Tag den åbne verden fra GTA-serien, bevægelsesfriheden fra Assassin's Creed spillene og bland det med lidt Hitman og resultatet bliver The Saboteur.

Da det først kom mig for øre, at Pandemic Studios var i gang med at udvikle endnu et 2. verdenskrigs spil blev jeg mildest talt skuffet, men da jeg fandt ud af, at man ikke bare var en tilfældig menig på mission i lineære jungler, fik jeg håbet tilbage. The Saboteur præsenterer spilleren overfor en ny måde at se på 2. Verdenskrig.

Lad mig lige ridse plottet op for dig. Man spiller som Sean Devlin, en pissed-off irsk mekaniker, der blev fanget i Paris, da krigen brød ud, og hvis bedste ven blev dræbt af en tysk officer. Efter kort tid bliver man opsøgt af franskmanden Luc, der er leder af en voksende modstandsbevægelse, som vil rekruttere Sean Devlin. Man acceptere invitationen, og det er stort set det. Resten af spillet er en konstant jagt på den officer, der dræbte din bedste ven, men som belejligt nok stikker af hver gang man er tæt på ham. Dette er dog med til at give spilleren noget at spille efter, og første gang man gennemspiller spillet, har man hele tiden håbet om, at næste gang man møder sin nazi-ærkefjende bliver den sidste.

Plottet er af mange blevet kaldt uoriginalt og nedslidt, hvilket egentligt er sandt nok, men efter min mening er det ikke historien, men gameplayet, der skaber et spil. Selvfølgelig er en god og nyskabende historie et stort plus, men det er i min verden ikke en vital del af et spil.

The Saboteur er en bastard skabt af GTA serien og Assassin's Creed spillene. Spillet foregår i en åben verden med mulighed for at køre i antikke sportsvogne på Paris' gader eller løbe langs tagene på byens høje bygninger.

Brudte løfter
I interviews har spildesigner Tom French fra Pandemic Studios sagt, at dette spil skulle føles, ikke som at spille gennem en krigsfilm som for eksempel Saving Private Ryan, men i stedet som at spille hovedpersonen i et Indiana Jones eventyr, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er dette desværre ikke lykkedes dem. Alt hvad udviklerne har gjort for at give spilleren en ”Indiana Jones” oplevelse er at fjerne militæruniformen, give hovedpersonen en lang frakke og en smøg i kæften og pludselig skulle alt være anderledes.

Spillets hovedperson er kynisk og har et smart svar på alt, og man har i starten af spillet utrolig svært ved at leve sig ind i rollen. Spillet minder mere om Terminator, da du stort set kan sluge et helt magasin i ryggen, før din skærm bliver rød og advarer spilleren om dødens nærvær, men gem dig bag en sten i fem sekunder og VUPTI! Så god som ny.

Det er tydeligt at se, at spillet er lavet af de samme folk, der stod bag The Mercenaries spillene. Alle der har spillet The Mercenaries 2 ved, at spillet var præget af en håndfuld oplevelses-ødelæggende bugs og stort set alle de bugs ses også i The Saboteur. Ting flyver i luften, og ting, der kommer frem fra den blå luft, er bare to af de mange bugs som Pandemic Studios burde have fjernet efter deres tidligere fejl.

Spillet har dog visse ting, der er nye og som er noget at det, der er med til at trække spillet op fra den grav, Pandemic Studios har gravet til det. Når du først starter spillet, er hele byen sort og hvid, og med enkelte farver, der står tydeligt frem, minder det meget om Sin City. Dette er med til bringe spilleren ind i den triste, kedelige stemning, der er i det besatte Paris. Eftersom du tynder ud i nazisterne, begynder farverne at komme tilbage til Paris, og byen begynder at komme til live. Skuffende er det dog, at de farver, der kommer frem, er brune, kedelige og næsten lige så triste farver som de grå–nuancer, der var i deres sted tidligere. Grafikken i spillet er også tilfredsstillende, men den lever på ingen måde op til den i for eksempel Mass Effect 2 eller Assassin's Creed 2. Stealth-elementet i spillet fungerer glimrende, og det at man kan forklæde sig er også med til at bringe lidt af følelsen fra de gamle Hitman-spil tilbage, den følelse bliver dog hurtigt ødelagt, når Sean griber om en klump C4 eller sætter sig i en enorm Anti-Aircraft kanon.

Der er en del kød på spillet, og hvis man vælger at gennemspille alle sidemissioner og ikke bare sprinte igennem hovedhistorien, burde man kunne få lidt over 30 timers spil ud af The Saboteur. Hvis man kan lide at spille open-world spil og ikke går alt for meget op i detaljer eller historie, er The Saboteur et spil, der er værd at købe, men hvis du hører til dem, der brokker sig over bugs og mangel på nyskabende historier så skal du holde fingrene fra dette spil.

Hvis der nogensinde kommer en ”The Saboteur 2”, vil jeg helt klart købe det, da stort set alle minusserne ved dette spil er mindre fejl, der hurtigt kunne rettes, og man kan da kun håbe, at dette er gået op for EA. Dette er dog lidt usandsynligt eftersom udviklerne, Electronic arts datterselskab, Pandemic Studios, der stod bag The Saboteur, blev lukket stort set samme med spillets udgivelse, hvilket nok ikke var et tilfælde.