, at det hele trods alt foregår på en håndholdt konsol, så kan BigBig Studios godt rose sig selv.

Det samme gælder lydsiden, der byder på et licenseret soundtrack fra kunstnere som Chemical Brothers og The Prodigy. Med andre ord bydes der på elektronisk musik samt rock i massevis, så det næsten grænser på det trivielle og lidt for hårdtpumpende. Det er her, hvor man bliver glad for, at der er blevet plads til muligheden for brugerdefinerede soundtrack. På den anden side er lyddetaljerne forbløffende gode, og der er klar forskel på køretøjerne og deres brøl af en motor.

Ræs når det er bedst
MotorStorm: Arctic Edge gør i store træk, hvad hele serien er blevet elsket for. Det leverer vildt og skødesløs ræs for alle pengene i baner, der skriger på at blive skam-kørt af køretøjer i alle størrelser. Styringen er i starten ikke helt optimal og kræver en smule tilvænning, men efter det er sket, er der frit løb både on- og offline. Begge dele fungerer i fin grad, og selvom spillet ikke bliver den type, man sidder med i flere timer, så tilbyder det hurtig og effektiv underholdning på farten med en overraskende god grafik – og det er vel, hvad det hele handler om på en håndholdt konsol.