PEGI aldersmærking: 16+

Napoleon: Total War /PC

Udvikler: | Udgiver: SEGA Europe | Genre: Strategi | Udgivelse: 26. februar '10
Genveje: Relaterede spil | Nyheder | Anmeldelse | Screenshots | Trailers | Køb

Anmeldelse af Napoleon: Total War /PC

Skrevet af Jakob Sigvard, d. 17. marts 2010, kl. 11:50

Træd ind i rollen som Napoleon Bonaparte, en lille mand med stor magt og et endnu større ego i Creative Assemblys nyeste spil i Total War-serien.

Udvidelse pakket ind som nyt spil?
Personligt blev Total War-serien ødelagt for mig, da Napoleon: Total Wars forgænger, Empire: Total War, udkom. Spillet havde dårligere AI end de tidligere spil og den vidunderlige følelse af at pløje modstandere ned med kavaleri eller slagte bønder med toptrænede krigere manglede. Jeg håbede virkelig, at Napoleon: Total War ville fikse disse ting med bedre nærkamps-muligheder og en bedre AI.
Men jeg blev skuffet. Spillet minder meget om sin forgænger og egentlig ville Napoleon: Total War kunne gå som en udvidelsespakke i stedet for et nyt spil i sig selv.
Det er dog en smagssag. Hvis man elskede Empire: Total War, er der ingen problemer, men hvis man ligesom mig, hellere vil tilbage til middelalderen i Rome- eller Medieval: Total War, er Napoleon: Total War ikke rigtig noget at råbe hurra for.

Reger dit land præcis som du vil!
Som man nok kan regne ud, foregår spillet i slutningen af 1700-årstallet, hvor man spiller igennem kampagnen som Napoleon Bonaparte. Man følger Napoleon fra han tager sine første spæde skridt ind i militærets mægtige verden til den mægtige franske hærførers sidste kamp. På sin rejse bliver man sendt i kamp mod blandt andet Rusland, Østrig og Ægypten.
Ligesom i alle andre Total War-spil i serien, har man frit lejde til at styre sit land, som man vil. Man kan vælge at forholde sig defensiv og sørge for, at ens befolkning har det så godt som muligt, eller man kan øge alle sine skatter for at tjene nok penge til den største, mest magtfulde hær i verden og overtage modstanders lande med magt. Men ligegyldig hvordan du spiller, vil du ikke kunne undgå de utrolige kampe som Creative Assembly har perfektioneret over de sidste mange år.
Det er også her, at det taktiske element i Napoleon: Total War virkelig skinner igennem. Placering af tropper og kavaleri kan være altafgørende for udkommet af et slag, men selvfølgelig spiller både antallet og styrken af ens tropper også en utrolig vigtig faktor.

Tag dine venner med i kamp
Der er selvfølgelig også mulighed for at spille som andre, når man langt om længe er færdig med Napoleon, og en ny ting i Napoleon: Total War er multiplayer-delen. Man har altid kunne spille kampe mod en ven, men nu er det også muligt at spille kampagne over nettet, og det er sågar muligt for en ven at hoppe ind i en enkelt kamp midt i en kampagne og overtage computerens hær. Dette element har været ønsket i årevis, og det fungerer præcis, som man havde regnet med.
Total War har altid haft utrolig atmosfæriske og beroligende lydsider, og Napoleon er ingen undtagelse. Den orkestrale musik passer perfekt ind i den store, tilsyneladende idylliske verden, men under overfladen lurer krig og rædsel. Grafikken er også smuk og både verdenen, slagmarkerne og soldaterne er utroligt detaljeret. Det er super tilfredsstillende at zoome helt ind og se hver enkelt soldat løbe rundt på slagmarken, omringet af hundredvis af allierede soldater, der alle bevæger sig sammen med hinanden, dog alle sammen med deres egne små forskelle, hvilket gør hver lille ubetydelig soldat helt unik.

Det er op til dig
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, at dette spil var det bedste i verden, og at det helt klart var et køb værd, eller at det var det ringeste spil i dette årtusinde, og at du trygt kunne beholde dine penge, men sandheden er, at det er hundrede procent op til dig. Om Napoleon: Total War er godt er, som jeg også sagde tidligere, en smagssag. Hvis du foretrækker hæsblæsende aktion med folk, der bliver slået ihjel konstant og afskåret lemmer i massevis, så køb Rome: Total War og lad Napoleon ligge til en, der måske hellere vil tage det lidt stille og roligt. At have en interesse for Napoleon vil også være et kæmpe plus, da jeg tror(I må ikke hænge mig op på det), at kampagnen er nogenlunde sandfærdig.
Personligt foretrækker jeg de tidligere spil i serien, og jeg håber, at Creative Assembly vil komme tilbage til den tidligere tidsalder igen.

Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
Napoleon: Total War:
7/10
Lyd: 9/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 6/10
Holdbarhed: 7/10

Køb spillet i shoppen