Som dedikeret FPS-fan er det umuligt at komme udenom EAs krigsepos omhandlende anden verdenskrig. Serien der på Playstation 1 i sin tid imponerede spillerne, med en dengang uset velfungerende AI, tog for alvor fat i spilverdenen med klassikeren Allied Assault fra 2002. Siden da har serien jævnligt fået tilføjet nye kapitler, og det er ikke mange af dem, der har været i nærheden af Allied Assaults store popularitet. I Medal Of Honor: Heroes 2 tager vi igen udgangspunkt i amerikanernes invasion af det tyskbesatte Europa, og uden megen anden indledning end en lille briefing og en tilhørende billedserie, kastes den velkendte Thompson-maskinpistol i hænderne på spillerens virtuelle alter-ego.

PSP FPS
Siden PSP-konsollens spæde barndom, har FPS-genren altid været noget af en udfordring på formatet, da konsollen i mange FPS-spilleres hænder mangler et analog-stick. Problemet er endnu ikke løst, og udviklerne må derfor påtage sig opgaven at få deres skydespil til at fungere mest hensigtsmæssigt på den enarmet konsol. Kontrollens kommende udfordringer fylder naturligvis en del, når man første gang kaster sig ud i Medal Of Honor-seriens håndholdte krigshelvede. Det skubbes dog hurtigt i baggrunden af den frydefulde følelse det er at trykke aftrækkeren i bund på den udleveret maskinpistol og se de første nazister få deres fuldt fortjente ladning af bly. Kontrolproblemerne vil dog dukke op igen, men en let justering i sigtets følsomhed, en smule tålmodighed og en gevaldig tilvænning ender med, at man finder sig til rette i kontrollen, godt hjulpet af spillets indbygget auto-aim.

Mission of Honor
Ligesom de tidligere Medal Of Honor-spil er baner og missioner baseret på en lang række små gøremål der skal udføres, før den usynlige barriere fjernes, og banens næste udfordringer viser sig. Nogle ville måske rynke lidt på næsen af denne form for missionsopbygning, da genrens mange udspil efterhånden har gjort det til vane bare at skyde sig igennem horder af fjender, men ikke desto mindre er denne struktur en fast ingrediens i Medal Of Honor-serien, og hvad enten man kan lide det eller ej, så er dette det eneste, man kan tillade sig at forvente. Motivationen derimod vil ret hurtigt begynde at falme. Banedesignet ligefrem stråler af miljøer, man allerede har spillet sig igennem utallige gange i samme series tidligere udgivelser. Denne gang er omgivelserne bare meget mindre detaljeret end det tidligere har været set.

Bagsiden af medaljen
Den spontane WOW-effekt, der sparker ind ved spillets begyndelse, fordamper stille og roligt i takt med, at spillets handlingsforløb udspiller sig. Irriterende store afstande mellem checkpoints, en utydelig energibeholdning og en meget ubalanceret reaktion på skade hæmmer det ellers til at starte med ret lovende actionelement. Dertil kommer det triste og meget ensformige banedesign, samt en meget kedelig farvepalette og giver de sidste rester af motivation hos spilleren nådestødet. Kampagnen, der ellers er forholdsvist lang, ender som en trist og trættende affære, og selvom spillet også indeholder en ret stor onlinedel, falmer Medal Of Honor: Heroes 2 i sammenligning med konkurrenterne, både hvad angår format, genre og indhold.