Telltale hylder Robert Kirkman & co.

Jeg er rimelig sikker på, at det er her, hvor jeg skal gøre opmærksom på, hvordan The Walking Dead startede ud som tegneserie, kom til fjernsynet med stor succes og nu hopper over i spilgenren. Jeg er også rimelig sikker på, at det er her, hvor jeg skal gøre opmærksom på, hvordan Telltale har for vane at spilmatisere kendte film og tv-serier med deres unikke tilgang til spilmediet og især den episodiske stil, de har lagt for dagen, hvor alt serveres i små bidder. 

Hvad, jeg derimod ikke er så sikker på, er, at det er relevant at remse op. 

Den interaktive fortælling
På overfladen er det nemlig ikke ligefrem overraskende, at Telltale har snuppet The Walking Dead for at udvikle et episodisk opdelt spil baseret på den ganske velfungerende tegneserie. Den er jo allerede blevet omsat til i en populær tv-serie, så hvorfor ikke tage skridtet videre med et spil? Faktisk er der ikke meget, der taler imod The Walking Dead som et spil – i hvert fald ikke på overfladen. 

Men nu har Telltale trods alt at gøre med materiale fra en tegneserie, der aldrig har sat vold og action i første række. Det er to komponenter, der sammen ofte danner det bankende hjerte i sædvanlige zombie-spil (som The Walking Dead trods alt er), men som i dette spil øjeblikkeligt sættes i baggrunden. I stedet agerer de to tilskuere til et spil, der nærmer sig en identitet som en interaktiv fortælling og ikke et decideret adventure-spil, som man ellers kunne forvente. 

Man kunne frygte, at det var starten på en afvigelse fra den traditionelle zombie-opskrift, men det viser sig at være det klogeste træk, som Telltale overhovedet kunne foretage sig. Frem for at satse på et adrenalinsus, når en hammer solidt plantes i en zombies hjerne, er det i stedet historien og ikke mindst personerne, der sættes i første række. Det er en tilgang, som ikke kun klæder spillet, men som – ulig tv-serien – faktisk gør en dyd ud af at følge tegneseriens mentalitet frem for selve historiens begivenheder.

Den ukendte antihelt
Der er nemlig ikke de helt store sammenhænge mellem Telltale genfortælling af The Walking Dead og den originale tegneserie fra Robert Kirkman & co. udover omgivelserne i det zombie-hærgede, sydlige USA. Hovedpersonen er ikke den fortabte politibetjent Rick Grimes, men derimod den mystiske Lee. Som spiller får man kun små fragmenter præsenteret af Lees fortid, som at han var på vej i fængsel, men vi ved ikke hvorfor. Langsomt oprulles hans historie igennem den første episode, men det hele leveres i så små bidder, at man aldrig får det endelige resultat, men derimod selv må tænkte sig til de mulige scenarier. 

Da Lee støder på den 8-årige fortabte Clementine, bliver man ufrivilligt sat ind i rollen som beskytter, men der går ikke længe, før The Walking Dead viser, hvorfor alt ikke er sort og hvidt. Samtaler med de personer, som man møder på sin færd med den unge pige, bliver spillets helt store centrum, og det er her, hvor gængse spilmekanikker tilsidesættes for en stærk fortælling, man som spiller selv styrer. Vil man stikke Clementine en hvid løgn, når man skal snakke med hende om hendes forældre, der formentlig allerede vandrer rundt som døde kadavere? Og hvem vælger man at redde, når zombierne lige pludselig stormer ens opholdssted? Valget er aldrig nemt, da Telltale konstant formår at vende og dreje samtalerne, så moral ikke kun er en fjern idé, der aldrig får konsekvenser, men som derimod har en reel effekt på hver gennemspilning af første episode samt de kommende fire episoder.

Mundtøjet gør en forskel
Det kan virke kedeligt, at man skal trækkes igennem samtalerne frem for at levere den ene velplacerede hjerne-smadring i et blodfyldt actionorgie, men selvom Telltales spil ofte lægger sig op ad point'n'click-genren, så formår The Walking Dead alligevel at distancere sig selv ved at levere en tilpas balanceret oplevelse, hvor det næsten bliver lidt for nemt at klikke sig igennem omgivelserne. Du er aldrig i tvivl om, hvordan du kommer videre, for indsamlingen af brugbare genstande placeres altid lige foran næsen på spilleren. 

Det er et overraskende kækt afbræk, for det giver spillerum til The Walking Deads absolut stærkeste punkt, nemlig de omtalte samtaler. Man savner aldrig, at man bliver udfordret med mere action, end der smides ens vej, fordi man hellere vil fokusere på de personer, man præsenteres for. 

Det handler om, hvordan en gruppe mennesker reagerer, når de sættes overfor zombier, der agerer som et spejl for, hvordan menneskeheden kan miste alt det, der er med til at gøre dem menneskelige. Det lyder dybsindigt, men det understreger ikke desto mindre, hvordan personerne i The Walking Dead ikke er flade personligheder, men derimod får dybde og dermed vækker interesse hos spilleren. 

En Telltaleansk hyldest
Det ville have været nemt for Telltale at følge tegneserien bag The Walking Dead til punkt og prikke og alligevel have skabt et gedigen spil. Netop det faktum gør det alligevel en anelse mere imponerende, at de formår at skabe et spil, der både afviger fra den oprindelige tegneserie, men samtidig hylder den i langt større omfang end for eksempel tv-serien har gjort. 

Det er ikke så meget et spil, som det mere er end interaktiv fortælling afbrudt af mindre actionfyldte scener, der gør en dyd ud af at fortsætte Robert Kirkmans tradition med at menneskeliggøre personerne til det punkt, hvor det ikke længere handler om en overordnet fortælling, men derimod om historierne, der gemmer sig bag facaden. Det er en svær balance at håndtere, men holdes den i de kommende fire episoder, som tilfældet har været med første episode, så er Telltales version af The Walking Dead en værdig ledsager til den oprindelige tegneserie.